Kommentar af 
Søren Espersen

Espersen: Kvindesags-forkæmpere beskytter kvindehadende mænd

KLUMME: Når kvindesagsforkæmperne kun vil demonstrere mod kvindehad, der foregår på den politiske højrefløj, så har de spillet fuldstændig fallit. Så kæmper de ikke for kvinders rettigheder, men for at fremme den såkaldte venstrefløj, skriver Søren Espersen.

UNDERTRYKKELSE: Afghanske kvinder i en flygtingelejr i Pershawar, Pakistan.
UNDERTRYKKELSE: Afghanske kvinder i en flygtingelejr i Pershawar, Pakistan.Foto: Bax Lindhardt/Scanpix
Søren Espersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Hvis en gift eller skilt kvinde begår utugt, og hun ikke er jomfru og begår hor, så skal hun stenes til døden”.

Læs lige citatet ovenfor én gang mere, og prøv så at overveje med dig selv, hvordan reaktionerne fra kvindesagsforkæmperne ville være, hvis det for eksempel var blevet sagt af en indremissionsk præst eller en politiker på højrefløjen. Så havde vi været vidne til et inferno af protester fra kvindebevægelsen – lidt i stil med de protester, vi oplever i disse dage over for den nyvalgte Præsident Trump.

Men sætningen ovenfor blev ytret af Abu Bilal, som er imam i Grimhøjmoskéen. Han er en af de mange kvindehadende mænd, der beskyttes af kvindebevægelsen.

Uanset om der opfordres til vold, piskning, stening eller undertrykkelse af kvinder for rullende kameraer, så er han fredet. Fordi han er muslim.

Det er et paradoks, at det skal være sådan, for mange muslimske kvinder kæmper i dag den samme kamp for frihed, som rødstrømpebevægelsen gjorde det i sin tid: retten til at bestemme over egen krop og eget liv. Retten til at vælge sin egen partner og retten til at færdes, hvor man vil, hvornår man vil. Helt basale rettigheder til at eksistere som menneske.

Spørgsmålet skabte en dybt overraskende og voldsom reaktion fra feministerne, der var til stede. Hun blev nærmest buhet ud af lokalet.

Søren Espersen
Næstformand, DF

Vi ser i disse år nogle muslimske kvinder, der gør op med det middelalderlige kvindesyn, som de er født ind i. De smider tørklæderne, uddanner sig og vælger deres egen partner.

De tager imod de mange muligheder, de har som kvinder her i Danmark. Og jeg jubler indvendigt hver eneste gang, jeg ser en kvinde med muslimsk baggrund, der er frigjort, selvstændig, har smidt tørklædet og nægter at leve et liv, der er domineret af mænd.

Men vi ser desværre også det omvendte, hvor kvinder holdes som fanger i en kultur med et sygeligt kvindesyn. Hvor mænd som Abu Bilal belærer dem om, hvordan de skal opføre sig over for mænd, hvis de vil respekteres.

Hvis en gift eller skilt kvinde begår utugt, og hun ikke er jomfru og begår hor, så skal hun stenes til døden.

Abu Bilal
Imam, Grimhøjmoskéen

Så hvorfor står kvindebevægelsen ikke klar med slagsange og bannere uden for Grimhøjmoskéen, når imamer og talsmænd for rullende kameraer afslører en så kvindehadende kultur?

Hvor er kravene til moskéen om at undskylde udtalelserne? Hvor er markeringen af, hvad vi som danskere står for på ligestillingsområdet?

Kvindebevægelsen, som traditionelt har haft til huse på venstrefløjen, er så hunderæd for at blive sat i bås med mennesker som mig, at de bevidst vender ansigterne væk fra en af vor tids største trusler mod ligestillingen: undertrykkelsen af kvinder, der foregår i muslimske kredse.

Min kone, Yvette, kommer oprindeligt fra England, og da hun flyttede til Danmark for at bo sammen med mig, var hun så fascineret og positiv over at opleve det danske frisind og den manglende puritanisme, at hun gerne ville give sit bidrag til den danske kvindebevægelse.

I 1990’erne var hun ansat i en lederstilling i en større virksomhed, og her oplevede hun, at en ung muslimsk mand kom til jobsamtale. Han ville ikke give hende hånden, fordi hun er kvinde.

Med dette i baghovedet tog min kone til et møde i en af kvindebevægelsens afdelinger i København. Hun bragte emnet op og spurgte ind til, hvilke planer man havde i forhold til at komme kvindeundertrykkelsen i muslimske kredse til livs. Spørgsmålet skabte en dybt overraskende og voldsom reaktion fra feministerne, der var til stede. Hun blev nærmest buhet ud af lokalet.

Det var sidste gang, at min hustru ønskede at tage nogen som helst del i den danske kvindebevægelse!

Jeg er sikker på, at flere danske kvinder har oplevet noget lignende: Vi har set historierne i medierne om unge kvinder, der pludselig skal forholde sig til en muslimsk censor ved en eksamen, der ikke vil give hånd til kvindelige studerende, og vi oplever desværre også flere historier om muslimske kvinder i Danmark, der er blevet overfaldet eller i værste fald dræbt, fordi de ifølge deres familier ikke er dydige nok.

