EU-valgreform i modvind

VALGREFORM: Pro-europæiske aktører støtter Andrew Duffs valgreform for Europa-Parlamentet, men er uenige om, hvorvidt metoden er den rigtige. Regeringen og MEP'er kalder forslaget sympatisk, men urealistisk.

Den britiske parlamentariker Andrew Duffs ønske om en paneuropæisk valgkreds til parlamentsvalg og intension om at styrke de europæiske partier i princippet er en god idé. Det kniber dog med enigheden, når det kommer til de konkrete forslag, og om tiden er moden endnu. Sådan lyder meldingen fra flere aktører og politikere.

Forslaget til en valgreform i Europa-Parlamentet, som i øjeblikket bliver debatteret i de forskellige udvalg, forventes at komme til afstemning i løbet af maj måned.

Det afgørende punkt i forslaget er ideen om at skabe 25 nye pladser i Parlamentet, der vil blive besat af kandidater, der opstilles i en paneuropæisk valgkreds. Ideen indebærer, at kandidaterne udvælges af grupperne i Parlamentet - ikke i de nationale partier.

Målet med forslaget er, ifølge Andrew Duff, at styrke demokratiet i Europa ved at gøre de politiske grupper i Parlamentet til rigtige politiske partier, i stil med dem vi kender fra de enkelte medlemslande.

Fakta

Andrew Duffs forslag til en valgreform indeholder en række konkrete forslag til ændringer i den nuværende valglov.
Forslaget lægger blandt andet op til en harmonisering af valgreglerne inden for de forskellige medlemslande.
Mest kontroversielt er forslaget om at skabe 25 ekstra mandater i Europa-Parlamentet, der skal vælges fra en fælles, paneuropæiske valgliste.
Ifølge forslaget vil hver EU-vælger have to stemmer, én til valglisten bestående af de nationale kandidater og én stemme til den paneuropæiske liste. De 25 paneuropæiske kandidater skal opstilles af de politiske partier repræsenteret i Europa-Parlamentet.

Forslaget bliver i øjeblikket behandlet i udvalgene i Europa-Parlamentet og ventes at komme til afstemning til maj. For at forslaget kan vedtages endeligt, skal det dog godkendes af Ministerrådet på et senere tidspunkt.

Et skridt i den rigtige retning
Erik Boel, formanden for Den Danske Europabevægelse, er begejstret for forslaget.

"Jeg mener, at det er afgørende, at vi får skabt en europæisk offentlighed som et led i en styrkelse af magten i Europa-Parlamentet. Og her mener jeg, at det er helt afgørende, at vi får skabt europæiske partier," siger Erik Boel, der betegner forslaget som en begyndelse.

Jeg tror, at forslaget er en dødsejler, i alt fald for nuværende

Morten Løkkegaard
MEP (V)

"Det er klart, at vi er ikke i mål med de 25 mandater. Men politik, og EU-politik især, er jo det muliges kunst, og jeg mener, at Duffs forslag er et vigtigt signal og et skridt i den rigtige retning."

Også formanden for foreningen Nyt Europa, Steen Gade (SF), ser forslaget som et udtryk for en rigtig tankegang. Han fremhæver, at Nyt Europa har arbejdet i 10 år mod etableringen af paneuropæiske partier. Han er dog mere skeptisk, når det kommer til metoden, som den kommer til udtryk i Andrew Duffs forslag.

"Vores vej er en anden. Vi mener ikke, at oprettelsen af 25 nye kandidater er den rigtige løsning. Men jeg er helt enig i grundtanken. Efter vores mening har partierne bare fluks at blive europæiske," siger Steen Gade.

I stedet mener Nyt Europa, at man i stedet bør arbejde på at påvirke de politiske grupperinger i Europa-Parlamentet til at opføre sig mere som rigtige politiske partier.

"Vi har stillet forslag om, at de europæiske grupper forpligter sig til at have en slags minimum fællesprogram at gå til valg på, og at de på forhånd udmeldte, hvem de ville pege på som Kommissionsformand. Dermed har vi taget de to nøgleelementer i det at være et rigtigt politisk parti. På den måde kan man identificere de politiske holdninger i partiet som noget uafhængigt af de nationale spørgsmål - og så vil det jo blive et europæisk valg," siger Steen Gade.

En dødsejler
Hos regeringenspartiet Venstre forstår man ligeledes tanken bag Andrew Duffs forslag, men mener ikke, tiden er moden til et så markant politisk skifte endnu.

"Det er jo et spørgsmål om at flytte sig fra det nationale over til det ideologiske, og det kan jeg godt forstå, man i EP synes er en rigtig god idé. Men det er jo ikke noget, der kan lade sig gøre, hvis der ikke er forståelse for det ude omkring i medlemslandene. Og jeg tror, det bliver meget svært at overbevise den danske befolkning om lige nu," siger Venstres EU-ordfører Flemming Møller.

Den samme holdning finder man hos partifællen Morten Løkkegaard, MEP for Venstre. Han understreger, at han har den største respekt for Andrew Duff, som han til dagligt deler gruppe med i Europa-Parlamentet. Morten Løkkegaard forudser, at forslaget vil møde massiv modstand fra de små og mellemstore lande, der risikerer at miste indflydelse i Parlamentet, hvis forslaget vedtages.

"Jeg mener, at forslaget i sin nuværende form alt andet lige er en favorisering af de store stater. Kandidater fra disse stater har en helt anden gennemslagskræft end kandidater fra de mindre lande. Så Andrews påstand om at han møder bred opbakning til sit forslag i alle partierne, skal man nok tage med et gran salt," siger Morten Løkkegaard.

"Det er utrolig dårlig timing lige nu, uanset om jeg er grundlæggende enig i tanken bag forslaget. Det skal nok komme komme til afstemning, dog er det et spørgsmål, hvilken skæbne det vil lide. Og det er uklart, for at sige det pænt. Jeg tror, at forslaget er en dødsejler, i alt fald for nuværende," spår Morten Løkkegaard.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Boel

Forfatter, fhv. International sekretær, Socialdemokratiet 1992-2003 og forstander for Europahøjskolen og Krogerup
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981)

Steen Gade

Foredragsholder, skribent, fhv. formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål
Lærer (Herning Seminarium 1969)

Flemming Møller

Fhv. MF (V)
cand.med.vet. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1980)

0:000:00