Analyse: Er det nu V-DF-aksen bryder endegyldigt sammen?

I kølvandet på statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale kan man konstatere, at netop som vi går ind i den afgørende fase frem mod det kommende folketingsvalg, kunne samarbejdet mellem Venstre og Dansk Folkeparti – de to partier, der har udgjort hovedaksen i dansk politik siden 2001 – næppe være dårligere.

Med sin understregning af, at globale problemer kræver globale løsninger; med sin direkte henvendelse til borgere med ikkevestlig baggrund, hvor han både krævede tilslutning til liberale værdier og ekspliciterede sin støtte til det velintegrerede flertal, der ikke vil slås i hartkorn med et integrationsvægrende mindretal. Og med sin larmende tavshed om det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken undsagde Løkke Rasmussen grundpræmisserne i samarbejdet med DF.

Et samarbejde, der har givet Venstre regeringsmagten i snart 15 ud af de seneste 20 år, og løftet DF ud af den zone, hvor man er irrelevant, foragtet og mistænkeliggjort, til en position som et respekteret, afgørende og stort politisk parti. Et samarbejde, Venstres gamle chefstrateg og nuværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i 2006 definerede som et decideret værdifællesskab.

Søren Espersen følte på sit partis vegne Løkke Rasmussens nytårstale som ”et direkte angreb på os” og så en forbindelse mellem Løkke Rasmussen og Poul Nyrup Rasmussens berømte stueren-kommentar fra 1999.

Når Thulesen Dahl i bestræbelsen på at sidde med ved det store bord, uanset hvem der sidder for bordenden, selv har ophævet udlændingepolitikken som det store markskel i dansk politik, kan han selv have presset Venstre ud i den position, hvor der skal andet på den politiske menu for at tiltrække vælgere på ny.

"Ordentlighed og stueren. Jeg har svært ved at se forskellen," som han udtrykte det i Politiken.

Spørgsmålet er nu, om V-DF-epoken er ved at nå sin udløbsdato.

For Venstre ville den konklusion ligge lige for. I 2001 blev man Danmarks største parti med over 30 procent af stemmerne – 18 års tæt samarbejde med DF og op imod en halv million tabte stemmer senere ligger partiet i de seneste mange meningsmålinger på cirka 18 procent. Under det katastrofale valgresultat fra 2015 og tæt på en halvering. Alt imens er DF vokset sig lige så stor og har de seneste år ikke forpasset mange muligheder for at stikke en kæp i hjulet på Venstres storstilede projekter.

Værdikampens skygger
Faktisk var nytårstalen 2019, netop når det kom til den direkte henvendelse til danske muslimer, en reprise af Løkke Rasmussens første nytårstale som statsminister i 2010. Også her brød han den fjerde væg ned og rakte hånden frem gennem tv-skærmene til forsoning og forbrødring. Det danske samfund – især arbejdsmarkedet – havde, som han sagde dengang, ”brug for hver eneste af jer”.

Også dengang vakte det sure miner i DF, og de sure miner blev til åben konflikt mellem de to partier, da Løkke Rasmussen nogle måneder senere i et stort interview med Berlingske Tidende begravede samarbejdets ideologiske fællesnævner – den i nullerne så berømte og af Løkke Rasmussens forgænger Anders Fogh Rasmussen erklærede værdikamp. Den havde i hans øjne haft et ”højt abstraktionsniveau” og været ”præget af symbolpolitik”.

"Der har været en tendens til, at vi har snakket generelt om tingene, så vi ikke i tilstrækkelig grad har brugt muligheden for at tale præcist om, hvor problemerne er. For mig er det jo ikke et problem, at man har en parabol og sidder og ser tyrkisk fjernsyn, vel? Det gør min egen nabo også,” som han sagde.

Det fik daværende partiformand Pia Kjærsgaard til i flere interview med de borgerlige aviser direkte at underkende Lars Løkke Rasmussen. Han var, som hun sagde til Berlingske Tidende, ”ikke en værdikriger”.

"Jeg synes absolut ikke, man må glemme det generelle. For mig er det det aller, aller vigtigste. Der er ikke noget, der kommer op på siden af værdikampen og kulturkampen," sagde hun i en blanding af beklagelse og advarsel.

Det blev indledningen til en periode, hvor DF'erne offentligt kritiserede Lars Løkke Rasmussen for det, de sidenhen også skulle gå i rette med Kristian Jensen for, nemlig for at være for liberalistisk, både i økonomisk og værdipolitisk henseende.

Det er med andre ord næsten ti år gamle sår, vi nu er vidner til, der ripper op, når Søren Espersen går i pressen med sin forargelse over Løkkes nytårstale.

