Drejebog til at starte en folkebevægelse: Derfor lykkedes det at få 70.000 forældre på gaden

FOLKEBEVÆGELSE: Den første lørdag i april gik op mod 70.000 forældre på gaden i 59 forskellige danske byer for at forlange bedre normeringer i landets institutioner. Bevægelsen 'Hvor er der en voksen?' opstod på rekordtid og viser, at timing er altafgørende, når borgere skal mobiliseres.

Et fængende navn er afgørende for, hvor hurtigt en bevægelse vokser – ikke mindst på sociale medier. Da én foreslog 'Hvor er der en voksen?', var forældrene i styregruppen ikke i tvivl om, at navnet var fundet.<br>
Et fængende navn er afgørende for, hvor hurtigt en bevægelse vokser – ikke mindst på sociale medier. Da én foreslog 'Hvor er der en voksen?', var forældrene i styregruppen ikke i tvivl om, at navnet var fundet.
Foto: Sophia Juliane Lydolph / Ritzau Scanpix

Af Mette Dahlgaard

Folkebevægelsen Hvor er der en voksen? voksede frem på få uger. Dens styregruppe på 18 fædre og mødre ser slet ikke sig selv som aktivister i klassisk forstand. For ingen har rigtig erfaring med græsrodsarbejde, og de fleste har aldrig mødt hinanden, fordi de bor spredt ud over hele landet. Så hvordan lykkedes det 18 helt almindelige fædre og mødre at mobilisere mere end 70.000 voksne på gaderne i 59 byer en lørdag i april? Og hvad stiller man op, når den folkebevægelse, man har startet, risikerer at blive kuppet af professionelle politikere?

Alt det og meget mere har Civilsamfundets Videnscenter spurgt styregruppens “blæksprutte” Sarah Louise Eskildsen-Mortensen om. Undervejs i teksten giver både hun og Julie Uldam, der forsker i forholdet mellem sociale medier og civil aktivisme på CBS, gode råd til, hvad der virker, når man starter en folkelig bevægelse.

Her er de mål, forældrene gik sammen om at kæmpe for
Men inden vi når så langt, skal vi lige kort dvæle ved, hvad forældrene til små børn i institutioner forlanger af kommunerne og politikerne på Christiansborg:

  • En voksen til tre vuggestuebørn
  • En voksen til seks børnehavebørn

Ovenstående er minimumskrav. Og med det følger også et ønske om at gøre op med Danmarks Statistiks metode. Forældrene mener nemlig, at regnestykket bliver misvisende, når eksempelvis administrative medarbejdere, ferie- og sygemeldte medarbejdere tæller med.

Godt. Disse tal synes måske mindre vigtige for, hvordan en bevægelse opstår. Men de er værd at hæfte sig ved, fordi de taler ind i en diskussion, som allerede eksisterede, inden forældre forenede sig på sociale medier og gik på gaderne. Bevægelsen Hvor er der en voksen? står nemlig på skuldrene af to væsentlige begivenheder, som vi også lige skal runde. De to begivenheder viser nemlig, at en bevægelse har potentiale til at vokse sig stor, hvis timingen er rigtig.

Begivenhed 1: Fagforening starter SoMe-kampagne
Den første begivenhed står fagforeningen BUPL for. I september 2018 udgav Danmarks Statistik en opgørelse over normeringerne i landets institutioner. Tallene viste en normering, der på papiret tæt matcher forældrenes krav ovenfor. Men sådan oplevede pædagoger ikke deres arbejdsliv, og tillidsmænd i pædagogernes forbund, BUPL, fik en idé, som blev delt via BUPL’s facebookgruppe: Med papskilte og en mindre forklarende tekst om konkrete situationer, hvor børnetallet oversteg Danmarks Statistiks normering, skulle de lade sig fotografere og uploade fotoet på sociale medier under hashtagget #minnormering eller #voresvirkelighed. Du kan se et eksempel her.

