DF-nedsmeltningen har ikke en bønne med politik at gøre

Splittelsen af Dansk Folkeparti illustrerer den stigende individualisering af politik, hvor personlige modsætninger fører til nye partidannelser. Thulesen skabte sig for mange fjender, Messerschmidt missede chancen for forsoning, mens Kjærsgaard har fået en konfliktoptrappende rolle.

Placeholder image
Messerschmidt og Thulesen opnåede aldrig den forsoning, der kunne have stoppet den destruktive partistrid.  Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det var ikke et ukendt fænomen, men tendensen er i den grad taget til i denne valgperiode.

Først var der valget af ny politisk leder i Alternativet. Da Uffe Elbæk frivilligt trak sig som leder, og Josephine Fock til Elbæks store fortrydelse blev valgt efterfølger, blev Alternativet reduceret til kun et enkelt folketingsmedlem. Splittelsen skyldtes vilde personlige modsætninger, men havde intet med politik at gøre.

Simon Emil Ammitzbølls kortlivede parti Fremad havde slet ikke set dagens lys, hvis Ammitzbøll som planlagt var blevet ny leder af Liberal Alliance. Eller tag Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, der ganske vist har anlagt en politisk kant til Venstre, men som heller aldrig var blevet dannet, hvis Løkke stadig havde været Venstre-formand. 

Der er tale om en stigende individualisering af de politiske partier, hvor det er blevet normen at gå, hvis man har tabt en magtkamp eller ikke kan lide partiets formand, mens hensynet til det fælles politiske projekt træder i baggrunden.

Familiepartiet
Atomiseringen af Dansk Folkeparti tager dog de personlige hanekampene til et nyt niveau.
Her er ikke tale om en mikroskopisk partigruppe, som det var tilfældet med både Liberal Alliance og Alternativet efter valget i 2019. Dansk Folkeparti var trods katastrofevalget stadig landets tredjestørste parti i 2019, og Dansk Folkeparti var kendt som et parti med effektiv topstyring og en ledelse, der var helt uantastet.

Tilmed var partiet kendt for en nærmest familieagtig relation mellem de folkevalgte, og kernen i partiet havde helt tilbage fra stiftelsen i 1995 været firkløveret Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Søren Espersen. Samt i mange år Søren Espersens afløser som pressechef, Søren Søndergaard.

Krigens årsager
Skal man finde oprindelsen til den bitre kamp i DF, skal man begynde to-tre år før nederlaget i 2019.

DF's første nedtur efter den utrolige sejr i 2015 må tilskrives Morten Messerschmidt. Messerschmidts misbrug af EU-midler til partiformål kostede fire-fem procentpoint i meningsmålingerne, så DF dykkede fra over 21 procent til 16-17 procent.

Og nok så vigtigt: Forholdet mellem Kristian Thulesen Dahl og Messerschmidt blev anstrengt, efter Thulesen lagde markant afstand til Messerschmidt, der blev smidt ud af partiets ledelse. Efter det følte Messerschmidt ikke, han skyldte Thulesen noget. Det betød ikke noget særligt på et tidspunkt, hvor Messerschmidt ikke var i folketingsgruppen, og Thulesen var ubestridt konge, men det fik betydning, da begge faktorer ændrede sig efter valget i 2019.