Men det understreger også en velbegrundet frygt i DF for, hvad der bliver af partiets skæbne, hvis Venstre hellere vil være et klassisk borgerligt-liberalt parti i stedet for et værdikampsparti med udlændingepolitiske stramninger som kronjuvelen.

En frygt, der åbenlyst blev aktiveret for lidt over et år siden under kommunalvalget i november 2017.

DF's største strategiske fejltagelse
Der har været så meget drama, kaos og farce i den gamle blå blok siden vinterdagene i 2017, at omfanget og dybden af DF's katastrofale kommunalvalg næsten er glemt. Men ikke alene var der tale om, at partiet gik tilbage og ikke opnåede de ellers så eftertragtede borgmesterposter. Partiets kampagne var en strategisk fejldisposition af hidtil usete dimensioner.

Man havde postet masser af kampagnekroner og investeret en betydelig mængde af Kristian Thulesen Dahls personlige politiske kapital i at få et kommunalpolitisk gennembrud, der stemte overens med partiets landspolitiske position. Og når det kommer til valg i Danmark, har partiet i hele sin snart 25-årige levetid været vant til at have en nærmest clairvoyant forbindelse til vælgerne. Man har aldrig brugt fokusgrupper eller andre sociologiske data som fundament under sin appel til vælgerne, men arbejdet ud fra egne holdninger, indsigter og følelser og fornemmelser.

Ved KV17 stod man i situation, hvor partiets virkeligheds- og selvopfattelse var helt ude af trit med omgivelserne.

Talte man med efterfølgende med Kristian Thulesen Dahl om det, forklarede han, at fejlen lå i, at partiet havde forsøgt sig med sin udlændingepolitiske dagsorden, men at det var et emne, vælgerne opfattede som et landspolitisk spørgsmål, man tager stilling til ved et folketingsvalg. Kommunalpolitik handlede mere om den nære velfærd – skolerne, børnehaverne, fritidstilbuddene, ældreplejen og på regionalt plan om sundhedsvæsenet.

Problemet for Kristian Thulesen Dahl er ikke alene, at DF faktisk også havde et tydeligt velfærdsspor i sin kampagne til kommunalvalget, og at vælgerne åbenlyst forkastede den appel; problemet er, at hans formandskab siden 2012 netop er gået ud på at skærpe sin og partiets velfærdspolitiske profil. Faktisk har det fyldt langt mere end udlændingepolitik for ham – et emne, han i særlig grad har overladt til Martin Henriksen.

Ved valget i 2015 slog han sig sammen med SF-formand Pia Olsen Dyhr og krævede en løsning for dem, der var røget ud af dagpengesystemet i kølvandet på den reform, han endda selv havde foreslået i 2010. I samme periode opererede han finanspolitisk med stigningsprocenter i det offentlige forbrug, der kun blev overgået af Enhedslisten, og efter 2015 har han igen og igen optrådt sammen med Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen – mest bemærkelsesværdigt i det af 3F-arrangerede møde om pensionsalderen i Cirkusbygningen i København i 2017. Har partiet og ledelsen fortolket den voldsomme stigning i stemmer og popularitet, DF har oplevet under Kristian Thulesen Dahls ledelse, som et resultat af den kurs, så viste kommunalvalget omvendt, at vælgerne stadig tror langt mere på Socialdemokraterne, når det handler om, hvem der skal stå for den politiske ledelse af den konkrete velfærd.

Alt lagt sammen blev kommunalvalget et vindue ind til en alternativ og mareridtsagtig virkelighed for partiet, hvor udlændingepolitik ikke længere er det afgørende emne for, hvor vælgerne sætter deres kryds. Her er DF reduceret til en relativt betydningsløs aktør, der bliver kanøflet, når de store partier ruller sig ud i spillet om magten.

Sådan er det langtfra et tilfælde, at partiet umiddelbart efter KV17 først med Martin Henriksens forslag om fodlænker til yngre beboere i belastede byområder, over ghettopakken og til sidst med ’paradigmeskiftet’ har slået hårdt på udlændingepolitikken. DF har altid søgt tilbage til udlændingepolitikken i betrængte situationer og har altid valgt angrebet som det bedste forsvar.

Udlændingepolitik er ikke længere afgørende
Men hvordan skulle udlændingepolitik holde op med at være et afgørende emne? Det er stadig og konsekvent i top-tre over de opgørelser, vi her på Altinget laver over vælgernes dagsorden, omend det er ved at være lang tid siden det lå på førstepladsen. Men at et emne er vigtigt for vælgerne, er ikke nødvendigvis det samme som, at det er afgørende på valgdagen. Det er det for eksempel ikke, hvis vælgerne tror på, at der vil blive taget hånd om det, uanset hvem der sidder på regeringsmagten.

