Debat

FOA-formand: Sygeplejersker skubber sosu'er ud af hospitalerne

DEBAT: En del af personalemanglen i sundhedsvæsenet skyldes, at sygeplejefaglige ledelser har skubbet sosu'er ud eller behandlet dem så dårligt, at de har søgt andre steder hen. Det skal regionerne gøre noget ved, mener FOA.

Det må ikke være fagsnobberi, der styrer vores sundhedsvæsen, mener Torben Klitmøller Hollmann fra FOA.
Det må ikke være fagsnobberi, der styrer vores sundhedsvæsen, mener Torben Klitmøller Hollmann fra FOA.Foto: Pressefoto/FOA
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Torben Klitmøller Hollmann
Formand, social- og sundhedssektoren, FOA

Der er en stor udfordring, som ikke er adresseret i de debatter, som vi lige nu har om vores fremtidige sundhedsvæsen.

Vi ved det godt, men vi taler ikke om det. Det er en offentlig hemmelighed. Og hvis regionerne vil noget med vores sundhedsvæsen, skal der handling til.

Vi ved, at vi står over for en kæmpe udfordring i vores sundhedsvæsen, som penge ikke kan løse. Der kommer til at mangle personale til at løse alle de opgaver, der er og kommer til at være i sundhedsvæsenet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Dårlig behandling af sosu'er
Både kommuner og regioner skriger efter faglært personale til at varetage de opgaver, som der er.

En af årsagerne til den personalemangel er desværre, at vi gennem en årrække har oplevet, at de sygeplejefaglige ledelser har skubbet social- og sundhedsassistenter ud eller behandlet dem så dårligt, at de har søgt andre steder hen.

Opskriften skal være de rette hænder til de rette opgaver. 

Torben Klitmøller Hollmann
Formand, social- og sundhedssektoren, FOA

Lad os lige se på tallene, for de taler deres eget tydelige sprog.

I 2009 arbejdede der 31.922 sygeplejersker i regionerne. I dag, ti år efter, er det tal steget med ti procent til 35.050. I samme periode er antallet af sosu-assistenter faldet med hele 38 procent, fra 11.141 personer til 6.900.

Hvad har det af konsekvenser, og betyder det i det hele taget noget, kan man så spørge? Og det kan jeg love, at det gør.

Har haft konsekvenser
Vi ser lige nu i Region Midtjylland, at de mangler specialuddannede sygeplejersker, fordi de ikke har fået dem uddannet.

Havde man beholdt social- og sundhedsassistenten, kunne de varetage opgaver, så sygeplejersken kunne varetage de specialopgaver, der er.

Vi ser over hele landet flere patienter på sygehusene, der ikke får deres basale behov dækket såsom bad, mad og drikke.

Vi mangler også den snak, den samtale, der skal til, for at patienten føler sig hørt og ved, hvad det er, der foregår på sygehuset.

Flere bliver udskrevet, uden at hjem og kommune er klar. Det betyder, at patienten bliver genindlagt eller får et længere forløb.

Det er en del af konsekvenserne af den nedgang i sosu-personale, som vi har oplevet de senere år.

Bidrager til god patientudskrivelse
En social- og sundhedsassistent er uddannet til at se på patienten fysisk, psykisk og socialt.

Det betyder, at når social- og sundhedsassistenten er inde over, så sikrer hun eller han sig, at kommunen ved, at patienten kommer hjem.

Så er der en til at tage imod, hjælpemidlerne er der, og der er mad i køleskabet.

Social- og sundhedsassistenten kender det kommunale område, de har en lang praktik der, så de kan løse de små ting, der er vigtige for patienten.

De ved, hvem de skal ringe til for at få de ting, der er nødvendige, for at patienten får en god udskrivelse.

Tag øjeblikkeligt ansvar
Regionerne må tage ansvar nu. De må sørge for, at de sygeplejefaglige ledelser bruger de rette folk til de rette opgaver, så vi kan få det hele til at hænge sammen.

Det betyder, at vi skal se på, om opgaverne er rigtigt placeret i dag.

Det må ikke være fagsnobberi, der styrer vores sundhedsvæsen. Lægen skal bruge sin tid rigtigt, og måske kan sygeplejersken løse specialiserede opgaver, som læger løser i dag.

Social- og sundhedsassistenten skal have lov til at bruge de kompetencer, som deres autoriserede sundhedsuddannelse giver dem  −opgaver, der i dag måske varetages af sygeplejersker.

De rette hænder til de rette opgaver
Samtidig skal vi også kigge nærmere på alle de andre faggrupper i sundhedsvæsenet, som for eksempel ergoterapeuter, fysioterapeuter, serviceassistenter og portører.

Opskriften skal være de rette hænder til de rette opgaver.

Når alle de faggrupper spiller sammen, får patienten den bedste behandling med den højst mulige kvalitet. Det må regionrådene sørge for, nu hvor deres sygeplejefaglige ledelser ikke kan finde ud af det.

Hvis de vel at mærke vil noget med vores sundhedsvæsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torben Klitmøller Hollmann

Centerchef for sundhed og ældre, Næstved Kommune, bestyrelsesmedlem, Alkohol & Samfund
social- og sundhedsassistent, ma. i organisationspsykologi

0:000:00