Derfor gik det galt for SF som regeringsparti

FORSKNING: Partier, som kommer i regering for første gang, er mere bange for at tabe magten ved det efterfølgende valg end de regeringsvante partier. Det viser et nyt stort forskningsprojekt, der peger på, at for eksempel SF var langt mere villige til at ændre deres politik end for eksempel Socialdemokraterne.

Hvis et parti bevæger sig fra oppositionsbænken og ind i regeringskontorerne, kan det med god ret hævde, at dets valgprogram virker præcist, som det skal, og ikke bør ændres. I en ny artikel, som netop er publiceret i tidsskriftet American Journal of Political Science, forklarer fire forskere, at programændringer faktisk er helt typisk for partier, som ikke tidligere har været i regering, men indtræder i et regeringssamarbejde for første gang.

Disse partier frygter nemlig i højere grad end mere regeringsvante partier at tabe magten igen ved førstkommende valg, og de justerer valgprogrammet i en bestræbelse på at forhindre dette. Dette kan - som vi så i tilfældet med SF - dog skabe furore i baglandet. Partier med stor regeringserfaring tenderer derimod til at tage magten for givet og holder sig derfor til det eksisterende.

En af forskerne bag den nye artikel er Michael Baggesen Klitgaard fra Syddansk Universitet. Altinget har fanget ham til fire spørgsmål om, hvordan danske partier passer ind i den nye store undersøgelse.

I har kigget på SF's indtræden i regeringen i 2011 i jeres undersøgelse. Hvad har I fundet ud? 

SF er et soleklart eksempel på et lav-aspirationsparti, altså et mindre parti, der kommer i regering for første gang. SF huggede jo både en hæl og klippede en tå, da de sad i det sorte tårn og forhandlede regeringsgrundlag. Men i løbet af perioden ændrede de jo også politik på en lang række områder. De nærmede sig midten i forhold til en række økonomiske spørgsmål, skattepolitik og andre områder.

Det er også interessant, at SF ikke var i stand til at håndtere det. Problemet for de her partier er, at de både skal tilpasse deres parti, så det kan være i regering, og samarbejde med koalitionsparterne, og samtidig undgå for meget ballade i baglandet. Det er en balancegang, og der må man sige, at det mislykkedes for SF. De ændringer, som partiet lavede, forårsagede så meget uro og ballade i baglandet, at partiet ikke kunne blive i regering.

Har du et eksempel på et parti, som klarede at finde den balance, første gang de sad i regering?

Et andet godt eksempel - og markant anderledes eksempel end SF - er De Grønne i Tyskland. Partiet opstod ud af 1970’ernes freds- og anti-atomkraft-bevægelse og var de første årtier et stærkt anarkistisk parti. I 1998 kom partiet i regering, og til trods for de grundlæggende pacifistiske rødder, og ikke mindst tilknytning til anti-atomkraft-bevægelsen i Tyskland, medvirkede partiet til at sende Tyskland ud i to krige samt udsætte lukningen af tyske A-kraftværker.

Det, samt en revision af partiprogrammet, som havde været et ømt stridspunkt i mange år, fik mange fra partiets aktivistiske bagland til at forlade partiet. Men partiledelsen fastholdt programmet for at demonstrere regeringsduelighed. Ved 2002-valget øgede partiet således vælgertilslutningen og kunne forsætte i regeringskoalition med SPD efter valget.

Hvis nu – rent hypotetisk – Dansk Folkeparti går med i en regering efter valget, hvordan vil det påvirke partiet?

Skal jeg umiddelbart gætte, så er historien om Dansk Folkeparti, at partiledelsen er så stærk, at den kan formå at håndtere stort set enhver ballade, der måtte opstå i det parti. Jeg tror, at de vil kunne formå at ramme en balance, samtidig med at de også ændrer partiet til at være i en koalitionsregering.

Vi vil formentlig se, at Dansk Folkeparti er nødt til at skrue ned for retorikken, særligt på udlændinge- og værdipolitikken. De vil ikke kunne fremføre og kommunikere deres egen politik med samme styrke og selvstændighed i en regering, som de kan nu, hvor de er i opposition.

Når de mindre partier, som er i regering for første gang, begynder at fire på deres mærkesager, så er der vælgere, der falder fra. Et parti er nødt til at holde, hvad det koster i vælgertilslutning op imod partiets lyst, evne og vilje til at fortsætte i en regering.

Liberal Alliance har tidligere luftet muligheden for at gå med i en borgerlig regering. Hvad vil det betyde for partiet, som du vurderer det?

Liberal Alliance vil muligvis ligesom Dansk Folkeparti kunne finde en balance. Men jeg er lidt mere usikker på partiet, fordi det er et nyere parti, og vi har mindre viden om, hvordan det parti vil reagere i situationer, hvor der opstår intern ballade. Vi har set historier om, at de har ekskluderet partimedlemmer, men der er også nogle i LA's bagland, som måske vil have det svært med at se, at partiet er nødt til at gå på kompromis med nogle af mærkesagerne.

Ligesom Dansk Folkeparti vil være nødt til at skrue ned for retorikken i en regering, vil det også gøre sig gældende for Liberal Alliance. Hvis de kommer i regering, vil de være nødt til at kommunikere en samlet regeringspolitik. Og en samlet regeringspoltik vil ikke være LA's politik på det økonomiske område; det bliver et kompromis.

Forrige artikel Midlertidig direktør udpeget i Sundhedsstyrelsen Midlertidig direktør udpeget i Sundhedsstyrelsen Næste artikel Minister: Kemikalie-forbud rykker tættere på Minister: Kemikalie-forbud rykker tættere på
Kåre Mølbak er Mette Frederiksens corona-spåmand

Kåre Mølbak er Mette Frederiksens corona-spåmand

PORTRÆT: Imens Søren Brostrøm er blevet en folkehelt, har Statens Serum Instituts faglige direktør Kåre Mølbak stort set undgået rampelyset. Det på trods af, at han er en af regeringens centrale rådgivere, og ham, der i sidste ende er ansvarlig for de data, Mette Frederiksen handler på.