I USA er giftig politisk kommunikation blevet mainstream. Og vi ser det også i Danmark

Politik som følelseseksperiment

I USA taler man om Loomer-effekten, opkaldt efter den højreradikale aktivist Laura Loomer.

Som Donald Trump sagde ved en pressekonference i Mar-a-Lago i april 2025: "You don't want to be Loomered. If you're Loomered, you're in deep trouble."

Denne udvikling, hvor følelser og underholdning bliver drivkraften i politisk kommunikation, ses ikke kun i USA.

Katrine Krogh Pedersen

Loomer-effekten eller "to get loomered" handler om at fremprovokere en reaktion – og udstille forargelse og indignation fra en modstander.

Politik som følelseseksperiment: Hvad sker der, hvis man trykker, dér hvor følelserne koger over, og det bliver relevant for mainstream-medierne at dække forargelsen, indignationerne; en kamp mellem to (iscenesatte) parter.

Loomer blev for alvor et kendt ansigt, da hun i 2017 afbrød en Trump-kritisk teaterforestilling i Central Park i New York, mens hun ifølge The New York Times råbte: "Stop the normalization of political violence against the right!"

Det blev et viralt hit særligt på højrefløjen – og placerede hende med ét i MAGA-bevægelsens inderkreds.

I dag fungerer Loomer som en forlænget arm til Trumps mediemaskine – en kanal til basen. Hendes aktioner – teatralske, konfrontatoriske, nøje designet til at gå viralt – har gjort hende til både persona non grata og en af Trumps mest loyale soldater.

En konspiratorisk provokatør-klovn, som Wireds politiske redaktør, Tim Marchman, har kaldt hende – og samtidig, som han siger i podcasten Laura Loomer: The 'Free Spirit' Whispering in Trump's Ear, "I think she is a product of Trump's worst impulses, and she probably feeds Trump's worst impulses."

En ny medievirkelighed

Den amerikanske medieforsker Amy Becker er optaget af spørgsmålet, om politisk humor styrker eller kvæler demokratiet.

Hun peger på, at udviklingen udspringer af en længere mediehistorie, hvor politisk kommunikation gradvist har taget underholdningens form.

I 1990'erne og 2000'erne blev tv-satiren – 'The Daily Show, The Colbert Report' – hyldet som et demokratisk gode; man kunne grine og lære på samme tid.

Satiren fungerede som ventil og som indgang til politik for unge vælgere. Becker beskriver det som et skifte fra "political learning" til "political feeling".

Hun peger samtidig på udviklingen fra tv til Tiktok – en medievirkelighed, der i stigende grad er præget af politisk polarisering, hyperpartiske konflikter og en næsten indsnævrende selektiv eksponering for medier og politisk indhold, der passer perfekt til ens eget verdenssyn, som hun formulerer det.

Denne udvikling, hvor følelser og underholdning bliver drivkraften i politisk kommunikation, ses ikke kun i USA.

Også i Danmark ser vi tegn på, at politik iscenesættes som følelsesladet underholdning og provokation. Iscenesættelsen er selvsagt ikke ny. I dansk politik har sammenstød og symbolhandlinger altid været en del af spillet.

Yderpoler bliver mainstream

Det nye er, at algoritmerne nu spiller med – og gør yderpoler til mainstream, i sammenhænge der tidligere var adskilt.

Et dansk eksempel er Rasmus Paludan, der med tydelige lån fra den amerikanske provokations- og aktivistkultur trådte ind i en tradition, hvor grænsesøgende handlinger bruges til at skabe synlighed.

I USA har shock jocks som radioværten Bubba The Love Sponge i årevis testet grænserne – han blev angiveligt stoppet af CIA, da han i 2012 truede med at "deep fat fry" Koranen live. År senere anvendte Rasmus Paludan lignende virkemidler med sine koranafbrændinger.

Hvordan forholder vi os til det, når polarisering er blevet en af de mest effektive måder at få politisk gennemslag på sociale medier?

Katrine Krogh Pedersen

Som Aarhus Stiftstidende skrev i forbindelse med Paludans besøg i Randers: "Rasmus Paludan, stifter af partiet Stram Kurs, vil demonstrere i Jennumparken, hvor han vil agitere for sine indvandrer- og islamfjendske synspunkter. Formålet er tilsyneladende at provokere til ballade med henblik på at filme det og lægge episoden på Youtube."

Han blev han berømt hos Fortnite-gamende børn, der fulgte med, når den edgy influencer MarckozHD reagerede på Paludans videoer.

Når Inger Støjberg kalder Nørrebro eller Vollsmose for "en sort plet på danmarkskortet" i en video på sin Facebook-profil, eller liste Q går til valg med et slogan som "Opløs staten Israel", bliver reaktionen på sociale medier en del af selve budskabet.

Ikke nødvendigvis fordi det er planlagt, men fordi det rammer algoritmens følelseslogik. Det prikker til nogle af de mest følsomme emner – dem, der kan polarisere og vække vrede, had og frygt.

Had fremfor saglighed

Studiet 'Toxic Politics and Tiktok Engagement in the 2024 U.S. Election', nævnt i indledningen, udgivet i Harvard Kennedy School Misinformation Review, fandt, at de mest toksiske emner – altså videoer præget af vrede, had og fornærmelser – handlede om racisme, antisemitisme, nazi-referencer, valgsvindel og det mislykkede attentatforsøg mod Donald Trump.

Denne typer indhold skabte markant højere engagement i form af kommentarer, likes og delinger end mere neutralt eller sagligt indhold. I det digitale økosystem er det emotionel opmærksomhed og særligt den giftige, der driver cirkulationen.

Det kan betyde, at politiske udmeldinger, som tidligere ville have været marginale provokationer, i dag kan få en markant og selvforstærkende udbredelse.

Hvad gør vi, når det, der kan underminere den demokratiske samtale, også er det, der giver størst synlighed i den digitale offentlighed?

Katrine Krogh Pedersen

Algoritmer tolker ophedede kommentarspor, vrede emojis, kritiske kommentarer og høj delingsaktivitet som signaler om relevans. Det kan være med til at give kontroversielle udmeldinger en fordel i konkurrencen om opmærksomhed.

Andrew Tate beskrev engang sin opmærksomhedsstrategi med ordene: "The ideal mix is 60–70 percent fans and 30–40 percent haters. There needs to be arguments, there needs to be war."

Hans bemærkning illustrerer en dynamik, som mange aktører opererer i. Polarisering er blevet beskrevet som en af de største trusler mod demokratiet. Men hvordan forholder vi os til det, når polarisering samtidig er blevet en af de mest effektive måder at få politisk gennemslag på sociale medier?

Og hvis udviklingen i USA er et forvarsel om, hvad der også kan komme til at præge andre demokratier, bliver spørgsmålet kun mere presserende: Hvad gør vi, når det, der kan underminere den demokratiske samtale, også er det, der giver størst synlighed i den digitale offentlighed — og måske endda kan omsættes til stemmer ved de forestående valg?