Erling Bjøl fylder 100 år: Han er en legende i dansk presse og politik

Af Bo Lidegaard
Historiker, dr.phil.

Tænk at komme til verden en måned efter afslutningen på Første Verdenskrig og stadig være levende optaget af, hvad der siden skete. Tænk at have oplevet Vinterkrigen med, Besættelsen, døren til den frie verden i Stockholm, London under blitzen, Paris i ugerne efter befrielsen, freden, Den Kolde Krig, Berlin, Ruslands floder, dansk presse og Murens fald. Tænk, at blive blind og blive ved alligevel, tænk at opleve historiens store hjul og bruge sin vågne tid på at forstå, hvorfor det drejer, og hvor det drejer hen.

Tirsdag bliver Erling Bjøl 100 år midt i den verden, som gennem et langt liv har været hans arbejdsfelt, og som han stadig er lige optaget af. 

Den faste base er i Saint Germain-en-Laye lidt vest for Paris, hvor Bjøl i mange år har haft fast bosted sammen med sin evigt unge og allestedsnærværende Denise, som han først mødte, dansede med og forelskede sig i 1945 i efterkrigstidens sønderskudte Berlin, hvor den 21-årige franske kvinde arbejdede som udsendt.

Men Danmark er aldrig langt væk, og selv om de månedlange besøg i sommerhuset i Rørvig er stillet i bero, ligger det stadig Bjøl på sinde, hvordan det lille land fører udenrigspolitik i forholdet til de store – og små – magter, der omgiver os. Forstår vi, hvad der er på spil i resten af Europa, i det USA, som også en tid lang var familiens hjemland, og i Rusland, bjørnen, som Bjøl først mødte i Finnmarken i vinteren 1939, og hvis bevægelser og natur, han siden har fulgt med levende interesse. 

Bjøl har skyggebokset med dansk udenrigspolitik, siden P. Munch sad for bordenden, han var fortrolig med sværvægtere som Jens Otto Krag, og han har stadig et kritisk blik på, hvad de nu tænker og gør på Asiatisk Plads. For få uge siden udkom en ny, revideret udgave af Bjøls uundværlige USA-historie, og nu ringer manden selv for at få rede på, hvordan det lille kongerige har placeret sig i ceremonierne i anledning af 100-årsdagen for afslutningen af Første Verdenskrig?  

Hvordan håndterer Macron præsident Trump? Og hvad med Putin? Hvor har han sin naturlige plads på sejrherrernes brede podium, og får vi markeret, at det er freden, vi fejrer, og den internationale retsorden. Får Macron gjort det klart, at vi ikke vil finde os i Ruslands forsøg på at så splittelse og mistillid i Europa – og hvad gør Theresa May af sig selv midt i Brexits ydmygelser og udsigtsløse morads? 

Det er spørgsmål, der trænger sig på, og for den, som tidligt hver morgen hører først tysk, så BBC og til sidst fransk radio, er det naturligt at tænke Danmark ind i den store sammenhæng, der gennem 100 år har bestemt vores skæbne. Hvordan vil regeringen balancere hensynet til Rusland med hensynet til Tyskland, hvordan med gasledningen, amerikanerne og resten af Europa? Hvem lægger linjen – og hvor peger den hen? 

Man bliver mumlende svar skyldig.  

Reportagerejse på 12 år   
Det er ikke spørgsmål, Bjøl først er begyndt at stille nu, på det, man vel har lov til at kalde sine gamle dage. Han stillede dem først, da han som purung i 1938 fandt en tjans som korrespondent for United Press i Sverige og Finland. Gennem krigen var han journalist med tæt tilknytning til udefronten, især i Stockholm, hvor han i 1942 fik kontakt til Ebbe Munck, som holdt døren åben til den frie verden, og i London, hvor han fra 1944 arbejdede for BBC og kom i kontakt med nogle af de mænd, der siden blev ledende skikkelser i den kolde krigs politik.  

Det var én lang rejse, som fra London fulgte med de allierede styrker gennem det befriede Europa. Her så og lærte Bjøl alt det, der få år efter krigen førte til dannelsen af Atlantpagten, Nato, hvis idé smeltede sammen med DNA i Bjøls udenrigspolitiske rygmarv.  

Efter befrielsen blev Bjøl knyttet til Information, modstandsavisen, som han rejste og skrev for, indtil han i 1959 gik til Politiken, der blev hans blivende sted i dansk presse. Bjøl sad sjældent stille i København, men rejste intensivt i det Europa, der var i støbeskeen efter krigen. Han oplevede Berlinkrisen i 1948 på nærmeste hold og var resten af året i Paris, mens Marshallhjælpen blev udrullet, og grundstenene lagt til det, der år senere skulle blive til De Europæiske Fællesskaber.  

FN afholdt i samme år sin generalforsamling i Paris, og blandt de delegerede hviskedes der om en mulig ”Atlanterhavsunion”.  Fra efteråret 1949 opholdt familien sig i USA med fast base i New York, hvor FN var ved at finde sit faste hjem. Herfra gennemtrævlede Bjøl landet på kryds og tværs, og herfra oplevede han Korea-krigens drama.  

