Nekrolog: Kunstmæcen, æresborger i Herning Bitten Damgaard (98)

Æresborger i Herning, kunstmæcen, igangsætter og mor til fem Bitten Damgaard er død. Hun blev 98 år.

Birgit Pinholt Jørgensen var præstedatter fra Frederiksberg men mødte som ung den ti år ældre Aage fra den jyske hede, som hun langt ude var i familie med. Parret blev kort efter gift, og Bittens skæbne var beseglet i det ganske anderledes Herning. Dengang en lille, stille by.

Men Herning blev snart centrum for et dansk tøj-eventyr. Og Bitten & Aage Damgaard var i 1950'erne og 60'erne i front med skjortefabrikken Angli. Tøjproducenterne på heden piblede frem. Det var før udflytningen til fjerne lavtløns-lande.

Senere, fra 1971, stiftedes med udspring i Lund ved Herning den fortsat i dag udbredte, familieejede restaurantkæde A Hereford Beefstouw.

Stillede sig frem som enke
I mange år var hun kendt som "Fru Aage Damgaard". Men da ægtemanden siden 1950 døde i 1991, skete der noget. Det fremgår af portrætbogen  ”Et liv med børn, skjorter, bøffer og kunst” fra 2021 af journalist og forfatter Anne Holst Moulvad:

"Efter mere end 40 år med Aage var det pludselig slut. En epoke sluttede i mit liv, og en ny begyndte, hvor jeg måtte stille mig mere frem, end jeg havde gjort før. Jeg opdagede, at der var en, der hed Bitten Damgaard, og jeg var ikke mere bare min mands kone.”

Kunst kom - som noget i samtiden ganske nyt og provokerende for mange - til at præge parrets virksomheder. De blev simpelthen overdænget med moderne, dansk kunst. Også den lange, smukke, ellers klassiske privatbolig fik de gerne logerende kunstnere lov at udsmykke. Endnu præges Bitten Damgaards mangeårige hjem i den nedlagte præstegård i Gjellerup ved Herning af stærke farver, hvor Paul Gadegaard (1920-96) har udsmykket køkken og døre.

Formand og næstformand
Bitten Damgaards rod i et frederiksbergsk præstehjem fornægtede sig ikke, og hun var som 93-årig kendt som Danmarks ældste medlem af et menighedsråd.

Men også på flere andre måder gjorde Bitten Damgaard tjeneste i civilsamfundet, ikke mindst til kunstens gavn. Ægteparret Damgaard arbejdede for og donerede kunst til oprettelsen af Herning Kunstmuseum, i dag Heart, og pladsen foran byens kunstmuseum hedder da også ”Bitten og Aage Damgaards Plads”.

Parret var nok allertættest på maleren Carl-Henning Pedersen (1913-2007) og medvirkende til, at denne cobra-kunstners museum - til manges overraskelse - fik hjemsted i netop Herning.

Damgaard-parret var tillige medstifter af Herning Textilhøjskole i 1958, byens hyper-moderne højhus tegnet af Tyge Arnfred og Viggo Møller-Jensen, hvor de ansatte i bedste højskoletradition fik nye kundskaber. I dag genåbnet som 'Højhuset Kulturhotel'.

Et socialt engagement i samspil med erhverv og kultur gjorde hende til formand for Højskolen Skærgården, som hun var med til at starte i 1972. 

Bitten Damgaard var også i mange år tilknyttet Kristeligt Dagblad som bl.a. næstformand, og oplevede hvordan avisen var dødsmærket - men kom solidt igen.

Radikal outsider
Men det var ikke fordi, at hun bare giftede sig til en position som matador i det vestjyske, har hun fortalt i et interview med avisen:

”Det var i hvert fald tydeligt for mig, at vi dengang ikke tilhørte byens borgerskab, som Aages øvrige fabrikant-brødre i Herning gjorde. At vi også var radikale, gjorde heller ikke sagen bedre. I Herning var man Venstre-mand og til nød konservativ. Så vi var outsidere."

Bitten Damgaard var åndsfrisk til det sidste, omend hendes verden i stigende grad blev koncentreret om stuen i den gamle præstegård med de mange, strålende malerier.

Hvad der skulle vise sig at blive den sidste fødselsdag, blev fejret med en hakkebøf på den nærliggende A Hereford Beefstouw. Hun bad gæsterne om at gøre sig umage med at bidrage til en dejlig aften, i det hun dog samtidig anmærkede, at krostuens vægge ikke længere var fyldt med den gode danske kunst, som traditionen ellers bød sig. 

Tre daglige aviser
Nej, kunsten og igangsætteriet - og Herning - forlod aldrig sjælen hos Fru Damgaard. Hun kunne virke kølig på nogen. Men engagementet for troen, kunsten, virketrangen, samlivet og egnen lyste altid.

Som hun udtrykte det over for sit Kristeligt Dagblad, som hun til det sidste naturligvis holdt sammen med det lokale Herning Folkeblad og åndsfællen Politiken:

"Faktisk passer den der særlige Herning-ånd eller dna, man taler om, meget godt til mit temperament. For her kan tingene lade sig gøre, hvis man vil, og der er et forbilledligt samarbejde mellem industrien, kulturlivet og kommunen. Det passer mig godt, at man på den måde går lidt på tværs af konventionerne for, hvad man kan og ikke kan."

Bitten Damgaard var ved sin død den sidst overlevende af de fem æresborgere i hjembyen. Når hun kiggede ud af sit vindue, så hun den lange tid, hun havde oplevet. Foran lå en kæmpe, omstyrtet Lenin-statue, hendes sønner på deres fars opfordring bragte hjem efter Sovjetunionens sammenbrud. I parken om hjemmet med de gamle træer trængte en stor Robert Jacobsen-skulptur sig på. Til den anden side var opbygget store produktionsanlæg for bøf-produktionen. Smukt og nænsomt opført i stil med præstegårdens røde sten. Hjem og virksomhed på samme jord.

Hun efterlader sine fem børn, ti børnebørn og syv oldebørn. Mindet om Bitten & Aage Damgaard lever videre gennem datterens formidling og foredrag om forældrene og sønnernes fortsatte drift af familievirksomheden. Et fuldendt liv.

(opdateret 14. september:) Begravelsen finder sted fra Gjellerup Kirke ved Herning fredag 19. september 2025 kl. 13.30.