Faktisk har Kristian Thulesen Dahl selv beredt vejen for, at vælgerne kan være sikre på, at der bliver ført en stram udlændingepolitik, uanset om statsministeren hedder Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen efter næste valg. Det er den direkte konsekvens af hans forsøg på at placere DF på Radikales gamle position på midten i dansk politik, hvor man kan lave flertal til begge sider. Det har han gjort for at maksimere partiets størrelse og betydning – og selvfølgelig for at sikre sig, at der netop bliver ført en stram udlændingepolitik uanset hvad. Som han sagde til Altinget i et interview sidste sommer:

“I mange årtier var den økonomiske politik afgørende, og der havde Det Radikale Venstre muligheden for som socialliberalt parti at kunne arbejde til begge sider i Folketinget. Det, der så er kommet til de sidste tre-fire årtier, er værdipolitikken, fordi vi er i en situation, hvor det globale – med EU og migration som de væsentligste faktorer – gør, at hvis vi ikke passer på, så kommer tingene ud af vores egen kontrol. Der har Radikale vist sig at være et fløjparti. Det står jo stadig tydeligere, også som Socialdemokratiet har flyttet sig. Derfor kan de ikke spille rollen som midterparti. Men det kan vi så, og det kan vi, fordi de andre partier har flyttet sig i vores retning på værdipolitikken.”

Han noterede også, at det var et vilkår, andre end DF selv havde svært ved at få kognitivt greb om.

“Men det tager tid, før folk vænner sig til den situation. Herinde på Christiansborg, i partiernes baglande, men også i kommentatorkorpset.”

Den strategi er så på sin side blevet omfavnet af Socialdemokratiet, som siden formandsskiftet i 2015 har gennemført et langt mea culpa og nu-har-vi-lært-det, når det kommer til udlændingepolitikken. Og hvis Thulesen Dahl anglede efter Socialdemokratiets velsignelse på velfærdspolitikken på de fælles møder, han har haft med Mette Frederiksen, så har han som modydelse givet DF's velsignelse af Socialdemokratiet på udlændingepolitikken. En byttehandel, det for indeværende ser ud til, at S har fået langt mere ud af end omvendt.

Men den overgribende pointe er, at han dermed selv har været med til at ophæve udlændingepolitikken som skillelinjen over dem alle i dansk politik. Nu behøver man ikke længere at stemme borgerligt for at få den stramme udlændingepolitik. Og dermed kan andre emner som socialpolitik, sundhedspolitik og klima blive de nye slagmarker om vælgernes gunst.

Og det er her den alternative, rugende og skyggefulde virkelighed fra KV17 pludselig trænger sig på som et realistisk fremtidsscenario for DF. En virkelighed, hvor man taber valg, mister position og risikerer at blive kastet tilbage til den irrelevans, man har brugt de seneste mere end 20 år på at kæmpe sig ud af én gang for alle.

Mere Uffe Ellemann end Anders Fogh
En yderligere faktor kan bidrage til dette DF’ske mareridtscenario. Og det er et Venstre, der efter snart 20 år, hvor værdikampen i almindelighed og udlændingepolitikken i særdeleshed har været det strategiske, kampagnemæssige og politiske omdrejningspunkt, beslutter sig for, at det er udpint jord og søger tilbage mod en mere klassisk borgerlig position, hvor vækst, lavere skat, reformer af den offentlige sektor, proaktiv erhvervspolitik, uddannelse, frihandel og internationalt samarbejde er de emner, partiet vil profilere sig på.

Mere Uffe Ellemann og mindre Anders Fogh Rasmussen for at sætte det på formel. Tættere på Liberal Alliance end på DF kunne man også sige, og netop desavoueringen af LA og det gamle borgerlige ønske om en lavere topskat har været et andet helt afgørende motiv for DF og Kristian Thulesen Dahl det seneste halvandet år. Som han selv understregede i ovennævnte interview, Altinget lavede med ham, handlede det lige så meget om Venstres sjæl som om modstand mod LA.

”I 1990’erne gik Venstre ind for en liberalistisk økonomisk politik. Med Anders Fogh Rasmussen blev Venstre et parti, der også kerede sig om den offentlige sektor. Og under Lars Løkke Rasmussen har partiet haft begge holdninger. Venstre er et parti, der kan levere begge varer, afhængig af hvem der trækker i dem.“

Nok er Socialdemokratiet og Venstre ikke store massepartier længere med tykke medlemskartoteker, men de har stadig den afgørende betydning for den offentlige debat om politik og for at bestemme, hvilke emner der skal afgøre, hvem vi stemmer på. Socialdemokratiet vil tage imod det med kyshånd, hvis Venstre vil tilbage til en mere klassisk fordelingspolitisk debat. Begge partier ville være historisk og identitetsmæssigt i vant terræn her, og de ville kunne understøtte hinanden som de primære modstandere i dansk politik – noget, de to partiers kamp om klimaspørgsmålet allerede peger på. Der ville også være en strategisk fællesinteresse i at dæmme op for den vælgerflugt, som de gamle magtbærende partier overalt i Europa oplever i de her år.

