Folketinget har tabt magt til ministerierne. Og det er politikerne selv skyld i, mener forsker

Som et led i bogens undersøgelse har forfatterne spurgt en række folketingsmedlemmer om deres oplevelser med lovgivningsarbejdet i Folketinget.

Her fremhæver flere anonyme medlemmer, at netop mangel på ressourcer udfordrer dem i arbejdet med lovgivning. De mangler ekspertise, når de skal udvikle gennemarbejdede beslutningsforslag og møde velforberedt op til forhandlinger, så de faktisk kan udfordre ministeren og dennes ”hær af embedsfolk”, lyder det.

Samme problematik har Tænketanken Justitia rejst i en stor undersøgelse fra 2024 om udfordringer i lovarbejdet, hvor det tilmed fremgik, at Folketinget er i knæ i forhold til en anden grundlæggende opgave: ”Folketingsmedlemmer mangler adgang til faglige ressourcer, som kan understøtte den parlamentariske kontrol,” lød det dengang.

LA vil ikke have flere ansatte

Spørger man Liberal Alliances Sólbjørg Jakobsen, genkender hun billedet af et presset parlament. Men LA-ordføreren mener ikke, at der skal flere hænder til:

”Det er ikke os, der sakker bagud – det er den anden side, der har fået et forhastet vokseværk. I stedet for at vi skal opskalere, skal ministerierne nedskalere,” svarer Sólbjørg Jakobsen og peger på, at både ministerier og deres ansatte skal ned på ”et tåleligt niveau”.

Det er ikke os, der sakker bagud – det er den anden side, der har fået et forhastet vokseværk.

Sólbjørg Jakobsen
Politisk ordfører, Liberal Alliance

Det er vel også komplekse opgaver, man løser ude i ministerierne og derfor har brug for ressourcer til?

”Jo, men det er på grund af regelmængden. Når vi laver politik, der er kompliceret, kræver det flere hænder. Der er mange regler, der skal være langt simplere, end de er i dag, og det vil klart medføre, at ministerierne har behov for færre ressourcer,” siger Sólbjørg Jakobsen.

Dermed læner hun sig op ad en anden tendens, som den nye undersøgelse i magtudredningen dokumenterer. Der er kommet flere love til, men lovkomplekset er i særdeleshed vokset målt på antal ord. Helt nøjagtigt er alle ord i gældende love vokset fra to millioner ord i 1990 til 4,8 millioner i 2018.

Dertil kommer, at antallet af ord i bekendtgørelser er næsten tredoblet siden 1990.

Netop brugen af bekendtgørelser betyder ifølge Helene Helboe Pedersen, at regeringen effektivt kan føre nye tiltag ud i virkeligheden, da de ikke skal igennem den træge lovgivningsproces i Folketinget.

Samtidig betyder væksten dog, at det er svært for Folketinget at kontrollere ministeriernes magt:

”Jeg kan ikke vurdere, om der er for mange bekendtgørelser, men ud fra den debat, der er om afbureaukratisering, så tror jeg, at det er et relevant sted at kigge hen,” siger Helboe Pedersen.

Opgør med aftalerne

Demokratiordfører i Alternativet, Christina Olumeko, mener heller ikke, der skal ansættes flere i Folketinget, selv om hun kan genkende, at oppositionspartierne i forhandlingsforløb ikke har ressourcerne til at udfordre de notater, de får fra regeringen.

Hun peger på en anden løsning end Sólbjørg Jakobsen:

”Jeg ville starte med at få rykket forhandlingerne over i Folketinget. For vi har så mange dygtige embedspersoner, som ikke kan blive sat i spil, fordi det hele foregår hos regeringen,” siger hun.

Olumeko vil tage et opgør med det, hun og forskerne bag bogen kalder ’aftaleparlamentarismen’, hvor hoveddelen af forhandlingerne foregår i ministerierne i stedet for i Folketinget, og hvor lovforslag er klappet af med en aftalekreds eller forligskreds, før de behandles i Folketingssalen og i udvalgene. 

”Den praksis udtømmer den funktion, sådan nogle som Folketingets udvalgssekretærer repræsenterer. De er i dag helt koblet af, fordi det hele foregår hos ministerierne, og det mødemateriale, vi får derfra, i princippet er fortroligt – det må vi ikke sende til embedsfolkene herovre.”

Ved at rykke forhandlingerne tilbage i Folketinget vil Christina Olumeko i højere grad kunne bruge Folketingets embedsværk, end hun kan i dag, påpeger hun.

Spørgsmålet er så, om det er den retning, Folketinget samlet ønsker?

For ifølge forfatterne bag den nye udgivelse, er det netop op til medlemmerne at bestemme et muligt sporskifte. Ligesom de selv har bestemt Folketingets nuværende kurs.

Eller som forfatterne skriver på de allersidste linjer i bogen:

”Hvis Folketinget er kørt ud på et vigespor, er det i høj grad med Folketinget selv som togfører.”