Fl. Chr. Nielsen: Brødristeren er den svages værn mod det totalitæres metastaser

KOMMENTAR: I sidste øjeblik opgav regeringen et forslag om at samkøre borgernes elforbrug med deres bopæl. På den måde skulle masseovervågning have afsløret offentligt forsørgede med fiktiv adresse, men sæt i stedet hjerter og hjerner ind, hvor der er formuer at hente, skriver Flemming Chr. Nielsen.

Hvem skulle tro, at en brødrister pludselig kunne være et kampvåben imod statslig masseovervågning af borgerne? En brødrister er jo cirka lige så sexet som en radiator. Hvordan kan den hamle op med håndgranater og vejsidebomber? Den kan vel højst give anledning til en dydsiret test af diverse fabrikater?

Nej, under de rette omstændigheder kan et batteri af brødristere sabotere et politisk overgreb mod dit privatliv.

For hør nu her.

I upåagtet stilfærdighed har regeringen boltret sig i våde drømme om at overvåge samtlige danskeres elforbrug. En indledende gnist i en natlig beskæftigelsesminister-fantasi blev til den perversion, at Udbetaling Danmark fremover skulle samkøre oplysninger om vores elforbrug med vores private bopæl. På den tavse facon kunne der nemlig afsløres snyd med sociale ydelser.

Den totale overvågning af tre millioner elforbrugere vil dog ifølge vicedirektør Birgitte Arent Eiriksson i tænketanken Justitia højst afsløre 700 snydere, og samme vicedirektør spørger med rette, om det kolossale apparat er foreneligt med vores endnu gældende ret til privatliv.

Flere og flere data indsamles. Mere og mere kontrol ophobes om det privatliv, der indtil videre er beskyttet i Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Men oftere og oftere hører vi konventioner ”udfordret” og ”kantgået,” fordi de vurderes som en utålelig hindring for magtens edderkoppespind og dens giftige sekreter.

Her er det, brødristeren kommer ind som et overset forsvarsmiddel mod invasionen af vores intimsfære. En kontanthjælpsmodtager eller en anden såkaldt ”social klient” gøres akut kriminel, hvis han eller hun foretrækker sin kærestes selskab frem for evig ensomhed i den et-værelses. Elmåleren blotlægger kriminaliteten.

”Huskede du nu at tænde for brødristeren i din tomme lejlighed?” spørger kæresten.

”Ja, min elskede.”

Dermed er den paranoide stat hindret i at kræve overlevelseshjælpen inddraget. Med en tilsluttet brødrister eller en hel kollektion – gerne med indbyggede timere – på den forladte bopæl har privatlivets krav på fredhellighed udfordret snageriet.

Men lad os som vicedirektøren i Justitia holde os til de 700 potentielle småsyndere, der hver især fra det offentlige modtager cirka 10.000 kroner om måneden (nogle af pengene vender tilbage som indkomstskat).

Det er i aller-allerværste fald og med mistænkeliggørelsen i topform en årlig udgift på mindre end 85 millioner kroner. Så for de småkriminelle elskendes skyld ville regeringen iværksætte sin altomfattende elregistrering, og bortset fra Enhedslisten og Alternativet blev hele Folketinget til energiske Duracell-kaniner af indeklemt mobbe-fornøjelse.

Klummeskriveren skal undlade at opremse de langt mere givtige indgreb i milliardklassen, hvor Folketingets flertal modsat agerer som skræmte strudse, så vi nøjes med det beskedne snyde-udvalg, der indledes med bogstavet S: Stråmænd, Skuffeselskaber, Skånevaskerier, Skattely.

Lad os i stedet fryde os over, at fagbevægelsens og den juridiske sagkundskabs indvendinger sidst i august fik beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til omsider at trække fantasien om den elektriske samkøring tilbage. Det sydende sekret blev opgivet som en spionagemulighed mod borgerne.

Vrangvilligt og fodslæbende, må vi antage, for politiske drifter er ustyrlige, når de rettes mod laverestående borgere. Hvis drifterne neddæmpes af en kold afvaskning, hittes der omgående på alternative benspænd for de udsattes privatliv. Hvad ligner det for eksempel, at biblioteker ifølge en borgerlig cheføkonom ”gør det mere attraktivt at være på offentlig forsørgelse, for så har man mulighed for at surfe gratis på internettet og gratis læse aviser og blade”.

Fatter du foragten hos de magtfulde, din dovne hund! Hvis de en dag forlanger, at du skal give hånd ved mødet med en højerestående, så læg en rødbedesaft-sivende forbinding om din tommeltot, og du undgår din ydmygelse.

Bemærk altså venligst den totalitære slyngplante, der hastigt metastaserer ud over vort land. For mindre end en menneskealder siden ville den have gjort DDR-kollaboratører gulgrønne af misundelse – eller ligblege af forargelse.

Modsat vore egne sad DDR-statens kontrollanter ved vakkelvorne skriveborde med brøstfældige skrivemaskiner, slidte farvebånd, forsuttede blyanter, krøllet karbonpapir og kaffeplettede indberetninger. Det kunne tage uger og måneder at opsnuse en antisocialistisk borger. Hos os er tempoet anderledes effektivt og maskinelt, renskuret og hygiejnisk. Lav en samkøring klokken 13.01.00, og den anti-markedsøkonomiske borger spræller i edderkoppenettet klokken 13.01.15.

Men bag parfumerede fraser om demokrati og ligestilling er ideologien den samme Jantelov: Du skal ikke tro, du er lige så meget som os.

Derfor, regering og konsorter, lad den mislykkede samkøring af elforbrug og kærlighedsliv være jer et stød over fingrene og en tiltrængt hjertestarter. Sæt jeres nu så skindøde hjerter og hjerner ind, hvor der er formuer at hente. Hold jeres grabber og jeres lurende blikke væk fra de beskedne glæder hos fattigfolk og fra selvforsvarets brødristere og rødbedesaft.

-----------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen "Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år". Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Jarl Cordua: Kæk Thulesen Dahl påtager sig håneretten Jarl Cordua: Kæk Thulesen Dahl påtager sig håneretten Næste artikel Lisbeth Knudsen: Lad os nu få en ærlig sundhedsdebat Lisbeth Knudsen: Lad os nu få en ærlig sundhedsdebat
Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

FOLKEMAGT: Det er nu et år siden, at europæerne rystede den politiske pose og sendte et nyt hold repræsentanter til Europa-Parlamentet. Men Brexit, corona og institutionelt fnidder har afholdt Parlamentet fra rigtig at finde sine ben.