Dramatisk opgør i København: Skæbnens time for borgmester

OPGØR: Pia Allerslev står over for sin skæbnestund, når et tilsyneladende enstemmigt Venstre i København ønsker hendes afgang som spidskandidat for partiet. Tidligere spindoktor mener, at opgør er udtryk for Venstres manglende virkelighedssans.

Der er lagt op til højspændt drama tirsdag aften, når børne- og ungeborgmester Pia Allerslev skal forsvare sit spidskandidatur for Venstre i Københavns Kommune. 
Der er lagt op til højspændt drama tirsdag aften, når børne- og ungeborgmester Pia Allerslev skal forsvare sit spidskandidatur for Venstre i Københavns Kommune. Foto: Nikolai Linares, Scanpix
Frederik Tillitz

Dronningemord, rævekager og en dødsdom for det Venstre, vi kender.

Beskyldningerne flyver gennem luften forud for børne- og ungeborgmester, Pia Allerslevs (V) skæbnetime tirsdag aften, når det bliver afgjort, hvem der skal være partiets spidskandidat i hovedstaden.

Både formanden og en enig Venstrebestyrelse, flere medlemmer af borgerrepræsentationen på Rådhuset og VU i København bakker op om den forholdsvis ukendte udfordrer Cecilia Lonning-Skovgaard (V) inden opgøret.

Carsten Mai, mangeårig pressechef for Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S), særlig rådgiver for tidligere finansminister Thor Pedersen (V) og konsulent for Venstre under kommunalvalget i 2013*, mener, at opgøret er et udtryk for et klassisk dilemma på Københavns Rådhus – et valg mellem bagland og faktisk indflydelse.

”Pia Allerslev har ifølge Venstres organisation i den grad forsømt at tage baglandet med ind i det politiske rum, og frustrationen over ikke at være med beslutningsprocessen er blevet meget stor,” siger han.

Pragmatisk enegang
Opbakningen til modkandidaten har fået Pia Allerslev, der ved sidste kommunalvalg fik næsten 14.000 personlige stemmer, op i det røde felt.

”Jeg kan selvfølgelig også frygte, at vi får så få mandater næste gang, at vi absolut slet ingen indflydelse får. At vi måske ikke engang får en borgmesterpost,” siger Pia Allerslev til Politiken i tilfælde af, at hun skulle blive væltet af pinden på rådhuset.

Ifølge Carsten Mai har borgmesteren på trods af sin manglende inkludering af baglandet i Venstre fået det maksimale ud af kun at have seks ud af 55 mandater i Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus.

”Hun har satset på at bruge sin tid og sin tilstedeværelse på Rådhuset for at udnytte det spillerum, der har været for at skaffe resultater,” siger han.

Selv om partiet fik syv mandater ved kommunalvalget i 2013, valgte Michael Gatten i januar 2016 at skifte til de Radikale.  

Mytteriet i Venstre
Formand for Venstres Bestyrelse i København, Lars Magnus Christensen, har tidligere bebudet, at han vil trække sig som formand, hvis Pia Allerslev vinder. Flere bestyrelsesmedlemmer og medlemmer af borgerrepræsentationen stemmer i. Blandt andet har Caroline Stage også valgt ikke at stille op igen, hvis Pia Allerslev vinder.

Carsten Mai mener, at Venstre i København bliver nødt til at indstille kikkerten på, at København er en rød by, og det vil den også være efter næste kommunalvalg i 2017.

”Det er et strategisk valg for Venstre i København. Det vigtige er, om Venstre vil stå inden for teltet eller uden for teltet. Vil man have en høj profil og sige, hvordan man godt kunne tænke sig, at verden var – København som et nyt utopia – eller vil man faktisk påvirke politikken,” siger han og fortsætter:

”Det at tale om en blå overborgmester i København er ren galimatias.”

En udfordrer uden projekt
Den 40-årige HR-direktør i Dong, Cecilia Lonning-Skovgaard, fik 963 personlige stemmer ved sidste kommunalvalg. Hun mener, at hun vil være den bedste til at sikre Venstre et godt valg næste år.

”Jeg kan sætte en strategi, planlægge på den lange bane, holde mange bolde i luften, engagere folk i baglandet og kommunikere, hvad Venstre vil – også i en lidt større fortælling,” siger hun til Berlingske.

Hun ønsker at lægge en mere langt mere liberal stil for Venstre på Københavns Rådhus, men Carsten Mai ser ikke de store konkrete visioner fra udfordreren indtil videre.

”Jeg kan ikke rigtig se, hvad projektet går ud på, andet end at man vil noget mere liberalt. En meget stram liberal linje vil ikke kunne udmønte sig i nogen politiske aftaler,” siger han.

Carsten Mai pointerer dog, at idet Cecilia Lonning-Skovgaard ønsker en tættere dialog med baglandet, er hun klar favorit tirsdag aften. 

*Efter artiklens offentliggørelse er Altinget blevet opmærksom på, at kommunikationsdirektør Carsten Mai i forbindelse med kommunalvalget i 2013 var tilknyttet Pia Allerslevs valgkampagne som kampagneleder. Vi beklager, at denne oplysning ikke fremgik af den oprindelige artikel. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Allerslev

Selvstændig rådgiver, formand for CP Danmark og Fonden Cph Stage, bestyrelsesmedlem, DGI, medejer, SimpleDK
lærer (Frederiksberg Seminarium 1999)

0:000:00