Blandt dem, som blev aktiveret, var de såkaldte pædagogiske meningsdannere. De har for BUPL’s regning modtaget undervisning i, hvordan man begår sig i den offentlige debat hos centrum-venstre-tænketanken Cevea. Men også helt almindelige pædagoger blev klædt på til at fortælle om deres syn på sagen.

Selvom BUPL’s SoMe-kampagne gik forud for forældredemonstrationerne, understreger BUPL, at fagforeningen ikke er en del af bevægelsen Hvor er der en voksen?

Tilbage i det tidligere efterår blev pædagogernes opråb hørt på Christiansborg. Blandt andet SF fremsatte krav om minimumsnormeringer. Et forslag, der dog ikke er politisk flertal for, og debatten om normeringer blev aldrig rigtig stor uden for pædagogkredse.

Råd 1: Klæd dine tropper på
Andre folkebevægelser kan ifølge forsker i aktivisme på CBS Julie Uldam lære af den måde, BUPL trænede sine medlemmer i at skabe opmærksomhed om sagen på sociale medier.

“Det er noget, den politiske verden har gjort længe, og nu følger mange andre sfærer trop med aktivistgrupper og mindre communities. De ved, at hvis man skal have noget til at fungere på sociale medier – men også i forhold til traditionelle massemedier – så skal man fremme medlemmers teknologiske færdigheder og træne dem til at indgå i debatter i medierne. Det kan være at lave debatindlæg eller at udtænke happenings, der er designet til at fange massemediers interesse.”

Begivenhed 2: DR-dokumentar vækker harme i befolkningen
Den anden store begivenhed, der gik forud for forældrenes march i gaderne, fandt sted cirka en måneds tid forinden, hvor DR2 sendte dokumentaren Hvem passer vores børn? Den viste, hvordan dagligdagen udspiller sig mellem pædagoger og børn i en dansk vuggestue og en dansk børnehave. I begge institutioner var der situationer, hvor små børn blev overladt til sig selv, eller som ikke blev trøstet, fordi pædagoger havde for travlt.

Ideen til dokumentaren opstod i foråret 2018, oplyser redaktionsleder i DR Jakob Damsholt, som understreger, at DR heller ikke er en del af forældrebevægelsens kamp.

Dokumentaren gav forældre et indblik i deres børns hverdag, og mange kunne ikke lide, hvad de så. Mindre end en måned senere gik forældre på gaden.

Råd 2: Massemedier er vejen til den store mobilisering
Selvom der ikke er direkte sammenhæng mellem pædagogernes kritik af normeringerne, DR-dokumentaren Hvem passer vores børn? og endelig forældrenes reaktion, så er det værd at se på de tre trin i en sammenhæng, fremhæver Julie Uldam, der forsker i forholdet mellem sociale medier og civil aktivisme på CBS. For pædagogerne havde ikke succes med at ramme den store dagsorden på egen hånd, først da DR kom ind i debatten om børns hverdag i danske institutioner, blev forældrene alarmeret.

“At få mediernes bevågenhed er et væsentligt succeskriterium for en bevægelse. Sociale medier kan rigtig meget, men uanset hvor højt vi råber, så er det typisk sådan, at hvis ikke de traditionelle medier tager sagen op, så når bevægelsen ikke frygteligt langt,” siger Julie Uldam og uddyber:

“I dette konkrete eksempel var det, da DR's dokumentar bragte problemstillingen ud i stuerne til forældre, der fik ondt i maven over optagelserne. Først derefter blev dagsordenen om normeringer til en stor folkelig bevægelse på digitale medieplatforme og på gaden.”

Begivenhed 3: Forældrene forener sig
For Sarah Louise Eskildsen-Mortensen, der er mor til to drenge, betød dokumentaren, at det blev legitimt at spørge sine børns pædagoger, om deres hverdag lignede dokumentaren. Samtidig blev hun ad omveje opmærksom på, at andre forældre var i gang med at starte en forældregruppe på Facebook, og hun blev inviteret til at arbejde i bevægelsens såkaldte styregruppe.

“Ingen ville på forhånd have gættet på, at jeg skulle ende som aktivist, men vi var enige om, at dokumentaren tilbød en timing, som skulle udnyttes,” fortæller hun.

Råd 3: Betydningen af et godt navn  
Efter en uge havde facebookgruppen fået 10.000 medlemmer og også et fængende navn: Hvor er der en voksen? (#hvorerderenvoksen på de sociale medier). Herefter gik det stærkt med at arrangere demonstrationer. Det blev hurtigt klart for styregruppen, at mindre demonstrationer rundt om i landet var svaret, hvis man vil mobilisere travle børnefamilier, der også skal tage højde for helt lavpraktiske gøremål som lur, bleskift og tidlig aftensmad.

For at finde ud af, hvad bevægelsen skulle hedde, bad styregruppen om input fra Facebook-medlemmer. En foreslog Hvor er der en voksen?, og styregruppen kunne ikke komme uden om navnet, da det først blev lanceret.

“Det har en dobbeltbetydning, som vi godt kan lide, og som stiller krav om ansvarlighed. Man kan se for sig børnehavebørn gå søgende rundt og lede efter en voksen. Derudover rækker Hvor er der en voksen? ud over institutioner, pædagoger, ledere og forældre. Vi appellerer til, at politikerne tager voksenkappen på,” siger Sarah Louise Eskildsen-Mortensen.  

Facebook blev bevægelsens “hovedkvarter”
For at nå bredt ud på rekordtid viste sociale medier, og Facebook i særdeleshed, sig at være et perfekt redskab. Det var her, arbejdet i styregruppen organiserede sig, og også her, arrangører af de 59 demonstrationer rundt om i landet mødtes i foraer og delte materiale og retningslinjer med hinanden.  

“For os i styregruppen har Facebook betydet alt. Mange af os har jo aldrig mødt hinanden i virkeligheden. Men også i den bredere kommunikation har sociale medier været afgørende. Folk har delt og liket os, hvilket har betydet, at kendskabet til os bredte sig som en steppebrand,” siger Sarah Louise Eskildsen-Mortensen.

Råd 4: Skab genkendelighed
Ud over facebookgruppen findes også hjemmesiden www.hvorerderenvoksen.dk. Her kan man eksempelvis downloade et coverbillede til sin facebookprofil, følge mediedækningen og blive mindet om at skrive hashtagget #hvorerderenvoksen, hver gang man kommenterer gruppens aktiviteter. Det er også her, at arrangører af de lokale demonstrationer kan finde plakater og flyers, som en af styregruppens 18 medlemmer har lavet.

Ud over at det er nemt og praktisk at kunne downloade og printe materialet selv, har det også sikret en vis legitimitet. Forældre, der mødte op til demonstrationen, kunne let genkende plakater og flyers, og det gav dem en sikkerhed for, at de stod sammen med andre, der kæmpede for den samme sag, forklarer Sarah Louise Eskildsen-Mortensen.  

Se plakat til hjemmeprint her.

Nødvendigt at minde om god tone
At være en del af en bevægelse uden noget hierarki har været en udfordring. Når følelserne går højt, kan det være nødvendigt at minde deltagere om god tone. Men i videst muligt omfang har styregruppen forsøgt at give plads til de forskellige holdninger og måder at udtrykke sig på:

“Vi husker hinanden på, at vi dybest set er der for en fælles sag, nemlig vores børn,” forklarer Sarah Louise Eskildsen-Mortensen.

Råd 5: Fokusér på en enkelt sag
Forældrebevægelsen Hvor er der en voksen? kræver først og fremmest minimumsnormeringer. Organisationen har diskuteret, om man på sigt skal kræve eksempelvis modernisering af institutioner. Men det er indtil videre lagt på hylden.

“Vi har brug for at samle forældrene, og minimumsnormeringer er svært nok i sig selv. Derfor holder vi fokus på det,” siger Sarah Louise Eskildsen-Mortensen.

