Analyse: Er det nu V-DF-aksen bryder endegyldigt sammen?

Når Thulesen Dahl i bestræbelsen på at sidde med ved det store bord, uanset hvem der sidder for bordenden, selv har ophævet udlændingepolitikken som det store markskel i dansk politik, kan han selv have presset Venstre ud i den position, hvor der skal andet på den politiske menu for at tiltrække vælgere på ny.

I kølvandet på statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale kan man konstatere, at netop som vi går ind i den afgørende fase frem mod det kommende folketingsvalg, kunne samarbejdet mellem Venstre og Dansk Folkeparti – de to partier, der har udgjort hovedaksen i dansk politik siden 2001 – næppe være dårligere.

Med sin understregning af, at globale problemer kræver globale løsninger; med sin direkte henvendelse til borgere med ikkevestlig baggrund, hvor han både krævede tilslutning til liberale værdier og ekspliciterede sin støtte til det velintegrerede flertal, der ikke vil slås i hartkorn med et integrationsvægrende mindretal. Og med sin larmende tavshed om det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken undsagde Løkke Rasmussen grundpræmisserne i samarbejdet med DF.

Et samarbejde, der har givet Venstre regeringsmagten i snart 15 ud af de seneste 20 år, og løftet DF ud af den zone, hvor man er irrelevant, foragtet og mistænkeliggjort, til en position som et respekteret, afgørende og stort politisk parti. Et samarbejde, Venstres gamle chefstrateg og nuværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i 2006 definerede som et decideret værdifællesskab.