Kurt Daell
Erling DaellNekrolog: Et eventyrligt liv er slut. Erhvervsmand, advokat Kurt Daell er død, 84

Advokat er den formelle titel, den succesrige erhvervsmand Kurt Daell, Holte, der døde mandag morgen, 84 år, brugte om sig selv. Jurist fra Københavns Universitet blev han da også i 1973, men det var som initiativrig erhvervsmand og ejer af bl.a. butikskæderne Harald Nyborg og jem & fix, at Kurt Daell fik sat præg på bybilledet landet rundt - og i stigende grad Sverige og Norge.
Kurt Daell forstod - længe før onlinehandel var opfundet - at varer både kan sælges i fysiske butikker og pr. postordre, datidens onlinesalg, uden fordyrende, fysiske led.
Ved sin død var Kurt Daell næstformand for Harald Nyborg A/S, efter i 2022 at have overladt formandsposten til sin ældste søn, ligesom han var stifter af og formand for en fond til fordel for lægevidenskabelig forskning.
Eventyrligt liv
Kurt Eduard Daells liv er på alle måde eventyrligt.
Han blev født i Østrig i trange kår som Kurt Hauptmann, men endte som såkaldt 'Wiener-barn' hér i Danmark. Hvordan det gik til, beskrives i detaljer på den velfortalte og forbløffende åbenhjertige hjemmeside Daell.dk, der blev givet ham som gave ved de 60 år. Her hedder det om livets begyndelse:
"Kurt Daell kom i 1948 via Red Barnet på rekreation i Danmark, efter han havde haft den meget udbredte engelske syge. De tre måneders ophold blev til isolation på et hospital. Senere blev de østrigske børn inviteret tilbage til Danmark, og her kom Kurt og to andre drenge til at bo hos Ingeborg Daell, enke efter Christen Daell, en af ejerne af Daells Varehus, der var død året før. Ingeborg Daell (dengang kun 38 år, red.) modtog den lille syv-årige dreng, og opholdet blev til adoption."
Daells Varehus - i datidens folkemunde 'Dalle Valle' - var grundlagt som postordrefirma af grosserer Christen Daell (1883-1947) og hans bror. Mange så frem til at modtage de farvestrålende varekataloger i postkassen. Et friskt pust fra den store verden.
Randers-bagermesterens datter Ingeborg Daell, der blev gift ind i Daell-dynastiet kun tre år før Christens død, kunne rent ud sagt ikke stå for den lille drengs charme - Wienerbarnet var blevet en Daell med bopæl på den fashionable ejendom Taarbæklund i Springforbi ved Dyrehaven nord for København. Ejendommen ses den dag i dag fra de mange forbipasserende tog.
Den adopterede unge mand kunne også selv. Først elev på Skoleskibet Georg Stage 1958, student fra Ordrup Gymnasium og så altså cand.jur. Allerede tre år efter sin kandidateksamen var Kurt Daell advokat - han deponerede først sin beskikkelse i 1988.
Daell-slægtens erhvervsmæssige forhistorie blev startskuddet til hans erhvervseventyr. Kurt Daells talent blev bl.a. prøvet af som juridisk konsulent på halv tid for Daells Varehus i anden halvdel af 1970'erne, hvorefter han blev direktør for familieforetagendet. Det der med juraen var egentlig noget, han i følge daell.dk havde taget på sig for moderens skyld, for helst ville Kurt Daell først og sidst være forretningsmand.
Slog til i 1983
Forretningsmand blev han for alvor i 1983 - et vigtigt år i Kurt Daells liv - for da oprettede de to grene af Daell-familien et familieformandskab med ham som den første formand. Og samme år købte Kurt Daell personligt Harald Nyborg, som han siden skulle banke op: Dengang bestod kæden af tre butikker. I dag er der så 66 fordelt over hele Danmark. Og helt små er de der Harald Nyborg-butikker ikke.
I 1986 fik Kurt Daell etableret samarbejde mellem Harald Nyborg og FDB om åbning af byggemarkedskæden jem & fix i Jylland, hvor den første butik åbnede i Fredericia året efter.
Kurt Daell kombinerede en sans og interesse for postordre-salg med fysiske butikker, hvor kunderne kunne mærke varerne. Han var fra 1977 og ti år frem generalsekretær for Danmark i Den Europæiske Postordre Union.
Han påtog sig også andre poster: I 1997 stiftede han og blev formand for KID Fonden, der støtter lægevidenskabelig forskning. Frem til 2004 hed fonden i øvrigt 'Kurt Daell og Ingeborg Daells Fond til Lægevidenskabelig Forskning', men altså med et glimt i øjet forkortet af sønnen til KID.
Endvidere sad Kurt Daell i Grænseforeningens bestyrelse 1969-81. Det må have smagt lidt af hans oprindelige modersmål.
Farvel og goddag til Daell-brandet
Daells Varehus' skæbne? Efter at Kurt Daell i 1993 helt var købt ud, kunne han i 1997 købe FDBs aktiemajoritet ud af Jem & Fix. Året efter må Daells Varehus lukke og slukke, hvorved en epoke - også for Daell-familien - er slut. Ældre danskere husker det nævnte varekatalog fra Daells Varehus, som også var et fysisk stormagasin i Nørregade i København, hvor Hotel Skt. Petri ligger i dag.
Daell-navnet skulle dog ikke helt glide ud af dansk erhvervslivs vokabularium: Siden 1991 er slægtsnavnet forretningsmæssigt videreført under betegnelsen Daells Bolighus, der i følge seneste regnskab for 2023 godt nok omsatte for 128 millioner kroner men gav 19 millioner kroner i underskud. Selskabet driver detailhandel med møbler, boligudstyr og isenkram.
Generationsskiftet er sikret
Kurt Daell efterlader sig sønnerne Erling og Njal. Kurt Daell var således først gift med sin østriske kusine, Ilse, som han mødte som voksen i Østrig. Han faldt for den smukke og sprogkyndige lærer. De blev gift, og hun kom med til Danmark, hvor de i 1970 fik Erling, som Kurt Daell efter en skilsmisse fik forældremyndigheden over. Lillebroderen Njal fik Kurt Daell siden med en kollega, fynske Eva. I en længere årrække var han barnløst men ellers frugtbart gift med den tidligere ophavsjurist i DR Britta Krümmel, som han havde mødt allerede under jurastudierne.
Udover sine sønner efterlader Kurt Daell sin hustru Kirsten Daell, der er direktør for og forpagter af event- og konferencestedet Bernstorff Slot ved København.
54-årige Erling Daell, der er uddannet HA/HD(A), blev allerede tidligt adm. direktør for Harald Nyborg og Jem & Fix i Sverige og i 2022 formand for den samlede familiekoncern efter sin far, som da var vokset til omkring 250 butikker og 5.000 medarbejdere i Danmark, Norge og Sverige. Selv forblev Kurt Daell formelt som næstformand for sit livsværk frem til sin død, som indtraf efter kortere tids sygdom.
Der bliver nok at se til for Erling Daell og hans bror. Koncernen omsatte sidste år 8,9 milliarder kroner. I følge Økonomisk Ugebrev var familien Kurt, Erling og Njal Daell i 2024 Danmarks 28. rigeste familie med en anslået formue på 7,8 milliarder kroner. Kurt Daell var ved sin død tillige farfar til tre.
Årets syvende største formue-forsøger
Kurt Daell - Wienerbarnet - forlader denne verden med bravour: Familiens formue året før var 'kun' 4,2 mia. kroner, hvorved det lykkedes Daell'erne at rykke hele 18 pladser frem på listen over Danmarks 100 rigeste familier. Det gjorde familien Daell til Danmarks syvende største formue-forsøger fra 2023 til 2024. Ved sin død ejede Kurt Daell 30 procent af familievirksomheden, Erling Daell halvdelen og Njal Daell de resterende 20 procent.
Det er et uhyre politisk interesseret menneske, der nu skal videreføre familievirksomheden med sin lillebror. Erling Daell var formand for Venstre i Dragør 2006-08 og er fortsat kendt for sine stærkt liberale holdninger. Sønnen har ikke sin samfundsinteresse fra fremmede. Faderen var nemlig meget læsende - alle aviser og mange tidsskrifter blev gerne læst om natten. Kurt Daell gik ikke gerne i seng før kl 5 om morgenen, så det hedder sig på daell.dk, at "man skal ikke prøve at få aftaler før efter kl 13."
Daell Senior nærede en inderlig kærlighed til smukke veteranbiler, og havde ligefrem en mekaniker ansat i Harald Nyborg til bl.a. at passe veteranbil-parken, som også gerne blev brugt i reklame-øjemed. Blandt perlerne var en Cadillac Fleetwood Brougham fra 1979, en Maserati Mistral fra 1964 og en Bentley R Continental fra 1954. Samt ikke mindst en rød Plymouth Convertible P15 1947 - en model der kun findes højst ti af verden over.
"Det med bilerne er helt gakgak, sådan økonomist set", har Kurt Daell engang indrømmet. "Men jeg har en brist, ligesom nogen har det med frimærker," sagde den ellers i hverdagen meget sparsommelige mand. Rigdom kommer ikke af ingenting. Udadtil dog gerne generøs.
Til gengæld har Daell Junior en dyb, musisk åre og har nok drømt om at leve af sin sang, hvilket privatøkonomisk som bekendt er noget nær som at samle på gamle biler. Han har arvet sparsommellgheden og ønskede sig f.eks. til sit bryllup et gavekort til Netto.
Det må forventes, at virksomheden med nestors bortgang og den ældste søns virkelyst og arvede forretningstalent står foran nye beslutninger og tiltag.
*Opdateret 20. maj 2025: Begravelsen finder sted fra Taarbæk Kirke onsdag 28. maj 2025 kl. 14. Efterfølgende er der sammenkomst på Bernstoff Slot i Gentofte, oplyser familien i dødsannoncer.
- Han var departementschef i Finansministeriet. Nu kommer han med et opråb til ny regering
- De har brugt årevis på at bekæmpe hinanden. Nu vil de genrejse Konservative som det store centrumhøjre-folkeparti
- Helle Ib: Lars Løkkes ord udstiller, hvad der er i vente. Det kommer til at gøre ondt på S og venstrefløjen
- Rosenkilde fortryder ikke millionaftale om spildte stemmer: "Det er fair nok"
- Socialdemokratiet afviser at have købt stemmer: "Det er noget decideret sludder"


































