Forfatter: DR vil faktatjekke mere. Det er en farlig vej at gå

Guldaldermyten

Den slemme karl i butikken er idéen om, at udsagn om verden kan rummes inden for dikotomien sandt/falsk. At noget er entydigt rigtigt, mens andet er entydigt forkert – og at det, som også Bjarne Corydon slår på tromme for, handler om at kunne skelne skidtet fra kanelet.

Denne ublu karl gør sin entre allerede begyndelsen af forskernes kronik: "Når vi scroller gennem vores feeds, mødes vi i stigende grad af en uigennemskuelig blanding af sandt og falsk indhold," lyder det.

Kort efter fortæller forskerne os, at "den teknologiske udvikling har gjort grænsen mellem fakta og fiktion mere flydende", og om de unge får vi at vide, at "de har aldrig oplevet en verden, hvor man kunne være sikker på, at det, man så i medierne, var sandt. De er ikke kun digitale indfødte – de er postfaktuelle indfødte."

Da jeg ikke selv kan gå ind under forskernes definition på ung (op til 29 år), må jeg have været en af de heldige, der nåede at tulle rundt i en faktuel guldalder, indtil den teknologiske udvikling fik has på idyllen, og vi tog en fællesbid af AI-æblet.

Verdens fundamentale sandheder springer os ikke entydigt i øjnene, blot vi glor koncentreret og metodisk andægtigt på den.

Philip Larsen
Hf-underviser og forfatter

Men jeg mindes det ikke, og uagtet at det kunne skyldes en brist i hukommelsen, er der meget, som taler for, at ingen – halvunge, midaldrende eller overvintrede dinosaurer – har haft hjemme i en sådan tid.

Siden mennesket lærte at skrive, har vores stentavler, bøger og aviser været fulde af halve sandheder. Sandheden er nemlig ikke kun ilde hørt, den er også djævelsk svær at dechifrere.

Selv hvis vi ifører os en videnskabelig jernkappe – en sund og myndig realisme, om man vil – geråder vi hurtigt i vanskeligheder, når vi skal svare på, om noget er sandt. For verdens fundamentale sandheder springer os ikke entydigt i øjnene, blot vi glor koncentreret og metodisk andægtigt på den.

Virkeligheden er flertydig

At måle, veje og udtale sig om verden indbefatter en lang række valg, som rimeligvis vil kunne diskuteres og anfægtes.

Det gælder både de samfundsmæssige fænomener, som forskerkronikørerne og mange medier er optagede af, og et væld af teknisk-naturvidenskabelige forhold:

Hvor mange vegetarer er der i Danmark? Formentlig en god portion, men hvordan definerer vi en vegetar, og hvordan tæller vi mængden, nu der ikke findes officielle registre? Er pesticider i landbruget farlige? Ja, men for hvem, hvornår, hvad forstår vi ved "fare", og hvordan måler vi den?

Forskellige indsamlingsmetoder avler forskelligt (data)materiale, og enhver empirisk konklusion beror på de metodevalg, der er truffet tidligt i processen – som oftest med et bestemt formål for øje.

Vi skal øve os i at lytte til, hvad forskellige stemmer siger, og stille skarpt på hvordan de begrunder deres påstande.

Philip Larsen
Hf-underviser og forfatter

Og det har konsekvenser for, hvordan vi kan udtale os om tilsyneladende trivielle anliggender. Man behøver således ikke engang befinde sig ude på et teoretisk overdrev for at kunne medgive, at den virkelighed, vi betragter og forsøger at få greb om, langt fra er entydig.

Forskere, der i hellig alvor udbasunerer, at der har været en tid, hvor "det, man så i medierne, var sandt", er ikke meget bedre end de trolde, som de selv ønsker at bekæmpe: Ikke alene iklæder de den moderne mediehistorie en barok idyl, som et hurtigt opslag i en simpel skolebog vil kunne tilbagevise.

De glemmer også, at den samfundsmæssige virkelighed er flertydig og åben for et væld af konkurrerende fortolkninger, og at de virkelighedsreferencer, som medier og de forskere, de citerer, i reglen ikke er noget, der kan verificeres som sande. 

Langt snarere er der tale om en herlig pærevælling af estimater, modeller, forudsigelser, ekspertvurderinger og til lejligheden fremdragne beskrivelser af hændelser og fænomener.

"Fakta er til diskussion"

Den slags kan heldigvis diskuteres. Og det er det, vi også har til opgave at gøre i et demokrati.

Ved at opøve en sund og kritisk dømmekraft til at holde os selv i snor, når vi skal tage stilling til den kaotiske virkelighed, vi har bolig i, og til at finde ud af, hvad vi vil gøre i lyset af de uenigheder, der opstår mellem mennesker. Mellem os selv og andre mennesker.

Det er en af hovedårsagerne til, at vi holder skole. Her skal vi øve os i at lytte til, hvad forskellige stemmer siger, og stille skarpt på, hvordan de begrunder deres påstande.

Tit har jeg hørt indvendingen, at når vi forlader forestillingen om en verden, der kan gøres entydigt op i sandt og falsk, så åbner vi op for et rædderligt råberi, hvor alle udsagn bliver lige gyldige.

Indvendingen svarer til at sige, at man lige så godt kunne operere i en svinestald som på et hospital, når nu vi alligevel ikke kan skabe et fuldkomment sterilt miljø.

Et demokrati kræver noget af os: at vi engagerer os i rodede og vanskelige diskussioner, velvidende at vi aldrig vil få løst dem én gang for alle.

Philip Larsen
Hf-underviser og forfatter

At bare fordi vi ikke kan sætte en fed streg under sandt, når vi siger noget om verden, så forsvinder idéen med at tale og debattere med hinanden.

Vores forståelse af den virkelighed, vi befinder os i, og hvad vi som borgere skal mene om den og foretage os, kan sagtens udfordres, nuanceres og forbedres gennem diskussion og argumenter – uden at vi når frem til noget endegyldigt sandt.

Vores opfattelser kan sandsynliggøres, de kan retfærdiggøres, og de kan perspektiveres i mødet med andres idéer, fortolkninger og præferencer.

Set i dette lys er det næppe foruroligende, at unge mennesker deler AI-genereret indhold med hinanden – især når de tillige er klar over, at der er tale om hjemmerørt kreativitet.

Hvad der i stedet forekommer foruroligende, er, når forskere og medier forsøger at forstå demokratiets udfordringer i lyset af en misvisende idé om, at verden kan gøres op i sandt og falsk. Dermed abstraherer de behændigt fra, at demokrati er en satans besværlig gesjæft.

Et demokrati kræver noget af os: at vi engagerer os i rodede og vanskelige diskussioner, velvidende at vi aldrig vil få løst dem én gang for alle.

Som teologen Hal Koch skrev i sit fine essay Hvad er demokrati? fra 1945 kræver den demokratiske levevis et møjsommeligt hverdagsarbejde, et slid, der starter i de helt nære relationer for siden at brede sig ud til større forsamlinger.

Og når jeg betragter den ungdom, jeg til daglig lever af at undervise, er det dér, en af tidens største udfordringer ligger: overhovedet at gide denne besværlige bøvlen, at turde blive i konflikten og at ville lytte til, hvad stemmer, man ikke selv er enig med, har på hjerte.

Det er her, DR og uddannelsesverdenen bør sætte ind – og skrue ned for guldaldermyter, de tynde paroler og den farlige faktafeber.