Debat

Debattør: Afskaffelsen af store bededag er solidarisk og fortjener stor ros

Fagbevægelserne opfatter den danske model som et greencard til at udøve al magt og indflydelse på alt og alle, der går på arbejde. Det er imod hensigterne og et misbrug af begrebet, skriver Jens Mørch.

At forbundene kræver en folkeafstemning om spørgsmålet viser, at de ikke selv har forstået hverken den ene eller den anden danske model, skriver Jens Mørch.
At forbundene kræver en folkeafstemning om spørgsmålet viser, at de ikke selv har forstået hverken den ene eller den anden danske model, skriver Jens Mørch.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jens Mørch
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er misbrug i stor skala, når dele af det dansk samfund – herunder flere faglige organisationer – påberåber sig brud på den danske model, fordi et folketingsflertal nu vil fjerne en helligdag – den berømte bededag.

Det er dybt nedslående at følge debatten. Den danske model er nemlig et udtryk for vores evne til at finde løsninger sammen, når det hele brænder på. At hævde det hele brænder på lige nu, er næppe nogen overdrivelse, da vi står i den største krise siden Anden Verdenskrig og snublende tæt på randen af den tredje.

Der skal løsninger til, hvis Danmark skal opretholde den store og forholdsvis urimelige store indflydelse, som vi har i verden, og hvis vi skal løse de store nationale udfordringer på en lang række områder. Derfor er det også betryggende, at Danmark har fået en bred regering – for det er der brug for i denne særlige tid.

En helligdag er ikke noget de faglige organisationer har patent på

Jens Mørch
Chefredaktør, polennu.dk

Den danske model er ikke et greencard

Det danske velfærdssamfund, lokalsamfundene, virksomheder, andelsbevægelsen, fagbevægelse, arbejdsmarkedet er noget, som vi kan være stolte af. Vi har med stor succes gennem tider opbygget et Danmark gennem dialog og samarbejde, trods modsætninger og interne uenigheder.

Det er symbolikken for indholdet af den danske model. At finde løsninger. Det skal vi være stolte af og værne om. I mange andre lande er der ingen, der lytter til hinanden. Ord og hadsk retorik, bliver til tider fulgt op med død og vold. Der er al mulig grund til at være stolt af den danske model, der betyder samarbejde og løsninger.

At der så er lavet en akademisk overfortolkning af den danske model (1993), som hovedorganisationer opfatter som et greencard til al magt og indflydelse på alt og alle, der går på arbejde, og imod hensigterne, er en stor misforståelse og misbrug af begrebet.

Så hvis de danske fagforbund ville tage den danske model alvorligt, så kom man midt i den internationale krise, med løsninger og eller indspark til løsninger. Her må man forstå og anerkende, at spørgsmålet om helligdage ikke kun er et anliggende for organiserede ansatte, der er omfattet af overenskomster, men for hele samfundet.

Uansvarlig adfærd

En helligdag er ikke noget de faglige organisationer har patent på – uanset historiske aftaler, gamle sange om septemberforliget og anden romantik.

Fagbevægelsens aktuelle adfærd er direkte uansvarlig

Jens Mørch
Chefredaktør, polennu.dk

At forbundene kræver en folkeafstemning om spørgsmålet viser, at de ikke selv har forstået hverken den ene eller den anden danske model. Og det til trods for dyrt betalte kommunikationsrådgiver og en fake-indsamling af underskrifter.

Hvis fagforbundene var ansvarlige i ånden af den danske model, så skulle de varsko deres medlemmer om reallønsnedgang og anden tilbagegang, som det ventes nationalt og internationalt. Og det kan hverken en rød, grøn, blå eller grumset dansk regering ændre på, men blot forsøge at komme igennem så helskindet som muligt med nationale interesser for øje.

Dansk fagbevægelses aktuelle adfærd er direkte uansvarlig. Jeg forudser med frygt, at de vil piske en stemning op med lønforhøjelser og andre drømme, så der bliver strejker til foråret.

Det vil uden tvivl gøre os endnu fattigere og ventelisterne endnu længere, indtil regeringen til sidst må gribe ind og forbyde arbejdsnedlæggelserne ved lov. Og hvor står vi så? Hvad får vi ud af det? Er ventelisterne blev kortere?

Hvad med de selvstændige?

Det er svært at tale med ukrainske og polske venner og kollegaer om, hvad det hele går ud på i debatten om den danske model. Det er umuligt at forklare den danske fordummende debat, midt i en international og alvorlig krise.

Det kræver ingen lang uddannelse at forstå, at ingen normal lønmodtager ønsker at frasige sig en fridag frivilligt. Men at påberåbe sig, at regeringsinitiativet om en fridag er en indgriben i arbejdsmarkedets forhandlinger, er noget nonsens.

Det er et nationalt initiativ, og selv om lønmodtagerorganisationer synes det er skidt, så findes der altså andre grupper i samfundet, der ser fordele ved at droppe en af de mange helligdage, der tæppebomber foråret.

Læs også

De grupper er ikke omfattet af dføj-versionen af den danske model. Selvstændige får en dag mere til at tjene penge i, udsatte og ensomme får en dag, hvor de ikke skal sidde alene tilbage.

I Danmark hører vi i forvejen til blandt dem, som arbejder allermindst i hele verden. Det er langt fra alles interesser, der varetages af de faglige organisationer, og derfor kan de ikke påberåbe sig nogen eksklusiv ret.

Tredje Verdenskrig

Den solidariske ide med forslaget om fjernelse af en helligdag fortjener stor ros, fordi den sender et stærkt signal, men jeg er fløjtende ligeglad med, om vi har bededag eller ej, eller hvor pengene ellers skal findes.

Jeg er chokeret over niveauet i den danske debat og den fordummende og virkelighedsfortrængende adfærd hos mange førende medier, politikere og organisationer.

At være vidende til pressemødet fra Christiansborg tirsdag med regeringstoppen, var et nyt dansk historisk demokratisk lavpunkt. Der er flere alvorlige udfordringer nationalt og internationalt, end der er danske helligdage.

Verden er i krig, Europa er i krig – vi er hver dag aktive i den og mål for den. Inflationen stiger voldsomt, og vi står i en ukendt situation, der kan udvikle sig til Tredje Verdenskrig. Men det, som optager fuldtids professionelle organisationsfolk, nogle politikerne og førende danske medier, er spørgsmålet om en national helligdag.

Nu forstår jeg, hvorfor alle advarer om, at den danske model er under pres. Men det er ikke den samme model, vi taler om.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Mørch

Chefredaktør, Polennu
Realeksamen

0:000:00