EU - uden europæere og fri for politik

Krisen er i virkeligheden kommet som manna fra himmelen til EU. Befolkningerne oplyses som sædvanligt om, at der ikke findes alternativer - en strategi, som fra begyndelsen har været anvendt til at banke modstandere og skeptikere på plads.

Morten Messerschmidt (DF)
MEP

Af Morten Messerschmidt (DF)
MEP, cand.jur.

Efter arbejderopstanden i Østberlin i 1953 udtalte den berømte tyske digter - og kommunist - Bertolt Brecht sarkastisk, at regeringen måske skulle vælge et nyt folk. Den østtyske befolkning nægtede ganske enkelt at forstå kommunismens lyksaligheder - og indtil august 1961 valgte tusindvis af østtyskere at stemme med fødderne og forlade landet.

Nu vil jeg på ingen måde sammenligne den hedengangne østblok med EU, men noget af mentaliteten kan genkendes: En lille - til dels ikke-folkevalgt - elite, som forsøger at tilrane sig mere og mere magt, en befolkning, der aldrig har efterspurgt en union, og en manglende forståelse for ganske almindelige menneskers liv.

Jeg kan ikke andet end ryste på hovedet, når jeg hører tilhængere efterspørge "et stærkere EU, som tør tage beslutninger hen over hovederne på medlemsstaterne". Hvad i alverden er det for en tankegang? Hvor er den demokratiske kontrol? Hvis de tror, at denne kan findes i Ministerrådet eller Parlamentet, kan de godt tro om igen. Begge steder dominerer tilhængerne.

Noget andet er Kommissionens hykleriske bestræbelser på at virke "folkelige" - eksempelvis borgerinitiativet. Det lyder uendeligt smukt, at en million underskrifter kan bringe en sag frem til Kommissionen. Men Kommissionen kan vælge at ignorere det, ligesom den kan begrunde en afvisning af et forslag med, at det strider mod "ånden" i EU.

På denne måde vil en masse forslag være udelukket på forhånd - for alt, hvad Kommissionen ikke bryder sig om, strider jo mod ånden i EU. Der er tale om en gummiparagraf. Det ser smukt ud på papir, men er værdiløst i den virkelige verden. Kommissionen har effektivt udnyttet den aktuelle gældskrise til at formulere et ønske om mere magt til EU. Først så vi den vanvittige garanti på 750 milliarder euro til Grækenland og dernæst 85 milliarder. Siden fulgte EU-Kommissionen op med krav om kontrol med nationale budgetter og indførelse af en EU-skat.

Krisen er i virkeligheden kommet som manna fra himmelen til EU. I begyndelsen herskede der forvirring, men nu udnytter tilhængerne chancen til at give føderalismetanken et ordentligt "boost". Befolkningerne oplyses som sædvanligt om, at der ikke findes alternativer - en strategi, som fra begyndelsen har været anvendt til at banke modstandere og skeptikere på plads. Det værste er, at EU er i færd med at indsnævre spillerummet for politik. Politik er mulighedernes kunst - men i EU-optikken er muligheder og alternativer en irriterende sten i skoen.

EU er fra sin spæde begyndelse i tiden efter Anden Verdenskrig grundlagt på en udpræget mistro til politikere. Det er forståeligt på baggrund af de blodige begivenheder i Europas fortid, men en afkobling af befolkningerne er ikke vejen frem. Hvis det stod til EU-Kommissionen skulle hele Unionen regeres af ikke-folkevalgte embedsmænd, og alle tvister eller afgørelser af stridigheder overlades til en lige så ikke-valgt EU-domstol. Det er allerede sket i en lang række sager, hvor EU-domstolen har grebet ind i suveræne europæiske landes lovgivning - og dermed forvandlet det højt besungne nærhedsprincip til en dårlig vittighed.

Idealer er smukke, men sjældent forenelige med virkeligheden. Det er meget betegnende, at en tilhænger som Erik Boel ikke gider "diskutere proces". Nej, naturligvis ikke, for findes der noget mere trættende end processer? Der er bare den hage ved det, at djævelen ligger skjult i detaljen, og at foragt for processer netop er foragt for befolkningerne. Lenin og Stalin interesserede sig heller ikke for processer, men kun for resultater.

Vi skal netop diskutere meget mere proces. Befolkningerne skal gøres bekendt med processerne og have lejlighed til at tage stilling til dem ved demokratiske folkeafstemninger. Danskernes oplysningsniveau er allerede meget højt, og den manglende tilslutning til eksempelvis euroen vidner netop om stor indsigt. Men det udelukker ikke, at vi skal have meget mere debat end hidtil. Dansk Folkeparti er parat til at tage den.