Forfatter: Det er svært at have tillid til, at stressede politikere træffer kloge beslutninger

Aftaleparlamentarismens pris

En af udfordringerne er, at lovgivningen på mange måder er flyttet ud af Folketinget i dag. "Aftaleparlamentarisme" kalder forskerne det, og det betyder kort og godt, at Folketingets medlemmer og regeringens ministre forhandler for lukkede døre ovre i ministerierne, når de skal finde på spændende, nye regler at belemre danskerne med.

Det gør hele processen mere smidig, men det er ikke en gratis omgang. Slet ikke for alle os, der sidder udenfor og kigger på og skal have tillid til, at det går ordentligt for sig.

"Aftaleparlamentarismen" betyder nemlig en de facto magtglidning fra Folketinget til regeringen. Det er i ministeriet, man styrer dagsordenen til mødet. Det er i ministeriet, man tilgængeliggør information eller det modsatte. Det er i ministeriet, man bestemmer hvor, hvornår og med hvem, der skal forhandles.

Når politikerne oplever sig selv som magtesløse, er selvsamme oplevelse hos almindelige borgere vel tifold så stærk.

Morten Jarlbæk Pedersen
Forfatter til 'Den defekte lovmaskine'

Og det er jo alt sammen meget fint – men det gør hele processen langt mindre gennemsigtig, og det giver den til enhver tid siddende regering langt større muligheder for at bruge forhandlingerne og deres tilrettelæggelse som taktiske våben i den politiske proces. Og alt, der måtte følge derefter af lovforberedelse, høringer og hvad-ved-jeg skal ses i det lys.

Derfor er det heller ikke nogen større overraskelse, at antallet af ansatte, der skal hjælpe regeringen, er steget hurtigere end antallet af ansatte i det Folketing, der skal kontrollere regeringen. Når man tager kontrol over processen, flytter ressourcerne med. Og det gør det endnu nemmere at sætte tempoet i vejret. Udviklingen bliver selvforstærkende.

Det er aftaleparlamentarismens pris, og den er høj.

Vi skal tage folkestyret mere alvorligt

Resultatet er, at flere af Folketingets medlemmer føler sig magtesløse, og at mange af dem ikke føler sig tilstrækkelig klædt på til at håndtere det trods alt krævende arbejde, det er at være lovgiver. Resultatet er også, at den politiske iscenesættelse fylder stadig mere i embedsapparatet.

Det efterlader Folketinget – som institution – på perronen. Lidt forfjamsket og i hvert fald ret stresset. Det sidste er i øvrigt et konkret problem, der har fået større opmærksomhed gennem de senere år.

Det er som borger svært at have tillid til, at stressede mennesker træffer kloge beslutninger – og slet ikke når de skal træffes midt om natten for at være klar til et pressemøde næste morgen.

Hvad endnu vigtigere er dog, at det efterlader alle os borgere udenfor i mørket. Det er hverken hensigtsmæssigt eller ønskværdigt, hvis vi ønsker os et åbent demokrati, hvor fokus er på at tage gennemsigtige og gennemtænkte beslutninger.

Danskernes folketing er på papiret et af verdens mest magtfulde parlamenter – hvis man altså vil gøre brug af den magt.

Morten Jarlbæk Pedersen
Forfatter til 'Den defekte lovmaskine'

Så ja: Demokratiet skal fejres i skyggen af en nagende tvivl. Men det er – i et eller andet omfang – en tvivl, som er næret af det politiske system selv. Når politikerne oplever sig selv som magtesløse, er selvsamme oplevelse hos almindelige borgere vel tifold så stærk.

Heldigvis er det kun en skygge. Demokratiet i Danmark har det givetvis bedre end mange andre steder – men det er bare ikke et argument for at ignorere skyggen. Og slet ikke et argument for at ignorere, hvad det er, der forårsager skyggen.

Heldigvis er det næppe svært at finde den demokratiske lampe frem, hvis vi vil. Det er jo Folketinget selv, der accepterer udviklingen. Det er i Folketinget selv, at man ikke stiller højere krav til de politiske processer og lovgivningsarbejdet og dets forberedelse. Det er i Folketinget selv, man i de politiske diskussioner og forhandlinger oplever at blive sat til vægs af et stadig mere magtfuldt og til tider uigennemskueligt ministerium.

Danskernes Folketing er på papiret et af verdens mest magtfulde parlamenter – hvis man altså vil gøre brug af den magt. I dag lader man den i stedet og i stadig stigende grad sive over i ministerkontorerne.

Vi har i Danmark faktisk rammerne for et demokrati, hvor tvivlens nagende skygge er langt mindre end mange andre steder. Lad det gerne blive ved det – men det kræver, at vi tager folkestyret mere alvorligt end i dag.