Problemerne eskalerer lige for næsen af kvindebevægelsen – men de gør stadig ikke et kuk ved det.

De holder sig til at snakke om kønskvoter og ligeløn. For på den måde kommer de ikke til at ”støde andre kulturer”. Det er i mine øjne latterligt, at man nøjes med at tale om den lille mus i rummet, når der står en kæmpestor elefant og tramper en i hovedet.

I 2014 foretog forsknings- og analysevirksomheden ALS Research en undersøgelse, der konkluderede, at der hersker ”en udpræget kontrol med unge kvinders seksualitet” i de nydanske familier.

Samtidig ser vi, at kvindekrisecentrene er fyldt til randen med kvinder af ikke-vestlig baggrund, hvor op mod halvdelen af beboerne har indvandrerbaggrund.

I 2015 indrømmede næstforkvinden i Dansk Kvindesamfund, Ulla Tornemand, da også, at kvindeorganisationerne har svigtet, når det gælder kvinder med indvandrerbaggrund og at det var på tide, at de kom i gang med at gøre noget. Men hvad er der sket i løbet af de to år, der er gået siden da? Nul og niks.

Der har ellers været flere muligheder for at markere sig. Blandt andet i forbindelse med de mange kvindehadende udtalelser, der kom frem i forbindelse med TV 2's dokumentarserie ”Moskéerne bag sløret”, hvor der blev opfordret til vold mod kvinder, ligesom at det blev afsløret, at kvinder opfordres til ikke at arbejde på steder, hvor der er mænd.

Kvinder med muslimsk baggrund er i de senere år faktisk selv begyndt at påtale problemerne med kvindeundertrykkelse i muslimske kredse, så mulighederne har været mange for kvindebevægelsen, hvorfra der dog har været larmende stilhed.

Lige indtil for et par dage siden, hvor en ny præsident ved navn Donald Trump blev indsat i USA. Pludselig marcherede 5000 danske feminister i vrede mod præsidenten. 

Jeg må medgive, at han har sagt nogle trælse ting om kvinder, som han ikke skulle have sagt. Men det gør mig vred, at en mand, hvis nærmeste rådgivere er kvinder, og som er præsident for et frit og demokratisk land, kan få 5000 danske kvinder ud på gader og stræder, alt imens ingen tør sige et kuk om muslimsk kvindeundertrykkelse, der foregår lige for næsen af dem.

Undskyldningen fra kvindebevægelsen er gang på gang, at ”det ene jo ikke udelukker det andet, og at man sagtens kan demonstrere for begge dele”.
Javel ja! Men hvorfor ser vi så aldrig demonstrationer imod muslimsk kvindeundertrykkelse? Der er ellers muligheder nok.

Når kvindesagsforkæmperne åbenbart kun vil demonstrere mod kvindehad, der foregår på den politiske højrefløj, så har de i mine øjne spillet fuldstændig fallit. Så kæmper de ikke for kvinders rettigheder, men for at fremme den såkaldte venstrefløj.

Jeg ville dog ønske, at kvindesagsforkæmperne vil modbevise min påstand, så her er nogle – helt gratis – tips til dem om, hvor de kan lægge en målrettet indsats:

De kan starte med en turné foran ambassader som Saudi Arabiens, Irans, Yemens og Afghanistans, som alle er lande, hvor der foregår stening, pisk og fængsling af kvinder, fordi de eksempelvis har begået den ”synd” at blive voldtaget.

Men hvis de skulle få lyst til at forholde sig til problemer, der foregår lige for næsen af dem, så kan de nøjes med at tage en tur til Aarhus. Grimhøjmoskéen afholder fredagsbøn en gang om ugen med kønsopdelt prædiken, hvor kvinderne belæres om dydighed, tildækning og underkastelse. En udmærket anledning for kvindebevægelsen at råbe op.

Når de nu er i Aarhus, kan de også lige slå vejen forbi Fredens Moské, der rådgiver kvinder om, at de for alt i verden ikke må sige nej til deres mands seksuelle tilnærmelser. Uanset om de har lyst til sex eller ej. I øvrigt – lyder det fra moskéen – skal kvinder acceptere, at deres mænd har flere koner.

Hvis kvindebevægelsen gerne vil blive i København, har folk fra Københavns Stormoské i øvrigt sagt det samme. Derfor kunne der også her arrangeres en god og frisk demonstration på en fredag.

Man kunne også sagtens lave en moddemonstration, næste gang Hizb ut-Tahrir fylder gaderne med deres kvindehad. Jeg ser frem til bannere og slagråb mod det muslimske kvindehad! Men tør I?

Det tror jeg ikke.

.....

Søren Espersen har siddet i Folketinget siden 2005 for Dansk Folkeparti. Han er næstformand i partiet og er desuden forfatter og journalist. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Espersen

MF (DD), formand for Kirkeudvalget, kulturordfører
journalist (DJH 1980)

0:000:00