Debat

Departementschef: Rejs dig fra dit skrivebord, leder

Snart vender 600.000 lønmodtagere tilbage til kontoret efter lang tids hjemmearbejde. Det kræver en nærværende leder, der tager hånd om medarbejdernes trivsel, skriver Søren Kryhlmand, departementschef i Beskæftigelsesministeriet og ambassadør for offentlig ledelse.

Det kræver et skærpet fokus på medarbejdernes trivsel, når hjemmearbejde skiftes ud med storrumskontorer, skriver Søren Kryhlmand.
Det kræver et skærpet fokus på medarbejdernes trivsel, når hjemmearbejde skiftes ud med storrumskontorer, skriver Søren Kryhlmand.Foto: Pressefoto
Søren Kryhlmand
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hæve-sænkebord, fælles frokost i kantinen og snak med kolleger ved kaffemaskinen.

Fra mandag kan de 600.000 lønmodtagere*, der ifølge tal fra Finansministeriet har arbejdet hjemme siden seneste nedlukning, nu igen møde fysisk ind på arbejdspladsen 50 procent af arbejdstiden som del af rammeaftalen om genåbning af samfundet.

Når vi vender tilbage efter sommerferien i august, kan vi se frem til, at alle medarbejdere i hele den offentlige sektor kan komme fuld tid tilbage på kontoret.

Jeg tror, at mange af os offentlige ledere og medarbejdere, som har arbejdet på distancen, glæder os til at vende fysisk tilbage på arbejde. Personligt ser jeg frem til, at Beskæftigelsesministeriets departement igen summer af liv og faglige snakke.

Men jeg ved også, at vi har en vigtig organisatorisk – og ledelsesmæssig - opgave foran os med at reetablere og skabe nye arbejdsgange, når hjemmeadressen ikke længere skal agere arbejdsplads, fordi vi nu må vende tilbage til kontoret.

En god, fokuseret tilbagevenden – eller reboarding, som det kaldes i fagsprog – kræver både omstilling og omtanke. Der er brug for et skærpet fokus på medarbejdernes trivsel.

Vi skal gøre det så nemt og attraktivt som muligt at komme tilbage og have øje for kultur, samarbejde og sammenhængskraft i organisationen.

Det kræver, at vi ledere ikke møder ind og gemmer os bag skrivebordene. Som leder er det vigtigt ikke kun at lede medarbejdere på distancen bag skærmen, men også at rejse sig og komme ud og tale med medarbejderne ansigt til ansigt, hvis vi vil sikre en vellykket reboarding.

Kig hinanden i øjnene og styrk sammenhængskraften

Det seneste år har corona sat Danmark i krisetilstand, og vi har i den offentlige sektor løbet stærkt for at løse opgaver, der har været skabt og påvirket af pandemien.

Nu står vi over for en genåbning – og i reboardingprocessen frem til sommerferien er det tid til at fokusere indad for en stund og tage temperaturen i egen organisation.

Som leder er det vigtigt ikke kun at lede medarbejdere på distancen bag skærmen, men også at rejse sig og komme ud og tale med medarbejderne ansigt til ansigt, hvis vi vil sikre en vellykket reboarding

Søren Kryhlmand
Departementschef i Beskæftigelsesministeriet og ambassadør for offentlig ledelse

Derfor skal vi nu kigge hinanden i øjnene, skrue op for dialogen og sammen finde den gode vej tilbage på arbejdspladserne. Vi skal styrke sammenhængskraften og fællesskabsfølelsen, så vi som organisation er klar til at give os i kast med de vigtige opgaver, som corona har sat på pause.

En del af at rette fokus på de interne linjer i organisationen er at give plads til det sociale samvær og det faglige fællesskab på arbejdspladsen – og ikke mindst selv at tage del i og facilitere det som leder.

Mange medarbejdere og ledere har savnet fællesskabet, som er med til at skabe sammenhængskraft, trivsel og energi i hverdagen.

Undersøgelser peger desuden på, at de uformelle drøftelser på arbejdspladsen ikke kun skaber relationer, men også er med til at højne det faglige niveau og bidrage til en bedre opgaveløsning.

Tre veje væk fra skrivebordet

Jeg har givet mig selv tre opgaver for den kommende tid.

Opgaver, som skal minde mig om at komme væk fra skærmen, ud af kontoret og rundt til kollegerne, i takt med at vi igen er flere fysisk tilbage på arbejde.

Jeg vil for det første bestræbe mig på dagligt at bruge tid på at komme rundt i huset og hilse på medarbejderne, som endelig er tilbage.

For det andet vil jeg besøge et jobcenter, så jeg kan komme ud og tale med de ledere og medarbejdere, der er i tæt kontakt med borgerne inden for Beskæftigelsesministeriets ressortområde. Og for det tredje vil jeg benytte ledermøderne til at spørge mine egne ledere:

"Har I husket at rejse jer fra skrivebordet i dag?".

-----

Rettelse, 15. juni, klokken 09.10: Det fremgik tidligere, at 600.000 "offentligt ansatte" atter ville møde fysisk ind på arbejdspladsen. Der er dog tale om 600.000 lønmodtagere.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00