Kommentar af 
Mikkel Vedby Rasmussen

Den barske lære af coronakrisen: Globalt sammenhæng er ikke det samme som sammenhold

Vi siger, at globale problemer kræver globale løsninger, men der er måske snarere behov for at tage et nationalt ansvar for de globale konsekvenser af ens handlinger eller mangel på samme, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.

Det var den åbne verden, som Kofi Annan hylder, som spredte coronasygdommen med en hastighed, som nationale sundhedssystemer var uforberedte på, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.
Det var den åbne verden, som Kofi Annan hylder, som spredte coronasygdommen med en hastighed, som nationale sundhedssystemer var uforberedte på, skriver Mikkel Vedby Rasmussen. Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
Mikkel Vedby Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I 2009 skrev Kofi Annan, der var FN's generalsekretær fra 1997 til 2006, om problemer uden pas.

Verdens udfordringer var ikke kun isoleret til ét land og kunne ikke håndteres af ét lands regering alene. Tværtimod måtte verdens politikere sande, at deres borgere levede i en hybrid virkelighed, mente Annan. "Vi lever alle samtidig i vores egne samfund og i verden som helhed," som Annan formulerede det.

Vi har et pas, der er symbolet på de rettigheder, man har som statsborger, og som rent praktisk åbner landets grænser for os. Men global opvarmning, spredning af masseødelæggelsesvåben, flygtninge eller andre af de problemer, der krydser grænsen uden pas, er ifølge Annan problemer, der viser vores "fælles følsomhed".

De kræver derfor et fælles, globalt politisk svar. Coronapandemien har krydset grænser og skabt et globalt problem, der har revet næsten to år ud af den globale kalender.

Tusinder af mennesker er døde, og millioner af mennesker har fået deres hverdag vendt op og ned, mens pandemien har sat turbo på fjernarbejde, ejendomshandel og internethandel og andre sektorer på blot et år fremstår lige så moderne som hestetrukne droscher.

Hvis der nogensinde var et problem uden pas, så er det pandemien. Men verdens samfund fandt ikke løsningen på pandemikrisen i én fælles politik.

Det er kun et statsborgerskab, som gør én fortjent til et pas, mens et verdensborgerskab kommer uden forpligtelser

Mikkel Vedby Rasmussen, kommentarskribent

Snarere tværtimod – overalt i verden gik grænsebommene ned som et symbol på, at løsningerne på coronakrisen i høj grad havde et pas.

At det var de nationale regeringer, som måtte håndtere pandemien, kan man betragte som et begrædeligt udtryk for, at denne verdens ledere var for optagede af at hytte deres eget lands skind og ude af stand til at se det store billede.

Det er da rigtigt, at Vestens usammenhængende reaktion på pandemien i høj grad hænger sammen med, at USA's forrige præsident, Donald Trump, hverken ønskede eller evnede at mobilisere verdenssamfundet bag en international indsats mod corona.

Det er også rigtigt, at EU stod svækket efter Brexit og derfor heller ikke formåede at samle sig til en europæisk indsats, som kunne mere end at bureaukratisere indkøbet af vacciner.

Men problemet er ikke, hvad denne verdens præsidenter og premierministre kunne have gjort, men snarere, at det problem, som de skulle håndtere, ikke var en afsenderløs forsendelse.

Corona var ikke uden et pas. Pandemien fik sit udspring i Kina, og corona kunne have været en kinesisk krise, hvis den kinesiske regering havde håndteret den i tide, og grænserne til Kina var blevet lukket.

Det var netop den åbne verden, som Annan hylder, som spredte sygdommen med en hastighed, som nationale sundhedssystemer var uforberedte på.

Om skribenten

Mikkel Vedby Rasmussen (født 1973) er dekan og professor på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

De var netop uforberedte, fordi grænser ikke længere tjente den rolle, som de har tjent i århundreder – nemlig at holde sygdomme væk ved at sætte potentielle smittebærere i karantæne.

Annan efterspørger globale løsninger på globale problemer, men måske er der snarere behov for, at der bliver taget et nationalt ansvar for de globale konsekvenser af ens handlinger (eller mangel på samme).

Den kinesiske regerings manglende ansvarsfølelse over for de konsekvenser, som covid-19 ville have for resten af verden, går igen i dens manglende ansvarsfølelse over for konsekvenserne af de tons af CO2, som Kina har udledt gennem de sidste 20 års massive industrialisering.

Det er rigtigt, at vi alle er verdensborgere og borgere i vores eget land på samme tid. Men det er kun vores nationale borgerskab, som giver os mulighed for at handle. Det er kun et statsborgerskab, som gør én fortjent til et pas, mens et verdensborgerskab kommer uden forpligtelser.

Det betyder ikke, at evnen til at se de globale sammenhænge er uden betydning. Tværtimod er det formentlig nøglen til vores overlevelse. Men sammenhæng er ikke det samme som sammenhold.

Det er den barske lære af coronakrisen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion