Det sker i EU: Terror og sikkerhed på dagsordenen

Mandag 27. april
EU-Ukraine-topmøde i Kiev
EU-institutionernes kransekagefigurer tager til Ukraine for at mødes med præsident Petro Porosjenko. Mødets fokus er særligt implementeringen af den dybe frihandelsaftale, som parterne har indgået, om stabilisering af den ukrainske økonomi og om den fredsaftale for Østukraine, som blev indgået sidst på året. Det er det 17. topmøde mellem EU og Ukraine.
Tirsdag 28. april
Ny strategi mod terror
EU-Kommissionen præsenterer en ny femårig sikkerhedsstrategi for 2015-2020, der skal fokusere på bekæmpelse af terror, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet. EU’s kommissær for sikkerhedsanliggender, Dimitris Avramopoulos, vil efterfølgende diskutere planen med EU-parlamentarikerne i Strasbourg.
Parlamentet stemmer om Aukens plastikposer
Et samlet parlament skal give sit ja til nye regler, der skal reducere brugen af engangsplastikposer. Ordfører på forslaget er SF’s Margrete Auken for den grønne gruppe.
Nye regler for nødopkald i biler til afstemning
EU-parlamentarikerne skal bekræfte en aftale med EU’s ministre om, at alle nye biler fra marts 2018 skal være udstyret med teknologi, der kan foretage nødopkald i tilfælde af trafikuheld.
Udvandet biobrændstofforslag får blåt stempel
Nye kvalitetskrav til biobrændstoffer skal have endeligt klartegn fra EU’s folkevalgte, der stemmer om regler, der skal formindske brugen af fødevarebaserede biobrændstoffer og fremme mere avancerede brændstoftyper. Kompromiset bliver dog af mange karakteriseret som svagt.
Onsdag 29. april
Parlamentet forlanger mere handling i flygtningekrise
EU’s folkevalgte vil stemme om en resolution, der skal lægge pres på EU-systemet, så der kommer mere handling over for menneskestrømmene ved Middelhavet, efter flere store ulykker de seneste uger har kostet mange hundrede menneskeliv. Flere af de politiske grupper vil have afsat flere penge til at håndtere migrationsspørgsmålet på Unionens 2016-budget, mens andre vil have et permanent EU-redningsprogram til at håndtere flygtningesituationen på søen.
Kommissionen sender traktatsyndere mod EU-Domstolen
Som traktatens vogter præsenterer EU-Kommissionen sin månedlige pakke med overtrædelsessager, der i sidste ende kan sende et land for EU-Domstolen, hvis det ikke overholder de fælles regler.
Indsigt
- Kvinderne i overtal for første gang: Se alle de nye ministre
- Mette Frederiksen danner regering efter rekordforhandlinger. Her er, hvad vi ved
- Syv politikere bliver ministre for første gang: Lær dem at kende her
- Politisk økonom: Løkke og Dragsted kan enes om en grøn industripolitik, hvis Løkke forlader nullernes dogmer
- Ministerkabalen varsler problemer for Mette Frederiksen





