Den stramme udlændingepolitik ville ikke ophøre, men den ville få mere karakter af en fælles teknokratisk forudsætning for begge partier og det meste af resten af Folketinget, mens stemmerne og magten ville fordele sig langs andre sveller.

Og når Thulesen Dahl i bestræbelsen på at sidde med ved det store bord, uanset hvem der sidder for bordenden, har ophævet udlændingepolitikken som det store markskel i dansk politik, kan han selv have presset Venstre ud i den position, hvor der skal andet på den politiske menu for at tiltrække vælgere på ny.

Løkke valgte side i Venstres splittelse
Og det var vel egentlig det, der var den store pointe i Løkke Rasmussens nytårstale. Flere har udmålt afstanden mellem det, han sagde 1. januar, og den politik, han har ført de seneste tre år. Mellem festtale og dagligdagen på Christiansborg. Men måske målet med hans tale i stedet handlede om fremtiden og om Venstres identitet på længere sigt – også hinsides hans eget formandskab.

Hvor det i nullerne var Socialdemokratiet, der var splittede i fraktioner, er det i dag Venstre, og paradoksalt nok på selv samme udlændingepolitik, der hærgede nullernes Socialdemokrati. Folk som Kristian Jensen, Jakob Ellemann-Jensen og Jan E. Jørgensen synes at stå sammen om en langt mere klassisk liberal linje, der især er anfægtet af de symbolpolitiske eller kampagnemæssige dimensioner af udlændingepolitikken, mens Inger Støjberg, Marcus Knuth og Mads Fuglede står i en mere DF-venlig lejr, hvor der gerne må være kage, Muhammedtegning og bryske bemærkninger.

I det lys kan Løkke Rasmussens nytårstale ses som et valg af side i den konflikt. Sandsynligheden for, at han fortsætter som statsminister efter det kommende valg er lille – og der er rygter, som går på, at han vil søge et tidligt sortie, selv hvis Venstre vinder, hvilket der ikke er meget, der tyder på. Der er med andre ord løvfald over hans epoke i dansk politik, og når politiske ledere står i den situation, fatter de gerne den pen, der bruges til at nedfælde eftermælet og testamentere arven.

Her valgte Løkke Rasmussen at søge tilbage til sin første intuition og politisk-ideologiske impuls fra de første måneder som Venstreformand og statsminister, dengang han kastede vrag på Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksens samarbejde og værdifællesskab med DF, og i stedet forsøgte at etablere Venstre som et moderne parti, der kunne forene velfærd og vækst på en ny måde. Og hvor integrationsproblemer hverken skulle eller kunne løses med en religionsmættet værdikamp, der især har været til DF's fordel, men ved social ingeniørkunst og med arbejdsmarkedet som den drivende faktor.

Er vi så der, hvor det hængsel, hvorom dansk politik har drejet de seneste 20 år, er slidt så meget ned, at det er slut? Meget vil komme an på, hvad Venstre gør, efter og når Løkke Rasmussen tager sin exit.

I Støjberg-lejren vil man indvende, at vejen til magten går gennem et tæt samarbejde med DF. De ville have den nyere politiske historie på deres side – de, der længes tilbage til 1990'ernes Venstre, glemmer let, at det var en tid uden magt.

I Kristian Jensen-lejren vil man ikke kun spørge, hvad magten er værd, hvis den skal afdrages med alt ens øvrige politik. Man vil også spørge, hvor længe man egentlig stadig vil være det selvindlysende statsministerparti, hvis DF bliver ved med at være større end Venstre. Men bliver svaret nej til begge spørgsmål, skal Venstre turde tage en kamp på magtforholdet mellem de to partier, hvilket partiet ikke har vovet endnu.

Og Kristian Thulesen Dahl må spørge sig selv, om det nu også kun er alle os andre, der har svært ved at forstå den nye situation, hvor Dansk Folkeparti angiveligt er det nye midterparti. Han glemmer i hvert fald, at Radikale netop kunne lave flertal til begge sider i forne tider, fordi partiet kunne skrue op og ned for – og lege med balancen mellem – det sociale og liberale, mens han ikke kan det samme på udlændingepolitikken. Slet ikke, hvis det lykkes Nye Borgerlige at komme på tinge.

På sin vej mod at gøre DF til det tredje afgørende og uomgængelige parti mellem Socialdemokratiet og Venstre kan han let have skabt en situation, hvor vælgersuccessen og indflydelsen sander til i årene fremover.