FN-chef: Ulandshjælp er ikke nok, men en katalysator

FIK DU LÆST: For at nå i mål med de ambitiøse FN-verdensmål spiller traditionel udviklingsbistand en mindre rolle for finansieringen. Men bistand har en vigtig katalytisk effekt, man ikke må glemme. Det mener chefen for FN’s Udviklingsprogram, Helen Clark. (Bragt første gang i marts 2016)

I september 2015 satte 193 statsledere deres underskrift på de mest ambitiøse mål nogensinde i FN’ historie - og måske i verdenshistorien.

Nu skal ekstrem fattigdom udryddes, og alle skal have et arbejde inden 2030, lyder to af de 17 såkaldte verdensmål fra FN.

Og allerede her i starten af 2016 oplever chefen for FN’s Udviklingsprogram (UNDP), 66-årige Helen Clark, at der er stor opbakning til de nye verdensmål.

”Jeg tror, at der er en følelse hos alle lande om, at ting kan gøres bedre. Også i rige lande som Danmark, der ligesom alle andre vil blive målt på,” siger hun til Altinget.

Over 80 lande har allerede efterspurgt hjælp fra FN til at implementere målene i både deres udviklings- og indenrigspolitik, påpeger FN-chefen, der rangerer som den tredje mest magtfulde med ansvar for FN's største udviklingsorganisation.

”Den her dagsorden virker kun, hvis folk tager den alvorligt. Men fordi udviklingen af målene har foregået med inddragelse af alle lande og civilsamfundet, har det givet et større ejerskab,” siger Helen Clark.

Forud for vedtagelse af målene lå omkring tre års forarbejde og forhandlinger, mens de tidligere mål er født i FN-systemet uden brede forhandlinger.

UNDP har et budget på ca. 4,5 milliarder dollars, er til stede i 166 lande og holder status på, hvordan det går med FN-målene.

Konflikter bremser
Nogle kritiserer målene for at være for optimistiske, på grænsen til naive. Hvad mener du?

”De er i hvert fald ambitiøse. Men jeg tror godt, at man kan udrydde ekstrem fattigdom inden 2030. Det kræver dog, at eksempelvis et land som Sydsudan ikke er i samme tilstand som i dag,” siger hun.

Sydsudan har haft en blodig borgerkrig siden 2013. Og netop det rekordhøje antal af konflikter, der har fordrevet over 60 millioner mennesker fra deres hjem på verdensplan, bekymrer Helen Clark.

”I konflikter går det baglæns med udviklingen og målet om at udrydde eksempelvis fattigdom. I Syrien har folk aldrig levet i fattigdom, men det gør de nu. Det er konsekvensen af krig. Derfor kræver opfyldelse af målene et vist niveau af fred og stabilitet,” siger hun.

Men det er ikke kun omfanget af konflikter, der kan stå i vejen for indfrielse af målene. Også naturkatastrofer og en træg økonomisk vækst på verdensplan kan bremse målene, lyder konklusionen fra FN-chefen.

FN’s klimapanel anbefaler, at temperaturstigningerne som følge af globalopvarmning helst ikke skal overstige to grader frem mod 2100, hvis man skal sikre sig mod de værste konsekvenser.

Trods den globale klimaaftale, der blev indgået i Paris i november 2015, estimerer FN fortsat en temperaturstigning på omkring 2,7 grader: ”Og det er endda optimistisk, og derfor skal vi nå at gøre meget mere,” lyder det fra den tidligere New Zealandske premierminister.  

Den største barrier er verdensøkonomien, der ifølge hende ”stadig er træg og aldrig er kommet sig helt oven på finanskrisen”.

”Mange lande kæmper stadig med at få acceptable niveauer af vækst. Og nu ser det ud til, at vækstøkonomier som Brasilien og Kina også oplever fald i væksten. Og Kinas faldende vækst har en stor betydning for væksten for mange fattige afrikanske lande,” siger Helen Clark.

Katalytisk funktion
Hvordan ser du rollen for traditionel udviklingshjælp i fremtiden?

”Udviklingsbistand er stadig vigtigt for det overordnede arbejde, men den spiller en mindre rolle i den samlede finansiering af målene,” siger hun.

FN skønner nemlig, at det vil koste mellem 3.300 og 4.500 milliarder dollars om året at realisere målene, hvilket omtrent svarer til USA’s statsbudget for 2016. Til sammenligning gav alle OECD-lande ca. 135 mia. dollars i udviklingsbistand i 2014.

