EU-spidskandidater er totalt ukendte for danskerne

EP2014: Tre ud af fire danskere har aldrig hørt om de politikere, som de europæiske partier har kørt i stilling til at kæmpe om posten som den næste EU-Kommissionsformand.
Fire af de europæiske partiers spidskandidater til posten som formand for EU-Kommissionen, som danskerne har svært ved at genkende. Fra venstre er det den liberale Guy Verhofstadt, socialdemokratiske Martin Schulz, den grønne gruppes Ska Keller og kristendemokratiske Jean Claude Juncker.
Fire af de europæiske partiers spidskandidater til posten som formand for EU-Kommissionen, som danskerne har svært ved at genkende. Fra venstre er det den liberale Guy Verhofstadt, socialdemokratiske Martin Schulz, den grønne gruppes Ska Keller og kristendemokratiske Jean Claude Juncker. Foto: Roy Wanders//
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Kampagnebusser i rutefart rundt i Europa og tv-debatter i primetime har ikke været nok til, at danskerne har fået øjnene op for, at der lige nu udkæmpes en slags præsidentvalgkamp om posten som næste formand for EU-Kommissionen.
  
Det står klart i en ny måling udført for Altinget.dk af A&B Analyse, hvor kun hver fjerde dansker giver udtryk for at have hørt om socialdemokratiske Martin Schulz, konservative Jean-Claude Juncker eller nogen af de seks andre spidskandidater, der lige nu strides om at blive indstillet til EU-topjobbet via valget til Europa-Parlamentet.

Ifølge målingen er kampagnen i særdeleshed kørt hen over hovedet på de danske kvinder. 92 procent erklærer, at de aldrig har hørt om nogen af kandidaterne.

Paradoksal proces
Dermed står det i hvert fald i Danmark sløjt til med de europæiske politiske partiers omstridte forsøg på at folkeliggøre udvælgelsen af kommissionsformanden ved at lade den politiske gruppe i Parlamentet, der får den største opbakning til valget senere på måneden, stille med deres bud på en ny leder.

Men det overrasker ikke lektor ved Københavns Universitets Institut for Statskundskab, Rebecca Adler-Nissen, der kalder hele processen for paradoksal.

"Det vil jo aldrig blive et præsidentvalg af den simple grund, at man ikke kan stemme på de her mennesker, med mindre de tilfældigvis kommer fra ens eget land. Så projektet er lidt dømt til at slå fejl," siger Rebecca Adler-Nissen, der også peger på, at processen ikke nyder opbakning fra EU's stats- og regeringschefer, der ser det som deres job at finde en kandidat til jobbet.

Fakta
Sådan vælges formanden for EU-Kommissionen
Ifølge EU's regelbog, Lissabon-traktaten, skal Helle Thorning-Schmidt og de andre stats- og regeringschefer med udfaldet af parlamentsvalget in mente blive enige om en kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen. Derefter skal Europa-Parlamentet godkende deres valg.
Parlamentet har dog valgt at opfordre de paneuropæiske politiske partier til at stille med deres egne kandidater forud for valget til Parlamentet. Den politiske gruppe, der får flest stemmer, vil få serveretten til at finde et flertal, som kan bakke op om deres kandidat til posten.

Konservativ er mindst ukendt
Ser man på de enkelte kandidater, er det konservative Jean-Claude Juncker, Luxembourgs tidligere premierminister, der er bedst kendt af danskerne. 16 procent af danskerne har hørt om ham. Herefter kommer den nuværende formand for Europa-Parlamentet, den socialdemokratiske Martin Schulz, som 13 procent genkender.

Den liberale Guy Verhofstadt fra Belgien er kendt af ni procent af danskerne, mens de øvrige kandidater fra den europæiske venstrefløj, United Left, fra De Grønne og fra Piratpartiet alle roder rundt under fem procent.

De lave tal fra Danmark afskrækker dog ikke Brian Synnott, der er presseansvarlig for de europæiske socialdemokraters sammenslutning i Europa, PES, og involveret i kampagnen for at få gjort deres kandidat Martin Schulz til den næste formand for Kommissionen.

"Hvis man ser på det på europæisk plan i for eksempel lande som Frankrig, Spanien, Rumænien, Bulgarien, Østrig og Tyskland, så er bevidstheden meget højere," siger han og skyder blandt andet skylden for danskernes manglende viden på sparsom mediedækning.

Vil ikke skose Helle
Brian Synnott peger også på, at de socialdemokratiske partier i Italien, Frankrig og Spanien aktivt har inddraget deres europæiske kandidat til EU-topjobbet på plakater, i valgvideoer med mere. Men han vil ikke rette nogen kritik mod de danske Socialdemokrater, som ikke har følt nogen trang til at støtte Schulz offentligt.

Heller ikke selv om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tværtimod har gjort klart, at hun ikke nødvendigvis har tænkt sig at støtte op om den kandidat, som Parlamentet finder frem til efter valget.

"Vi har sagt, at partierne skulle gøre det, der var mest fordelagtigt i deres nationale kontekst. Og vi er fuldstændig trygge ved det, som de danske Socialdemokrater har valgt," understreger Brian Synnott.

Bruxelles ser stor succes
Parlamentets generalsekretær Klaus Welle, som regnes som én af chefstrategerne bag det nye demokratieksperiment, mener også stadig, at forsøget er en succes.

"Man kunne være sikker på meget lavere offentlig interesse og endnu mindre vælgerfremmøde, hvis der ikke havde været et klart element af personificering i kampagnen, " forklarede han over for en række journalister i Bruxelles i sidste uge.

Både han og Brian Synnott peger på, at det ville være fuldstændig ødelæggende for den demokratiske legitimitet i udnævnelsen, hvis EU-cheferne efter valget vælger at se bort fra de spidskandidater, som de europæiske politiske partier er stillet med.

Det er dog ikke en frygt, som lektor Rebecca Adler-Nissen fra Københavns Universitet deler.

"Selv hvis de ikke vælger nogen af kandidaterne, så tror jeg ikke, det vil give så store problemer i den brede befolkning, eftersom det er de færreste, der overhovedet ved, at den præsidentkamp kører. Det er mest i Europa-Parlamentet selv, at det vil give problemer," siger hun.

Dokumentation

Hvilke spidskandidater kender danskerne?

Jean-Claude Juncker, EPP, 16,1 %

Martin Schulz, S&D, 13,1 %

Guy Verhofstadt, ALDE, 9,2 %

José Bové, De Grønne, 2,7 %

Ska Keller, De Grønne, 0,8 %

Alexis Tsipras, European Left, 1,7 %

Amelia Andersdotter, Piratpartiet, 2,7%

Peter Sunde, Piratpartiet, 4,9 %

Ingen af dem 75,5 %

Både De Grønne og Piratpartiet har valgt at stille to kandidater op til posten, der går efter jobbet i fællesskab.

 

Sådan har vi spurgt: I forbindelse med europaparlamentsvalget håber en række af de europæiske partier, at de kan få deres spidskandidat udpeget som den næste formand for EU-Kommissionen. Hvilke af følgende spidskandidater kender du?

Kilde: Meningsmålingen er foretaget af A&B Analyse på nettet for Altinget.dk blandt 1092 svarpersoner. Data er vægtede efter Søren Risbjergs seneste gennemsnit, så de er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 24/4-29/4 2014.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Schulz

Fhv. formand, SPD, fhv. formand, Europa-Parlamentet (SPD)
boghandler (1977)

0:000:00