Folketinget har meget at takke Olsen for

NEKROLOG: Folketingets formand 1994-98, tidligere minister, professor, dr.polit. & scient.soc. Erling Olsen (S), Klampenborg, er død, 84 år.
Snapshot af Erling Olsen 6. maj 2011 i anledning af Europadagen. Med mikrofonen hans fagfælle, tidligere professor Niels Thygesen.
Snapshot af Erling Olsen 6. maj 2011 i anledning af Europadagen. Med mikrofonen hans fagfælle, tidligere professor Niels Thygesen.Foto: Rasmus Nielsen/Altinget.dk

Af Rasmus Nielsen
Chefredaktør

I TI ÅR har han, afdøde Erling Olsen, holdt øje med Altinget.dks redaktion ude på Ridebanen - dér fra sit lærred i hjørnet. Malet af Peter Martensen efter Olsens afgang som folketingsformand i 1998. Et gennemarbejdet studie, som oprindeligt var tænkt som det officielle portræt til Folketinget, indtil maleren over en nat malede Olsen igen, nu bare i én brun farve, blandet med hvidt. Model og maler valgte det brune, og så var versionen med flere farver til overs.

"Det maleri skal du og Annette have", sagde kunstneren som en selvfølgelig, generøs gestus. Men nej, den gave kunne den erfarne og i enhver forstand ordentlige socialdemokrat ikke tage imod.

"Hvad kunne Ekstra Bladet ikke finde på at skrive?" Han ville ikke med den ene hånd have Folketinget til at betale for et officielt portræt og så med den anden modtage et maleri som personlig gave.

At være ordentlig var en personlig karakteristik, Erling Olsen gerne satte på dem, han respekterede og holdt af. Selv var han det i usædvanlig grad, hvilket krøllen om maleriet illustrerer.

NATIONALØKONOM OG TIDLIGERE RUC-rektor Erling Olsen var ud af en fin familie og selv begavet ud over det sædvanlige - som sin bror, tidligere rigsantikvar Olaf Olsen. Han blev socialdemokrat, sit partis politiske ordfører og boligminister for Anker Jørgensen tilbage i 1978. Men det var senere, som justitsminister for Poul Nyrup Rasmusen i den korte periode 1993-94, at lune "ugle-Olsen" fik sit folkelige gennembrud.

Han lærte os, at man kan slippe afsted med stort set hvad som helst, bare man husker at sige undskyld. Da samme Olsen langt tidligere havde skrevet hemmelige sandheder om sit partis top og regering under pseudonymet Mefisto i formdidagsavisen, fik han så rigeligt grund til at sige: - Undskyld.

UDEN AT FORNÆRME nogen skal det i dag fremhæves, at Erling Olsen er den betydeligste folketingsformand siden H. P. Clausen. Olsen fik sin plan igennem om mange nye medarbejdere til partigrupperne og folketingsmedlemmerne, så de var bedre rustet til armlægningen med regering og EU. Det gav virkelig Folketinget som institution et skub fremad. Nu var der ikke længere nogen over eller bare ved siden af det danske parlament.

Det var i Erling Olsens tid, at der blevet taget initiativ til mega-successen "Politiker-for-en-dag", hvor store skolebørn i et rollespil med hinanden kan prøve, hvordan det er at være politiker på vej mod et kompromis og resultater. Han var stolt den dag, centret åbnede i dronningens gamle pulterrum i en afkrog af Christiansborg.

Ingen personligheder bliver store, uden at de også kan være spidse og spydige. Erling Olsen var det bare med en sådan charme, at man kun kunne holde af ham. "Folketinget var den første, der tænkte på at komme på nettet - og vi var den sidste, der kom det", sagde Olsen med slet skjult kritik af den tid, hvormed Folketinget implementerer ny teknik.

OLSEN VAR SOCIALDEMOKRAT - men ikke så meget, at det gjorde noget. Han var opstillet i pænere, borgerlige kredse som Gentofte og Ryvangen - valgt til Folketinget første gang i 1964 - og viste så sent som i maj i år EU sin respekt ved at møde op ved Kommissionens og Parlamentets årlige konference i København.

Vi talte længe om den alvorlige sygdom, der havde ramt i hans nærmeste familie, og som nu lykkeligvis var drevet over. Han så godt ud, viste som altid stor personlig opmærksomhed og illustrerede suverænt, at han stadig fulgte med 100%. Døden må have indhentet ham skånsomt.

FOLKETINGET KOMMER TIL at savne sin store formand, der indtil for nylig hver torsdag morgen med partikammerater dyrkede den kropslige form og velvære oppe i husets fitness-center. Når de bagefter i Snapstinget over kaffen vendte den politiske situation, var Olsen i sit es.

Tak Erling. Du kigger stadig ned på os på redaktionen. Heldigvis respekterer den gode kunst ikke liv og død - den bliver bare hængende.  Vi skal forsøge at opføre os ordentligt .... og skulle det glippe bare en enkelt lille gang, så siger vi automatisk - undskyld.

Bisættelsen foregår efter familiens ønske under private former. Der holdes en mindehøjtidelighed i Folketinget, Fællessalen, mandag den 4. juli kl. 14.00.

 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erling Olsen

Fhv. formand (S), Folketinget, fhv. minister, fhv. MF
dr.polit.

Anker Jørgensen

Fhv. statsminister (S), fhv. partiformand, fhv. MF, fhv. forbundsformand
lagerarbejder

Poul Nyrup Rasmussen

Protektor, Det Sociale Netværk/headspace Danmark, fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. formand, PES & LORC, fhv. MEP
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00