Debat

Debat: Lytter politikerne - også til podcasts?

DEBAT: Podcasting har endnu til gode at blive nævnt i et mediepolitisk udspil fra Borgen, herunder især medieforliget. Vi står ved en skillevej: Skal podcasting endelig med i Danmarks medievision, spørger Center for Podcasting.

Podcasting er en essentiel del af den nye medievirkelighed, skriver Søren Brunsgaard.
Podcasting er en essentiel del af den nye medievirkelighed, skriver Søren Brunsgaard.Foto: Colourbox
Søren Kristiansen Jacobsen Damm
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Søren Brunsgaard   
Medlem af bestyrelsen i Center for Podcasting

Vi står overfor, med det kommende medieforlig, det endelige opgør om, hvad der skal være Danmarks store forkromede mediepolitik de næste fire år.

Og længe har det føget med holdninger, anskuelser, trusler og løfter forskudt mellem de forskellige interessenter i kulturandedammen. Vi skal slanke her, stimulere der, og vi skal være parate til den nye medievirkelighed, alt imens mantraet: ’omstilling til det digitale’ chantes for Gud ved hvilket år i streg.

’Men er podcasting så en del af denne højtbelagte medievison?’ spørger du foranlediget af overskriften.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

– ’Tjaeh, vi får se.’

Hvis du er en af de danskere, der har sin daglige gang på internettet, støder du ganske sikkert ofte på fænomenet ’podcast’, og dine kulturhelte opfordrer dig vel jævnligt til at prøve deres podcast. Måske lytter du til podcasts, eller måske kan du faktisk ikke forestille dig at sætte dig på cyklen eller lave huslige pligter uden at have noget i ørene. Podcasting er langsomt, men sikkert på vej frem - og er en helt uundgåelig del af fremtidens mediebillede – også i 2019.

Kunne man ikke forestille sig, at vi danskere med vore engelskkundskaber også kan excellere i podcasting på internationalt plan, som vi gør i så mange andre kulturformer?

Søren Brunsgaard
Center for Podcasting

På mange måder går det også godt for podcasting i Danmark, og rigtigt mange fra forskellige ståsteder kaster sig ud i podcasting, alt fra den garvede journalist, der går independent og kaster sig ud i sit eget eventyr til amatøren, der (til at starte med) bare gerne vil have noget ud om sin elskede niche.

Faktisk kan man i høj grad sige, at podcasting på mange måder lever op til mange af de visioner, politikerne har til omstillingen til den nye kulturelle virkelighed med kommercialisering af indhold, demokratisering af kulturen og frivillighed som bærende element.

Når det er sagt, kommer man ikke uden om, at fremgangen ikke er sket på grund af, men snarere på trods af systemet og de politiske tiltag, der ligger derude netop nu. Den nuværende medieaftale har for det første endnu til gode blot at nævne ordet ’podcast’, selvom fænomenet har ca. 15 år på bagen, ganske på linje med al anden medielovgivning, vist nok.

For det andet udelukker medieaftalens forskellige mediestøtteordninger alle sammen de medier som ikke er skrevne nyhedsmedier. Det vil sige støtte til nyhedsformidling gennem podcasts (og video for den sags skyld) er indtil nu ingen mulighed.

Endelig besluttede man, da man indgik den nugældende medieaftale, at skrotte den gamle og (indrømmet) metaltrætte radiostøtteordning i Public Service Puljen frem for at gøre den tidssvarende og mulig at søge for også internetradio og podcasts.

Så meget for omstilling til ny kulturvirkelighed og håndsrækning til digitale medier.

Med det nye medieforlig har vi nu så mange chancer for at komme uligheden til livs, og en lille flig af budgettet vil falde på et tørt sted, mens endnu mere vil gøre underværker.

Ønsker man ikke et mediebillede, som frit kan udfolde sig på tværs af platforme? Kunne det ikke være fantastisk, at også lydfortællinger, lydkunst og talt journalistik fik mulighed for støtte på linje med alle andre kunst- og kulturformer?

Ville det give ikke mening at hjælpe podcasting på vej ud til alle dele af Danmark og alle generationer og muligvis fremtidssikre og forny den lokalradioordning, som er en hjørnesten i KulturDanmark og vores demokrati?

Og kunne man ikke forestille sig, at vi danskere med vore engelskkundskaber også kan excellere i podcasting på internationalt plan, som vi gør i så mange andre kulturformer?

Mulighederne er i hvert fald mange, og man kommer langt for hver en femøre. Så hvis man endelig skal tage den grønskyggede revisorkasket på i denne ligning, er det da her, der er den bedste ’return on investment’ i forhold til vores mediemidler.

Altså er det uendeligt vigtigt for en første gangs skyld også at tænke podcasting med ind i regnestykket, når der tales fremtid medier, TV, radio, film, public service og så videre. Det siger sig selv, at vi ikke kan vente til 2023.

-----------

Center for Podcasting er en ét-årig interesseorganisation, der kæmper for at skabe de bedst mulige vilkår for podcasting, podcastingproducenter, forskning i podcasting og mediet i det hele taget. 
Vores medlemmer tæller alt fra den store medievirksomhed Radio 24Syv og institionen Roskilde Universitetscenter over de professionelle podcastproducenter til den glade nystartede amatør eller den glade podcastlytter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00