Førstedamen i forventningernes fedtefad

WASHINGTON DC - USA's feminister og debattører er gerådet i slagsmål om den amerikanske førstedame, Michelle Obama. Især på venstrefløjen havde mange forventet, at hun i sin mands anden regeringsperiode ville springe ud som "sig selv" - en modig, veltalende, veluddannet og politisk interesseret kvinde med en slagfærdig humor, der kunne påvirke den politiske dagsorden på tunge områder. Men de er blevet skuffede, og nu er en debat om førstedamens rolle i det 21. århundrede blusset op for lys lue.

Det er i hvert fald sådan, mange ligestillingsorienterede kvinder forestillede sig, at hun er under den polerede fernis, der er næsten umulig at slippe ud af i den institutionelt besværlige rolle. På den ene side har man magt, på den anden side er man ikke er valgt at forvalte den. På den ene side er man en offentlig frontfigur, der forventes at bakke op om præsidenten 100 procent, men på den anden side må man ikke ses som et menneske med en personlig dagsorden. Det klassiske eksempel på hvor galt det kan gå, hvis man forsøger, er nu som før Hillary Clintons fejlede sundhedsreform, fra dengang hun beboede The East Wing i Det Hvide Hus.

Endelig er der et krav om, at førstedamen også netop er en "dame" i ordets klassiske forstand: en velklædt familieorienteret skikkelse, som den amerikanske modeindustri kan kappes om at designe især kjoler og jakker til, og som er mor og har sin egen opskrift på småkager.