Men traditionel udviklingsbistand har fortsat en meget vigtig rolle at spille for at nå målene, fordi midlerne ofte har "en katalytisk funktion", som FN-chefen kalder det.

"Tag eksempelvis Tunesien, som er en af de eneste mellemøstlige lande, der har oplevet en succesfuld politisk transformation i kølvandet på det arabiske forår. Med hjælp fra lande som Danmark er det lykkedes med blandt andet ekspertstøtte at styrke en national dialog om, hvordan den nye forfatning skulle se ud,”  siger hun.

”Når vi støtter valgprocessen, har det været en katalytisk støtte, der er meget vigtig til at bygge de institutioner i staten, der danner fundamentet for en velfungerende stat,” tilføjer hun.

Og allerede nu er man i Tunesien i gang med at støtte nye, uafhængige institutioner som en sandhedskommission, der skal kigge på fortidens fejl. Og en mediekommission, der skal sikre frie medier.

Det går for langsomt
De rigeste lande har lovet at nå op på at give 0,7 procent af deres BNI i udviklingsbistand. Hvordan er muligheden for at nå det mål?

”Det går langsomt. De udviklede lande lovede igen sidste år, at de ville løfte deres niveau. Men samtidig ser vi også lande, der skærer ned og går den anden vej. Nogle lande øger efter krisen, men andre skærer ned,” siger Helen Clark.

Danmark er et af de lande, der har skåret i sit bistandsbudget, blandt er næsten 200 millioner kroner til UNDP og en tredjedel af de samlede FN-bidrag skåret væk. Venstre-regeringen har således skåret ca. tre milliarder kroner, så man er lige over FN’s anbefalede niveau på 0,7 procent.

Ser du det som et signal til andre lande, at det er ok at skære ned, når nogle lande er begyndt at skære?

”Udviklingslandene er bekymret over udviklingen. Der er mange behov. Og når de rige lande skærer ned, bliver det bemærket,” siger hun.

Vend debatten!
I EU fokuserer den politiske debat hovedsageligt på flygtningekrisen. Hvordan ser du debatten og de løsninger, der er lagt på bordet?

”Vi ser problemet fra en anden side, end EU har gjort. Og det handler om at sikre fred, der er desperat brug for. Alle mulige diplomatiske løsninger skal i spil, så de forskellige fraktioner kan se en vej ud af borgerkrigen. Det er første skridt,” siger hun.

Ud over en øget diplomatisk indsats er der akut brug for øgede udviklings- og nødhjælpsindsatser i Syrien og nærområderne. Over fire millioner syrere har rejst og skabt en kæmpe udfordring for ikke kun Libanon og Jordan, men også de kurdiske områder i Irak, Tyrkiet og Egypten.

”Men der stadig er der 19 millioner i Syrien, der forsøger at hænge i. Og det har de brug for hjælp til,” siger hun og advarer mod konsekvenser, hvis man ikke gør det:

”Og hvis folk ikke bliver hjulpet i Syrien eller i nærområderne, kender vi konsekvenserne – folk tager væk for at komme til Europa. Derfor skal der investeres i nødhjælp og udvikling i Syrien og nærområderne,” lyder det.

Bistanden udhules
Helen Clark mener derfor, at EU’s støtte til Tyrkiet er vigtig. Tyrkiet har brugt omkring 10 milliarder dollars af deres egne ressourcer på at hjælpe de ca. 2,2 millioner flygtninge i landet.

”Det er vildt mange penge. Og de har også åbnet deres arbejdsmarked til syrere i særlige sektorer. Der er ved at blive skabt et system, hvor de kan overleve selv – men der brug for job, boliger, skoler osv. Det samme gælder for Libanon og Jordan,” siger hun.

”Hvis noget skal takle de store flygtningestrømmene, må man derfor gå til roden af problemet,” slår Helen Clark fast.

Udviklingsbistanden er for en stor del af EU-lande med til at betale for de stigende udgifter til flygtninge i Europa. Hvad siger du til den udvikling?

”Sandheden er, at der er færre penge alligevel til udviklingsarbejde i stabile lande, når donor-landene tager pengene fra udviklingsbistanden. Og det er bekymrende,” siger hun.

Forrige artikel Året der gik: Effektiviseringer i forsyningssektoren Året der gik: Effektiviseringer i forsyningssektoren Næste artikel Flygtningenævnet genoptager sag om asyl til lesbisk ugander Flygtningenævnet genoptager sag om asyl til lesbisk ugander