Endelig lys over Slotsholmens grå skygger

<img align="left" src="@nyimg=6536@" /> 

I de seneste år er der blevet udgivet flere og flere bøger i Danmark om det partipolitiske liv på Christiansborg. Der går sjældent en måned, uden at et parti, en politiker eller en begivenhed bliver endevendt, analyseret, tilbundsgravet eller portrætteret i en ny udgivelse.

Det er imidlertid yderst sjældent, en ny bog kaster nyt lys over en anden og lige så vigtig del af det danske politiske system, nemlig embedsværket, hvor de officielt neutrale embedsmænd skal arbejde for regeringen, men i virkeligheden har de ofte deres egne dagsordener og udkæmper undertiden drabelige magtkampe med de politisk udpegede ministre.

Sjældent indblik bag kulisserne
Det er ikke desto mindre lige præcis sådan en bog, journalisterne Peter Mose og Susanne Hegelund har skrevet, og som udkommer i denne uge. Bogen "Javel, hr. minister", hvis titel er hentet fra den britiske 80er-kultserie af samme navn, trækker for en gangs skyld tæppet fra de magtfulde embedsmandscirkler og giver et sjældent indblik i magtforholdene blandt de mænd og kvinder, der ellers foretrækker at leve i skyggerne og trække i de usynlige politiske tråde.

"Javel, hr. minister" udstiller dertil særdeles underholdende, hvordan selvfølelsen hos embedsfolkene kan antage helt groteske dimensioner, som da Undervisningsministeriets departementschef Inge Thygesen holdt en tale på undervisningsminister Ole Vig Jensens (R) vegne og midt i det hele leende udbrød: "Det her kan ministeren da vist ikke mene".

Niels Th. Dahl
Journalist

Det er en både imponerende og tiltrængt bog. Mose og Hegelund kommer rundt i næsten alle centraladministrationens hjørner, og de får beskrevet både kulturen, magtbalancen og historien bag embedsværket aldeles fortrinligt. Og når man ved, hvor tilbageholdende embedsmænd normalt er i forhold til alt, hvad der bare lugter af presse eller anden offentlighed, er det bestemt ikke nogen ringe bedrift.

Politisk gråzone
"Javel, hr. minister" har et særligt fokus på forholdet mellem politikere og departementscheferne - toppen af ministeriernes interne hierarki. Her fortæller bogen blandt andet, hvordan departementschefernes rolle har udviklet sig gennem de seneste årtier ind i en gråzone, hvor embedsmændene i højere og højere grad optræder som ministrenes politiske rådgivere og som en art snedkere, der skal muliggøre de aftaler og forlig, som ministeren ønsker.

Arbejdsmængden på ministerens skrivebord gør, at han eller hun ikke længere har tid til selv at udvikle sin egen politik, og derfor træder embedsværket beredvilligt til og udfylder som vand i et badekar det politiske tomrum, der ellers ville være opstået. En rolle, som politikerne selv har tilskyndet - som bl.a. fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der i begyndelsen af sin statsministertid opfordrede embedsmændene til "selv at spille videre, når ministeren havde nynnet en strofe", som bogens forfattere skriver.

Men hvor en hyppigt hørt fordom lyder, at "politiseringen" af embedsværket i overvejende grad er Foghs og den borgerlige regerings opfindelse, nuancerer Mose og Hegelund den opfattelse. Udviklingen er foregået gennem i hvert fald de sidste tre årtier og blev også tilskyndet af særligt den socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft og hans departementschef Anders Eldrup, der ville sikre en troværdig økonomisk politik og en stram politisk styring fra Finansministeriet.

Særligt interessant bliver "Javel, hr. minister" imidlertid, når den kommer til beskrivelsen af, hvornår politikeres og embedsmænds interesser går i forskellige retninger. Embedsmænd, der kan se frem til at lægge mange år af deres arbejdsliv på Slotsholmen, har naturligt mere langsigtede interesser end politikere, hvis horisont ofte kun strækker sig frem til det næste folketingsvalg, og som løber store risici for at blive smidt ud af ministerkontoret med kort varsel.