Gårdejersønnen fra Munkdrup kom til udenrigstjenesten i 1972 på et tidspunkt, hvor dansk udenrigspolitik var præget af to centrale spørgsmål – den kolde krig og Danmarks nyerhvervede medlemskab af EF. Forud var han blevet student fra Statens og Hovedstadskommunernes Kursus, ligesom han havde været på Europe College i Brugge og på Harvard Universitet i USA. Berno Kjeldsen blev desuden cand.phil. fra Københavns Universitet i 1972. Det var ikke mindst markedsforholdene om EU, vilkårene for landene bag Jerntæppet og udsoningen og genforeningen i Europa, der blev Berno Kjeldsens diplomatiske hovedområder. Berno Kjeldsen var hurtigt i karrieren med i delegationen til Konferencen om Sikkerhed- og Samarbejde i Europa, CSCE. Efterfølgende var han ambassadesekretær i Paris, og skiftende med stadig tungere poster hjemme i ministeriet på Asiatisk Plads i København var Berno Kjeldsen i de følgende år souschef med titel af ministerråd ved Nato-ambassaden i Bruxelles, da den borgerlige regering måtte leve med fodnotepolitikken, og næstkommanderende ved den danske ambassade i London, hvor han bl.a. var med til at arrangere regentparrets statsbesøg i Storbritannien i 2000. Året efter fik Berno Kjeldsen sin første ambassadørpost – i Bratislava i Slovakiet – og derpå, fra 2005 til pensioneringen i 2008, var han ambassadør i Zagreb i Kroatien. Karrieren afsluttedes dermed i den del af Centraleuropa, der havde Berno Kjeldsens særlige interesse, og her var han med til at åbne de første danske ambassader i to lande på vej mod EU og Nato.