Køb abonnement
Annonce

Det mener aviserne

Statsminister Thornings kommende politiske forhandlinger kan give anledning til adskillige hovedbrud, spår dagens lederskribenter.
Statsminister Thornings kommende politiske forhandlinger kan give anledning til adskillige hovedbrud, spår dagens lederskribenter.Foto: Casper Andersen/Altinget.dk
16. september 2011 kl. 12.10

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bliver i dagens aviser spået en vanskelig start i sit nye embede.

Hun risikerer at vågne op til en pyrrhussejr - en mission impossible - når hun skal i gang med de kommende forhandlinger, der kræver politisk håndværk og snilde af en grad, hun endnu har til gode at bevise, hun besidder.  

Her følger uddrag af dagens ledere:

Børsen: Sandhedens time er inde
- En kompliceret politisk kabale venter. Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og De Radikale skal ikke bare blive enige om et grundlag for videre samarbejde. De skal også finde flertal for deres fælles politik - hvad den så end bliver. Enten hos de kryptokommunistiske fantaster i Enhedslisten. Eller også hos en række af de borgerlige partier. Det kan blive både underholdende og temmelig uforudsigeligt. Danmarks situation er imidlertid for alvorlig til at blive udsat for et politisk 'reality show'.

Læs mere

Information: Et nyt Danmark
- Danmarks første kvindelige statsminister kommer til at regere på et porøst fundament. Både i forhold til Folketingets sammensætning og i forhold til det mandat, danskerne har givet hendes eget parti. [...] Den kommende regering skal skabe politik i spændet mellem De Radikale og Enhedslisten. Det kræver politisk håndværk og snilde, som vi endnu ikke ved, om Helle Thorning-Schmidt er i besiddelse af.

Læs mere

Politiken: Sejren forpligter
- Socialdemokraterne har haft ti svære år. Selv om valgresultatet bestemt ikke er noget at være stolt af, skal partiet nu genindtræde i sin historiske rolle som chefingeniør for en fornyelse af velfærdsøkonomien. Den opgave har partiet løftet før, men måske aldrig under så vanskelige omstændigheder i verdensøkonomien som dem, der nu råder. Skal projektet lykkes, kræver det, at både De Radikale og SF tager del i regeringsansvaret.

Læs mere

Berlingske: Den nye statsminister bør have en chance
- Med et regeringsgrundlag bestående af partier i dyb indbyrdes strid om de væsentligste samfundsspørgsmål kan valgsejren i nat vise sig at være en kortlivet triumf for Helle Thorning-Schmidt. Hun bliver regeringsleder båret ind i Statsministeriet på en bølge af ønsker om fornyelse efter 10 år med det samme, men også på noget, der ligner en politisk 'mission impossible'.

Læs mere

Jyllands-Posten: Vinder og taber
- Dog kan Helle Thorning-Schmidt i modsætning til valget i 2007 denne gang konstatere, at hun vandt valget. Men hun vil også vågne op til en virkelighed, der hurtigt kan afsløre sejren som en Pyrrhussejr, hvor hun ganske vist står som vinder af valget, men også taber i den forstand, at al manøvrering bliver besværlig.

Læs mere

B.T.: Helle Erobreren
- Thornings lederskab skal nu sikre dels en balance på eget hold med stærke radikale og med svækkede løjtnanter som Villy Søvndal og Henrik Sass Larsen, dels sikre et regeringsgrundlag, hvor den økonomiske politik vil være blå i tonen og formet af De Radikales helt afgørende deltagelse i tilbagetrækningsreformen. Det er to meget store udfordringer, der kan bringe nye dramaer de kommende dage.

Læs mere

Ekstra Bladet: Løkkes politik med nye ansigter
- Både Enhedslisten og Radikale vil utrolig meget andet end S og SF. Begge vil afskaffe 24-års-reglen, og De Radikale vil også af med efterlønnen, og i øvrigt føre en helt anden økonomisk politik end den, S og SF har lagt frem. Og endnu mere væsentligt er det, at det er en politik, som Enhedslisten er lodret imod. Og uden enighed blandt de fire bliver der ikke en ny politik.

Læs mere

Kristeligt Dagblad: Politisk midte genoplivet
- De indre spændinger i den alliance, der førte Helle Thorning-Schmidt til magten, vil hurtigt vise sig at være for store. SF vil i løbet af kort tid blive tvunget til at søge mod venstre af partiets socialistiske bagland. Og mens Enhedslistens mandater kan bringe Thorning-Schmidt til magten, kan hun ikke regere på dem. Med en blanding af charme og dygtighed har Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, placeret partiet som noget, der ligner et tilforladeligt centrum-venstreparti, mens det i virkeligheden er et gammelmarxistisk parti, der i sit principprogram ønsker revolution og har medlemmer, der aktivt støtter terrorbevægelser. Det er så useriøst, at en regering ikke kan basere sin politik på det.

Læs mere

Allerede abonnent? Log ind

Altinget Privat

Tror du også på politik?

0 kr. første måned

Fortsætter til 129 kr./måned


Abonnementet fortsætter til normalpris, 129 kr./md. efter en måned. Mindstepris: 0 kr. Opsig når du vil til udgangen af indeværende abonnementsperiode. Tilbuddet gælder kun, hvis du ikke har abonneret på Altinget Privat de seneste seks mdr.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026