Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Vi skal lade os inspirere af flygtninges tillid til Europa

De flygtninge, der anses for at være et problem i Europa, er også med til at vække et håb, fordi de har tillid til vores humanistiske tradition. De har tillid til, at vi lever med hjerter af kød og ikke af sten. Lad os inspirere af den tillid, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.

"Mismodet og magtesløsheden lægger sig med pigtrådseffekt om følelse og tanke, men ikke hos dem, der ser Europa udefra," skriver Peter Skov-Jakobsen.
"Mismodet og magtesløsheden lægger sig med pigtrådseffekt om følelse og tanke, men ikke hos dem, der ser Europa udefra," skriver Peter Skov-Jakobsen. Foto: Us Air Force/Reuters/Ritzau Scanpix
Peter Skov-Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Billederne er ikke til at holde ud. Menneskers forvredne ansigter. De er bange. Panikken stirrer på verden. De klamrer sig til et fly og falder som strejf mod jorden. Men det var ikke en skygge eller et strejf, det var et menneskeliv, der styrtede i døden.

Ser vi væk? Slår vi blikket ned? Lader vi mismodet tage over? Spreder magtesløsheden sig i vores indre? Overgiver vi os til fornemmelsen af at have indkasseret endnu et nederlag?

Resignerer vi og taler om, at demokrati og retsstat ikke sådan kan eksporteres, og krydrer det med selvkritik, nemlig, at vi gjorde det for vores egen skyld og for vores økonomiske interesser?

Når jeg bladrer gennem hukommelsens billeder, aviserne, bøgerne og nyhedsformidlingen, så forstår jeg godt, hvis nogle er ved at overgive sig til kynismen og fandenivoldskheden. Jeg forstår godt de unge, der spørger:

Håb! Undskyld, men er du rigtig klog? Hvad bilder du dig ind, at du vil binde mig det begreb på ærmet? Ser du ikke nyhederne? Kan du ikke se, at klimaet, fanatikerne og de kynisk udspekulerede har taget magten fra os?

Om skribenten

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. 

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Mismodet og magtesløsheden lægger sig med pigtrådseffekt om følelse og tanke, men ikke hos dem, der ser Europa udefra.

"Vi tror, at når I ser os foran jer, vil I ikke lade os dø. Derfor kommer vi til Europa,” siger nordafrikaneren Isa El-Mahdi i filmen "Marchen” fra 1990.

Han udtrykker tillid til vores medmenneskelighed. Han har en idé om, hvad europæisk kultur er. Han læser vores filosoffer, lytter til vores retslærde, hører vores musik og ser vores måder at indrette staterne på. Han ser vores måde at tænke økonomisk og ser vores måde at fordele velstanden på og udtrykker håbet: I vil ikke lade os dø!

Europæisk kultur og politik rummer alt fra barbari til retsstat - alt fra tragedie til lykke.

Bare i løbet af det 20. århundrede har vi oplevet grusomheder, som vi aldrig troede, vi kunne rejse os fra. Mindretal er lagt for had og næsten udryddet. Politiske modstandere er gjort tavse. Vi har taget våben i brug, som er så effektive, at vi kan ødelægge jorden. Vi har oplevet krig og rædsler, som gjorde tanken tom og lammede følelsen.

Jeg minder mig selv om mennesker som Isa El-Mahdi for at finde lyspunkter midt i magtesløshedens lammelse. Jeg minder mig selv om, at der er nogle, der har forhåbninger til min kultur.

Lige nu er de, der flygter til Europa og beder om vores hjælp, med til at minde mig om, at hos os tænker vi på forholdet mellem ret og magt.

Europas fortælling er ikke kun en beretning om velfungerende økonomier og stater, der inddrager borgerne i samtalen. Det er også en fortælling om forsoning mellem fjender.

Peter Skov-Jakobsen, kommentarskribent

De, der anses for at være et problem i Europa, er også med til at vække et håb, fordi de har tillid til vores humanistiske tradition. De har tillid til, at vi lever med hjerter af kød og ikke af sten. De har tillid til, at den jødisk-kristne tradition betyder, at hos os kommer vi mennesker til undsætning.

Jeg er på udkig efter lyspunkterne, når jeg hører den unge sprogofficer udtrykke, at de kvinder, hun talte med i Afghanistan, fik et indtryk af, at de betød noget. At deres hverdag og syn på sig selv blev forandret af samtalen. Er det ikke et lysstrejf, som vi kan bygge og håbe på?

Kalder hele situationen, som efterlader et sortsyn og en fornemmelse af nederlag, ikke på, at vi besinder os og overvejer den panik, som flygtninge og asylsøgende har bragt ind i vores politiske og kulturelle samtale?

Er det ikke nu, vi skal lade os inspirere af deres tillid til os, huske Europas fortælling og minde os selv om, at ligesom vi rejste os efter store verdenskrige og politiske katastrofer, sådan kan verden også rejse sig.

Europas fortælling er ikke kun en beretning om velfungerende økonomier og stater, der inddrager borgerne i samtalen. Det er også en fortælling om forsoning mellem fjender.

Vi er kommet fra arvefjendskaber og afsindig vrede. Vi lever med fjendskaber og mistro, men forsøger at overvinde vores tilbøjeligheder.

Indtil nu har kriserne i vores historie ikke gjort os tavse og håbløse. Det er som om, der kan skabes nye indsigter ud af kaos.

Jeg håber ikke, at længslen efter demokrati, retsstatsprincipper og velfærdsmodeller forstummer. Forhåbentlig vil humanismen, de politiske tænkere sammen med de forskellige religioner finde veje og skabe en politisk virkelighed.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion