Enhedslisten vil undgå Thorning-fælden

Inden man helt spolerer det røde teselskab, bør der indlægges et par modifikationer.
For intet tyder på, at det bliver krav fra Enhedslisten, der forhindrer en ny socialdemokratisk regering.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Det skal bare ikke gentage sig.

Det er mottoet efter Enhedslistens smertelige erfaringer med Thorning-regeringen, som fik lov til at overleve, selvom den yderste venstrefløj var rasende utilfreds med politikken.

Næste gang skal partiets røde linjer pudses op fra start, og man skal være parat med øksen, hvis linjerne overtrædes. Men det er et farligt spil, der kræver meget stor præcision for at lykkes.

Det ultimative skridt
De politiske konklusioner efter Thorning-regeringen bliver det politisk vigtigste emne på Enhedslistens årsmøde i bededagsferien, hvor feminisme er det overordnede tema.

Skåret ind til benet er spørgsmålet, om Enhedslisten næste gang skal være rede til aktivt at vælte en S-ledet regering. Her er analysen på den yderste venstrefløj, at man kun får reel indflydelse, hvis truslen er alvorligt ment.

EL vil undgå en situation, hvor partiet bringer S-leder Mette Frederiksen (S) til magten, og hun derefter afhandler økonomisk politik og udlændingepolitik med de borgerlige. Den frygt er ikke blevet mindre efter den taktiske alliance mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som kan give S langt mere manøvrerum.

Fatamorgana
Op til årsmødet i 2016 opererede finansordfører Pelle Dragsted (EL) med den såkaldte ”forandringsblok”, en blok bestående af Enhedslisten, SF og Alternativet.

Dragsted har de sidste mange år været en af Enhedslistens vigtigste strateger, og han må – sammen med Johanne Schmidt-Nielsens (EL) folkelige gennemslagskraft – tillægges en stor del af æren for partiets fremgang de senere år.

Men Dragsteds ”forandringsblok” var et fatamorgana. SF ønskede aldrig at være med i blokken og satser i stedet på et nært samarbejde med Mette Frederiksen. Alternativet er slet ikke socialister – og er nærmest af princip modstandere af overhovedet at være med i en ”blok”.

I hovedbestyrelsens beretning til EL-årsmødet lægges den aldrig eksisterende ”forandringsblok” nu reelt i graven.

Italienske tilstande
Hidtil har Enhedslisten uden betingelser peget på en socialdemokratisk (ledet) regering efter et valg. Som ”det mindste onde”. Men EL er nu på vej til en strategi, hvor partiet stiller visse minimumskrav til en ny S-regering.

De krav, der er på tegnebrættet i det røde værksted, er krav, om at der ikke må indføres reformer, der markant øger uligheden, og krav om at internationale konventioner overholdes.

Sådanne krav kan stilles på to måder:

Man kan kræve dem skrevet direkte ind i regeringsgrundlaget. Det vil være det mest vidtgående, men kommer der også mere eller mindre ultimative krav fra Alternativet og Radikale, kan regeringsforhandlingerne ende i italienske – eller ligefrem belgiske – tilstande.

Man kan blot forestille sig, hvor godt Radikales krav om nye økonomiske reformer vil passe med Enhedslistens krav, om at netop den type reformer ikke skal gennemføres. Sker det, vil begrebet ”politisk kaos” formodentlig være en underdrivelse.

The thin red line
Det er også meget tvivlsomt, om socialdemokraterne vil acceptere en håndfæstning strikket sammen af krav fra de forskellige støttepartier.

Så kan det være mere tillokkende at tage en oppositionsperiode mere, hvor man får store dele af partiets politik igennem fra sidelinjen. Mens Enhedslisten og Alternativet bliver sat helt uden for indflydelse.

Enhedslisten kan også vælge en mere fleksibel model. Partiet kan nøjes med mundtligt at gøre det klart, at det trækker støtten til regeringen, hvis den træder over de røde linjer.

Den model risikerer ikke at forhindre dannelse af en ny S-regering, men modellen har den indbyggede fare, at EL ikke nødvendigvis får væltet regeringen, selvom man vælger at effektuere truslen. Det kommer helt an på, hvordan DF reagerer i den situation.

Markant stilbrud
Enhedslistens skærpede kurs er primært et resultat af erfaringen under Thorning-regeringen. Men det understreger også, at partiets nye frontfigur Pernille Skipper på ingen måde er blidere stemt end forgængeren.

Af ydre fremtoning ligner Skipper ikke ligefrem en revolutionær guerillasoldat, og hun taler i et mere poleret sprog end den bramfri Johanne Schmidt-Nielsen. Juristen over for aktivisten. Men skinnet bedrager.

Pernille Skipper er ikke det mindste mere fremkommelig end forgængeren. Skipper har snarere ligget en anelse længere til den hårde side i Enhedslistens interne debatter om, hvor hårdt man skulle gå til Thorning-regeringen.

Revolutionær pragmatisme
Inden man helt spolerer det røde teselskab to år før tid, bør der indlægges et par modifikationer. For intet tyder på, at det bliver krav fra Enhedslisten, der forhindrer en ny socialdemokratisk regering.

Det er især værd at bemærke, at EL er mere pragmatisk end R, når det gælder tidens vigtigste politiske spørgsmål, udlændingepolitikken.

Her har Enhedslistens strateger den realistiske vurdering, at det ikke kun er et kæmpe flertal i Folketinget, der står bag en stram udlændingepolitik. Det er også et massivt flertal i befolkningen.

Derfor vil det både af realpolitiske og demokratiske grunde være en dårlig idé at stille ultimative krav her, erkender Enhedslisten. Med konventionerne som mulig undtagelse.

Dertil kommer, at den nye S-ledelse selv har lagt luft til Thornings (S) ”reform-amok”. Det gør afstanden til SF og Enhedslisten mindre på det økonomiske område.

Mette Frederiksen har samtidig indset, at det ganske enkelt var dumt at behandle Enhedslisten så arrogant, som det skete under Thorning og Corydon (S). Den stil gjorde det blot endnu vanskeligere at håndtere de politiske uenigheder.

Hovedrysten
Den nye strategi skal diskuteres på årsmødet, men ikke vedtages der. Det foregår i hovedbestyrelsen. Til gengæld får årsmødet fornøjelse af at vedtage et nyt feminismeprogram.