DF åbner for EU-patentdomstol

PATENTDOMSTOL: Dansk Folkeparti kræver folkeafstemning om EU-patentdomstol, men vil ikke afvise at anbefale vælgerne et ja. Nicolai Wammen håber på at kunne tale partiet fra at kræve en folkeafstemning.
Dansk Folkeparti kræver af principielle grunde en folkeafstemning, selvom de ikke vil afvise at støtte beslutningen om en EU-patentdomstol.
Dansk Folkeparti kræver af principielle grunde en folkeafstemning, selvom de ikke vil afvise at støtte beslutningen om en EU-patentdomstol.
Agnete Finnemann ScheelMorten Øyen

Jeg mener virkelig, at det er vigtigt, at danskerne får lov til at stemme, når vi i Danmark afgiver suverænitet.

Pia Adelsteen
EU-ordfører, (DF)
Fakta

Formålet med en EU-patentdomstol er at gøre det billigere og mere effektivt at håndhæve patentrettigheder på tværs af EU. I dag risikerer patenthaver retssager i alle 27 medlemslande for at håndhæve et patent.

Når Danmark til sin tid skal godkende at der oprettes en domstol, så vil det ske efter proceduren i grundlovens §20. En ny fælles domstol kræver nemlig, at Danmark overlader suverænitet. 


Kilde: EU-oplysningen

Dansk Folkeparti er urokkelige, når det kommer til EU's patentdomstol. Vi skal have en folkeafstemning. Men partiet er endnu ikke sikker på, om krydset skal sættes ved ja eller nej.

"Vi har jo ikke set det endelige udspil, men vi synes, der er en række problematikker, og det er også derfor, vi i Dansk Folkeparti endnu ikke har taget stilling til, om vi vil støtte det eller ej," siger Pia Adelsteen, EU-ordfører i Dansk Folkeparti.

Hun vil ikke afvise, at partiet vil ende med at anbefale et ja til domstolen. Det er på trods af, at Dansk Folkeparti ved at støtte forslaget i Folketinget vil kunne undgå en folkeafstemning. 

"Der er stadig nogle ting ved forslaget, som jeg ser som nogle knaster," siger Pia Adelsteen.

Ifølge Dansk Folkeparti er det vigtigt, at retssagen vil forløbe ens, uanset om den kommer til at foregå i patentdomstolen i Paris, München eller London. Og så er det ifølge Pia Adelsteen problematisk, at retssagen ikke kan føres på dansk.

Italien og Spanien har allerede meldt ud, at de står uden for en fælles patentdomstol, netop fordi den ikke vil komme til at operere med det spanske eller italienske sprog.

Folkeafstemningen er principiel
Selvom Dansk Folkeparti i sidste ende muligvis kan støtte beslutningen, afviser de, at kravet er et politisk drilleri. De har længe efterlyst, at den danske befolkning skal spørges direkte i EU-sager - senest da Folketinget vedtog finanspagten i maj 2012.

"Jeg mener virkelig, at det er vigtigt, at danskerne får lov til at stemme, når vi i Danmark afgiver suverænitet," siger Pia Adelsteen.

Og det synspunkt deler Enhedslisten. Dermed vil forslaget ikke blive støttet af 5/6 af Folketingets mandater, som en suverænitetsafgivelse kræver, hvis en folkeafstemning skal undgås.

Wammen: Ingen grund til afstemning
Åbningen for et ja til patentdomstolen fra Dansk Folkeparti vil blive noteret i regeringen, der helst ser sig fri for at skulle ud i en folkeafstemning om den europæiske patentdomstol. Her er man tilfreds med det resultat, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) var med til at forhandle på plads på det sidste topmøde under det danske EU-formandskab. Nu skal et forlig opnås med Europa-Parlamentet, og så skal det godkendes i de enkelte medlemslande.

"Der er ingen grund til at lave en stor folkeafstemning omkring det. Men det kræver naturligvis, at der er et tilstrækkeligt flertal i Folketinget bag den beslutning," siger europaminister Nicolai Wammen.

Skal patentdomstolen ikke ende til folkeafstemning, skal enten Dansk Folkeparti eller Enhedslisten opgive deres krav.

"Det er da mit håb, at de også indser fornuften i, at vi får en patentdomstol, der gælder for hele EU, og som jo er til stor gavn for dansk erhvervsliv," siger Nicolai Wammen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00