Flere ukrainske børn på vej: Regeringen vil have pensionerede lærere og pædagoger tilbage i arbejde

Regeringen forbereder sig nu på, at 100.000 ukrainske flygtninge kommer til Danmark. Det kan skoler og daginstitutioner ikke klare under de nuværende forudsætninger, siger børne- og undervisningsministeren. Hun opfordrer derfor blandt andet pensioneret personale til at vende tilbage i arbejde.

<span>En
hjælpende hånd fra pensionerede lærere og pædagoger samt&nbsp;pædagog- og lærerstuderende skal sikre ukrainske børn en god hverdag i skoler og dagtilbud, lød budskabet fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).<br></span>
En hjælpende hånd fra pensionerede lærere og pædagoger samt pædagog- og lærerstuderende skal sikre ukrainske børn en god hverdag i skoler og dagtilbud, lød budskabet fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Simon Lessel Tyson W. Lyall

En opgave, som ikke kan løses inden for de normale rammer.

Sådan beskrev børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på et pressemøde fredag den opgave, skoler og dagtilbud står over for med modtagelsen af ukrainske flygtninge.

Regeringen forbereder sig nemlig nu på, at der kommer op mod 100.000 ukrainske flygtninge til Danmark. Det er langt over de 20.000 flygtninge, regeringen estimerede ved krigens udbrud.

Ifølge ministeren kommer skoler og daginstitutioner ikke til at kunne klare presset uden nye, særlige tiltag.

Hun forventer blandt andet, at langt de fleste skoler vil oprette nye modtagerklasser til at tage imod de mange ukrainske børn og unge.

Samtidig betyder manglen på arbejdskraft – særligt på dagtilbudsområdet – at man ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil bliver nødt til at tænke i kreative løsninger lokalt.

Derfor opfordrer hun pensionerede lærere og pædagoger samt lærer- og pædagogstuderende til at trække i arbejdstøjet og hjælpe til i skoler og dagtilbud.

”Det vil gøre en kæmpe forskel i de ukrainske børns liv, at man melder sig til de opgaver, der kommer,” lød det fredag fra ministeren.

Det vil gøre en kæmpe forskel i de ukrainske børns liv, at man melder sig til de opgaver, der kommer.

Pernille Rosenkrantz-Theil, Børne- og Undervisningsminister, Socialdemokratiet

Kommunerne ender ikke som sorteper

Med sidste uges særlov er ukrainske flygtninge sikret hurtig opholdstilladelse i Danmark.

Skoler og institutioner har derfor kort tid til at omstille sig til den ekstra opgave.

Regeringen og KL har aftalt, at den økonomiske hjælp til opgaven først bliver afklaret under forhandlingerne om kommunernes økonomi senere på året.

Tidligere på ugen gik Danmarks Lærerforening, Skolelederne og Skole og Forældre ellers ud med en fælles opfordring om at sikre kommuner og skoler klare rammer og vished om finansiering nu.

På pressemødet fredag understregede udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S), at der ”selvfølgelig” vil følge ekstra penge med til de nye opgaver.

Udlændinge- og integrationsministeren benyttede lejligheden til igen at understrege, at økonomien forhandles på plads mellem KL og regeringen i de kommende økonomiforhandlinger.

”Kommunerne kommer ikke til at ende som sorteper. De ekstra økonomiske udgifter vil blive håndteret i de økonomiske forhandlinger mellem regeringen og kommunerne, som vi står lige foran,” sagde Tesfaye.

Læs også

Kigger mod de pædagogiske assistenter

Pernille Rosenkrantz-Theil lagde på pressemødet særligt vægt på, at landets børnehaver og vuggestuer bliver udfordret i den kommende tid.

”Der er ganske simpelt ikke plads og rammerne er væsentligt udfordrede. Derfor vil det gå ret hurtigt med, at man ikke forsvarligt kan indlemme de nytilkomne ukrainske børn i de eksisterende rammer,” sagde hun.

Derfor vil regeringen nu gå i dialog med kommunerne om at finde ”fleksible” måder at håndtere de nye børnegrupper på.

I drøftelserne vil regeringen appellere til, at kommunerne bringer de pædagogiske assistenter i spil.

”Jeg vil i drøftelserne med kommunerne opfordre til at bruge de pædagogiske assistenter, som er en af de få grupper, der faktisk er arbejdsløshed i blandt,” sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Rosenkrantz-Theil

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Mattias Tesfaye

Justitsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)