Da Bjøl endelig i foråret 1951 vendte tilbage og bosatte sig i København, havde hans reportagerejse varet 12 år, tværs gennem to kontinenter, krigens katastrofe, fredens håb og Den Kolde Krigs slagskygge. Han vendte hjem som kosmopolit, berejst som ingen anden dansk i den verden, der spirede frem efter krigen og dybt præget af vores fælles skæbne. 

Statskundskabens far 
Sideløbende med den omfattende journalistiske produktion ude som hjemme var Bjøl i 1948 blevet mag.art. i litteratur, og ti år senere rejste han ud igen, tilbage til Frankrig som korrespondent for Politiken, netop som EF var blevet til. Tre år i Paris gjorde Bjøl til endnu mere engageret europæer, overbevist om, at Danmarks plads var i det forpligtende, overstatslige samarbejde med ligesindede lande på kontinentet og Storbritannien.  

Med interessen, forståelsen og engagementet i international politik blev det Bjøl, der kom til at fylde det hul, at der i begyndelsen af 1960’erne ikke fandtes noget dansk universitet, hvor der blev undervist i international politik. Fremsynede mennesker så muligheden, og i efteråret 1963 tiltrådte Bjøl på prøve et nyoprettet professorat i international politik ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, hvor han i 1966 blev dr.scient.pol. på en disputats om fransk europapolitik.  

Uden de store akademiske falbelader tog professoren fat, hvor udenrigskorrespondenten havde sluppet. Studiet af international politik fik i Aarhus international dimension og vingefang, og Bjøl blev lærer og inspirator for en hel generation af politisk vakte studenter, hvoraf mange i de følgende år fik centrale poster i dansk politik og centralforvaltning, blandt dem Svend Auken, Hans-Henrik Bruun, Jørgen Grønnegård Christensen, Ulrik Federspiel, Bertel Haarder, Peter Hansen og Tøger Seidenfaden, som trods alle indbyrdes forskelle og kontroverser har et Bjølsk verdenssyn og international horisont til fælles. 

Professor Bjøl blev legendarisk. Men han var ikke kendt for at være flink, endsige for at give ved dørene. Der blev ikke gået på kompromis med det faglige niveau eller med analysens stringens. Det kunne kun gå galt i mødet med det universitære ungdomsoprørs dogmatik, som i 1983 tvang Bjøl i eksil. Da var han 72.   

Undervejs fik han ikke blot skrevet en rigdom af små og store artikler og bøger, men også redigeret store samleværker inden for verdens- og kulturhistorie foruden et omsiggribende engagement i samfundsudviklingens mange krinkelkroge. Typisk for Bjøl var han den, der i 1972 inviterede den da pludseligt forhenværende statsminister Jens Otto Krag til Aarhus Universitet som gæstelærer, hvilket åbnede mulighed for en omfattende, systematisk ”debriefing” af den tidligere nøglespiller i dansk politik. Det kastede en fin bog af sig og efterlod en papkasse fuld af enestående kassettebånd, hvor Krag fortæller om danske politiske beslutningsprocesser med en indsigt og frimodighed, som ikke har set sin mage. 

Patrioten   
Bjøl er patriot af den kosmopolitiske slags, det vil sige blottet for national romantik og chauvinisme, men med en ægte interesse for småstatens overlevelsesvilkår og indflydelsesmulighed. Han erkender med Herbert Pundiks ord ”det muliges grænser i international politik, ikke mindst det lille lands, men græmmes over, at vi ikke udnytter dem”.  

Med det afsæt forener Bjøl på helt enestående måde analyse, formidling, tæft og timing, der gennem 70 år har sat præg på dansk udenrigspolitik, selvom Bjøl selv på intet tidspunkt har været folkevalgt eller har beklædt centrale embeder indenfor politik eller forvaltning.    

Bjøls verdenssyn er dybt forankret i troen på oplysning, humanisme og politisk handlekraft. Det defaitistiske, udglattende og forlorne er ikke hans gangart. Hans krasse kommentarer og illusionsløse kritik af skiftende modestrømninger i dansk politik tager ikke afsæt i værdinihilisme eller relativisme, men i en fast tro på, at også det lille land har et ansvar, vel at mærke ikke for at følge med den stærkeste strøm, men for at besinde sig på sine værdier og interesser og sagligt vurdere, hvorledes disse realistisk fremmes i en verden, hvor ikke meget er, hvad det umiddelbart giver sig ud for at være, men hvor der trods alt er efterladt et handlerum, også til den lille aktør.  

Det er ikke let at placere Bjøl i det ornitologiske spændingsfelt mellem due og høg. Han har altid insisteret på sin ret – og pligt – til at bedømme politik konkret ud fra dens egne givne forudsætninger, og han har aldrig været bleg for at konfrontere beslutningstagere, når han mener, de sløser med den udenrigspolitiske kurs. Han følger de mindste skælv i det internationale univers, og lejligheden i Saint Germain er hjem for en kosmopolitisk seismograf, der med 100 år på bagen stadig er mere fintmærkende end nogen anden.

Rettet klokken 10.20 den 11. december 2019. Tidligere fremgik det af artiklen, at der ikke blev undervist i statskundskab på et dansk universitet i begyndelsen af 1960'erne. Institut for Statskundskab blev dog allerede oprettet i 1959.