Enhedslisten rækker ud efter DF-afhopper

MØDE: På Christian H. Hansens lange liste over møder som nyslået løsgænger står Enhedslistens fødevareordfører Per Clausen. De to skal blandt andet tale om fælles udspil omkring dyrevelfærd og økologi.
Fælles politiske udspil fra løsgænger Christian H. Hansen og Enhedslisten omkring dyrevelfærd og økologi kan blive en realitet, nu hvor Dansk Folkeparti er droppet.
Fælles politiske udspil fra løsgænger Christian H. Hansen og Enhedslisten omkring dyrevelfærd og økologi kan blive en realitet, nu hvor Dansk Folkeparti er droppet.
Ida Skytte

Det er ikke noget nyt, at Christian H. Hansen og Per Clausen er enige på flere punkter, når det gælder fødevarepolitik. Og på Christiansborgs gange har de to da også tidligere talt om at arbejde sammen - men det er dog blevet ved snakken på grund af de strittende partitilhørsforhold.

Men nu, hvor Christian H. Hansen ikke længere er medlem af Dansk Folkeparti, inviterer Per Clausen straks på kaffe og fælles politiske udspil på to konkrete områder: dyrevelfærd og økologi.

"Det kunne være interessant at se, om vi og andre partier i oppositionen kan blive enige med ham om fælles initiativer og på den måde lægge ekstra pres på regeringen for at få forbedringer," siger Per Clausen, der har sendt invitationen afsted på baggrund af et interview, som løsgængeren gav her på Altinget | Fødevarer.

"De planer på økologi, som regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt, er utilstrækkelige. Også omkring dyrevelfærd kan vi diskutere fælles projekter, for eksempel produktionsdyrs vilkår," siger Per Clausen, der blandt andet vil kæmpe for, at der om en årrække kun findes fritgående svin i Danmark.

Han nævner desuden mere støtte til forskning i økologi samt økologisk indkøb i den offentlige sektor som mulige samarbejdsområder.

Brede forlig
Et af Christian H. Hansens mål som løsgænger er at skabe flere brede forlig. Og han holder derfor gerne møde med alle MF'er, der inviterer ham, lyder det.

"Jeg har før lavet aftaler med både Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og regeringspartierne omkring økologi og dyrevelfærd, og det skal fortsætte."

Og på de konkrete områder, som Per Clausen foreslår samarbejde omkring, er Christian H. Hansen åben:

"Hvis den offentlige sektor skal være med til at værne om vores miljø og vores klima, skal økologi tænkes ind - og her skal parterne som blandt andre Økologisk Landsforening også med ind over, i stedet for at politikerne blot tvinger noget ned over hovederne på folk," siger han blandt andet og tilføjer:

"Men jeg vil ikke love noget om, hvad jeg nøjagtigt vil gøre."

Stadig mange uenigheder
Trods udsigterne til fælles fodslag på konkrete områder er der stadig mange punkter, hvor de to stadig trækker i hver deres retning, blandt andet omkring Christian H. Hansens mærkesager om forbud mod sex med dyr samt et dyreværnspoliti.

"Det er kedeligt, at Enhedslisten på den måde ikke er med på dyrevelfærdsområdet," siger den tidligere DF'er, der dog generelt ikke mener, at han og Enhedslisten ligger langt fra hinanden på de pågældende politikområder.

Selv om Christian H. Hansens udmelding af Dansk Folkeparti ikke fjerner VKO's flertal, så regner Per Clausen med, at det løsgående mandat kan lægge ekstra pres på regeringen.

"De vil få svært ved at afvise udspil på for eksempelvis dyrevelfærd, hvis der er et bredere fundament end blot oppositionen," siger Per Clausen og peger også på mulighederne for samarbejde, når forhandlingerne om et nyt fødevareforlig går i gang senere på året.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian H. Hansen

Formand, sekretariatsleder og redaktør, Danmarks Patientforening for Hovedpineramte, fhv. MF (DF og løsgænger)
sygehjælper (Forsvaret 1983)

Per Clausen

Spidskandidat for Enhedslisten til EU-parlamentsvalget, byrådsmedlem i Aalborg, medlem af KLs bestyrelse, bestyrelsesmedlem i AkademikerPension
cand.phil. i samfundsfag (Aalborg Uni. 1988)

0:000:00