Det er en god strategi, hvis man vil have størst mulig chance for at skabe forandring, forklarer forsker i aktivisme og sociale medier Julie Uldam:

“Hvis man skal prøve at pege på et mønster i folkelige bevægelser, så kan man sige, at i jo højere grad det handler om en enkelt sag, jo større er chancerne for at lykkes med sine krav. Det er slaget om Amager Fælled, der ikke skulle bebygges, et ud af mange eksempler på. Hvis man har for mange dagsordener, bliver det for kompliceret for masserne at tilslutte sig.”

Undgå politiske kup
På dagen, hvor demonstrationerne fandt sted, fik styregruppen besked om, at social- og børneminister Mai Mercado (K) ville møde op på Frederiksberg og gå sammen med de protesterende forældre. Det var svært at finde den rette grimasse, husker Sarah Louise Eskildsen-Mortensen. For bevægelsen ser sig selv som et forældreinitiativ og er ikke sendt i byen af hverken fagforeninger eller politiske partier. Politiske opslag bliver så vidt muligt slettet, hvis de finder frem til bevægelsens facebookside, og under demonstrationerne rundt om i landet i begyndelsen af april fik fagfolk og forældre lov til at gå på talerstolene. Politikere blev bevidst fravalgt.

“Det overraskede os, at ministeren kom og sagde, at hun ikke oplevede en stor utilfredshed. Det var svært at se det som andet, end at hun brugte vores demonstration strategisk op til valget,” siger Sarah Louise Eskildsen-Mortensen. Hun understreger, at bevægelsen heller ikke vil kuppes af de politikere, der ligesom bevægelsen kræver minimumsnormeringer: 

“Både SF og Enhedslisten taler om minimumsnormeringer, og det er vi da glade for. Men vi ved også, at der er optakt til valgkamp, og at politikken kan se anderledes ud efter valget.”

Hvad er næste skridt?
Forældrebevægelsen har brugt et par uger på at puste ud efter maratonløbet op til demonstrationerne. Nu taler den med sig selv om, hvordan man kan holde presset. Sarah Louise Eskildsen-Mortensen har også bedt forældre i facebookgruppen om at komme med deres input. Her er et lille udsnit af de mere end 100 svar:

  • Skal der borgerforslag på banen?
  • Giver det mening at arbejde sammen med blandt andre online-forummet Familiepolitisk Netværk, der blandt andet også kæmper for bedre pasningstilbud til børn?
  • Hvordan skal platformen være i fremtiden?
  • Skal næste træk være at opfordre forældre til at lægge en sten med navnet på sit barn op foran det lokale rådhus?

“Lige nu har vi det rigtig godt med at være vagthunde. Vi ved godt, at der er valg snart, og at løfter sidder løst, men vores krav er de samme efter valget. Vi kender ikke vores fremtidige platform, men vi ved, at vi vil samle forældre på tværs af politiske og geografiske skel,” siger Sarah Louise Eskildsen-Mortensen.

Dokumentation

Tema: Sådan engagerer du folk i din mærkesag
Hvad kan din forening eller ngo gøre for at blive hørt, og hvad gør man helt konkret, hvis folk skal mobiliseres?

Civilsamfundets Videnscenter stiller skarpt på tre vidt forskellige folkebevægelser, så du kan låne af deres bedste tricks, tips og staldfiduser.

Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen giver et kig ind i maskinrummet og fortæller om en timing, der bare skulle gribes, og hvordan man stabler en bevægelse på benene.

Danmarks hundelobby bruger kendisfaktoren som en aktiv mediestrategi og tager os med bag kulisserne til en snak om det politiske lobbyarbejde, der er nødvendigt, hvis man ønsker forandring.

Endelig viser den internationale #Metoo-bevægelse, at en folkebevægelse modtages forskelligt fra land til  land, og at en bevægelse kan sætte masser af spor og aftryk i samfundet, selvom de ikke umiddelbart er målbare i lovændring eller statistikker.  


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00