Køb abonnement
Annonce

Den danske stat ejer nu 98,55 procent af Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn er så godt som statsejet.
Københavns Lufthavn er så godt som statsejet.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
30. september 2025 kl. 12.44

Statens opkøb af aktiemajoriteten i lufthavnen i Kastrup, der er hovedaktiviteten for selskabet Københavns Lufthavne, er gennemført.

Det betyder, at staten nu ejer 98,55 procent af aktierne.

Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Salget af aktierne blev offentliggjort 2. december sidste år til en estimeret pris på cirka 32,3 milliarder kroner for de 59,4 procent, som ATP ejede sammen med den canadiske pensionskasse OTPP. Den resterende del af selskabet er børsnoterede aktier.

"Københavns Lufthavn er afgørende vigtig for Danmarks adgang til verden – og verdens adgang til Danmark. Jeg er derfor glad for det ansvar, aftalepartierne har udvist, så vi også i fremtiden har en ansvarlig og langsigtet ejerkreds bag lufthavnen," lyder det fra finansminister Nicolai Wammen (S).

Med det gennemførte køb skal staten inden for fire uger fremsætte et købstilbud på de resterende aktier til de øvrige aktionærer i Københavns Lufthavne.

Læs også

Kritik af forløb

Statens køb af lufthavnen foregik tilbage i november 2024 på under et døgn til stor kritik fra flere medlemmer af Folketingets Finansudvalg. Her fik Finansudvalget eftersigende 19 timer til at godkende opkøbet af aktiemajoriteten. 

Finansordførerne Ole Birk Olsen (LA), Christina Olumeko (ALT) og Dennis Flydtkjær (DD) oplyste dengang til Altinget, at de modtog det fortrolige aktstykke om købet af lufthavnen klokken 17.50 onsdag 27. november forud for en afstemning i Finansudvalget klokken 13.00 dagen efter. Torsdag formiddag havde politikerne mulighed for at møde op til en teknisk gennemgang i Finansministeriet.

Dermed havde politikerne 19 timer, hvis man medregner natten, til at diskutere indholdet med deres parti.

"Når vi behandler fortrolige aktstykker om våben til Ukraine, har vi dem i tre til fire dage før, og det er længere tid, end vi havde dem her med lufthavnen," sagde Christina Olumeko, der også beskrev mødet i Finansudvalget som "kaotisk med meget diskussion."

Senere hen erkendte Nicolai Wammen, at det er usædvanligt, at Finansudvalget får under et døgn til at godkende aktstykker.

"Jeg vil gerne understrege, at det er usædvanligt, at jeg anmoder Folketingets Finansudvalg om stillingtagen til et aktstykke med så kort frist," lød det i en skriftlig kommentar fra finansministeren, der tilføjede:

"Det gør jeg kun i tilfælde, hvor der er en god grund herfor, og samtidig med, at Folketingets Finansudvalg får en indsigt i de konkrete forhold, der fører til en forelæggelse og et ønske om behandling med kort tidsfrist. Dette har også været tilfældet i denne sag."

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce

Nyhedsoverblik




Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026