Dø ikke om sommeren – hvis du vil huskes

KLUMME: Den stille sommertid er fyldt med korte nekrologer. Altingets udgiver, Rasmus Nielsen, opfordrer til grundigere omtaler af afsluttede livsgerninger – og flere mindeord.

Altingets forside, sommer 2018.
Altingets forside, sommer 2018.
Rasmus Nielsen

Det gentager sig sommer efter sommer. Dør folk kun i sommervarmen? Nej, folk dør da hele året. Hvorfor domineres Altingets navnestof da af korte, summariske omtaler af dødsfald her i sommerferien? Har de virkelig ikke andet at skrive om derinde?

Nej, sagen er jo faktisk den, at den politiske aktivitet falder til jorden kort efter grundlovsdag og frem til, at sommergruppemøderne tager fat tidligere og tidligere i sensommeren. Og det afspejler sig straks i vores indhold. Vi kan jo ikke trylle begivenheder, der ikke sker, frem.

Kalenderen tømmes, hvor den i maj var ved at briste. Navnestoffet ebber ud, Danmark er gået ud i sin lyse sommernat og har sat det politiske maskinrum i frigear.

Men ét afhænger ikke af dagenes længde og sommerferieplaner: fødsel og død. Hver dag året rundt dør personer med betydning for det politiske liv og samfundet i almindelighed, og det må naturligvis nævnes og markeres – ja, ofte er der grund til at hædre afdøde for deres gerninger. Derfor kan og må navnestoffet aldrig gå i stå.

Skal en redaktør sætte sit hold under en sommer med VM i fodbold, skal det være med gode kræfter på navnebænken.

Det er naturligvis noget ganske særligt, når et menneske dør. Og der tænkes ikke på spørgsmålet om og troen på det evige liv, men her blot om, at så kan livsgerningen forsøges gjort op i ord. Respektvis med vægt på det gode. Kritik og ævl kendetegner mere den levendes tid.

Det er, som om der er blevet mindre respekt om afdøde. Vi kerer os mere om det unge, det nye og dem, der udnævnes, end om dem, der bar samfundet frem. Historieløsheden er ret så udbredt, og mange kender ikke meget, om noget, til dem, der er 10-20 år ældre end dem selv. Hvorfor så gå op i det?

Ofte omtales et lang livs gerning, der har fået en ende, i tilfældige bemærkninger på sociale medier. En hurtig bemærkning dér, et hurtigt "tak, gamle ven" dér. Og så bliver hurtige ord om et langt liv liket. Så kan enhver med god samvittighed vende tilbage til øjeblikkets hverdagsmål – eller kan man?

De professionelle medier har fortsat et stort ansvar, når det gælder om at journalisere, når medborgere afgår ved døden. At gøre op, hvad de gjorde. Bedst skrives dette stof af modne eller endog ældre journalister og redaktører, der har kendt de afdøde. Efter at vi på Altinget markant har styrket vores debatredaktion, står en tilsvarende styrkelse af navneredaktionen på ønskesedlen til fremtidige budgetår.

Kender det fra mig selv: Det er unægteligt bedst at skrive om en politiker, man har kendt og arbejdet med. I realiteten behøver man så ikke slå efter i Blå Bog, Dansk Biografisk Leksikon, Den Store Danske Encyklopædi eller i en snæver vending den uautoriserede Wikipedia eller det nogle gange lidt rigeligt rosende Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Alle – og især medierne – påtager sig at stort ansvar for historieskrivningen, når et menneske dør. På få minutter skal et livsforløb vægtes og gøres op – og med internettets dominans vil det hurtigt og længe være disse ord, der næsten gør personens eftermæle, langt mere end hvad pårørende eller senere historiebøger kan hamle op med. Mediemagten er fortsat ganske stor. Slå selv efter, hvor ofte medier som det, du læser nu, kommer øverst i søgeresultater, når man skriver personnavne.

Som 20-årig journalistelev på Berlingske gøs jeg, når nyhedsredaktør Mølgaard trak sin skuffe ud med forproducerede nekrologer over levende politikere, kultur- og erhvervsprofiler. De levede da vist i et nogenlunde velgående, mente jeg at vide? Jo, men man ved aldrig, og hvis det nu sker på sommerdag, hvor redaktionen er på ferie, hed det ...

Vi på Altinget har også fået vores skuffe-nekrologer; men vi sladrer ikke om over hvem! Det kan jo være, teksterne ender med at skulle skrives endeligt om mange år.

En redaktørkollega kom på tv for skade at indrømme, at avisens mangelfulde dækning af et dødsfald, som de pårørende havde angrebet, netop skyldtes tynd sommerbemanding. Ærligt – men sandheden var ilde hørt. Et liv og dets pårørende er jo ligeglade med sol og temperaturer, når døden rammer uigenkaldeligt.

Så altså – man skal helst ikke dø om sommeren, hvis man skal have en fyldig og respektfuld nekrolog. 

Eller med et anstrøg af morbid humor, for at det ikke i en glad ferietid skal blive for teatralsk: Vil du glemmes, eller vil du have nogen eller noget glemt, så gør det midt om sommeren. Sådan cirka lige nu ...

I øvrigt skulle man helst helller ikke være død, før internettet for alvor blev dækkende i starten af nullerne. Bemærk selv, hvor ganske meget ringere omtalen af personers gerninger, død og eftermæle er, om man er død før eller omkring årtusindskiftet. Det kan selv ikke de bedste historikere rette op på. Heller ikke digitalisering af dagblads-arkiverne.

Kan man selv gøre noget? Ja. Mindeord er en fin genre, som vi gerne modtager flere af (naturligvis uden beregning). Mindeord er ikke skrevet og redigeret af professionelle med de håndværksmæssige og etiske fortrin, det bør indebære, men til gengæld rummer de al den omsorg og personlighed, som de mere nøgterne nekrologer somme tider mangler. 

Mindeord har det med at være for lange og rumme for meget om forfatteren selv på den afdødes bekostning. Det skal man tænke over, før man sender det ind. Stryg det meste om dig selv og din relation til afdøde og fokusér på det særegne ved afdøde. Det, der gjorde en forskel.

Den personligt oplevede anekdote om afdøde kan være det lysstrejf, ingen andre kan vide noget om og trække frem. Når man med et enkelt glimt kan belyse et helt liv, slår sort på hvidt den største teaterforestilling og sportsbegivenhed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00