Forfatter: Reformpolitik er ren ideologi

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

Forligspartierne bag reformen af førtidspension og fleksjob fra 2013 har lovet at præcisere lovgivningen om førtidspension og ressourceforløb. Forligskredsen tæller partierne S, R, SF, V, K og LA. ”Dokumentationskravet for at få tilkendt en førtidspension kan i visse tilfælde være opfyldt, uden at borgeren har deltaget i et ressourceforløb,” hedder det nu i et ændringsforslag, som er sendt i høring, og det er ”en forudsætning for at iværksætte ressourceforløb, at kommunen kan pege på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at borgeren kan udvikle sin arbejdsevne”.

Nu skal det være ”realistisk” – det lyder jo flot. Men de nye ”gode intentioner” vil ikke medføre nogen reelle forbedringer i virkelighedens verden, når forligskredsen samtidig afviser at komme med andre indrømmelser, blandt andet af den stramme økonomiske politik.

Når man stadigvæk fastholder det oprindelige krav om at spare knap to milliarder kroner om året i 2020 og 3,6 milliarder kroner om året i 2036, så får man ikke pludselig kommunerne til at tilkende flere borgere førtidspension og færre ressourceforløb.
Det er ikke ret svært at regne ud, når man ved, hvor meget økonomistyringen har præget social- og beskæftigelsespolitikken og den tilhørende forvaltningspraksis i de seneste år.

Det er faktisk et totalitært træk, når politikere ignorerer erfaring og selv omskriver virkeligheden til en ideologisk og erfaringsløs pseudovirkelighed, mente Hannah Arendt.

Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

Jagten på de ”uudnyttede” ressourcer
Nogen vil måske huske, at ressourceforløbet blev indført som et nyt lag i lovgivningen ud fra den politiske betragtning, at der findes uudnyttede ressourcer hos syge borgere, som samfundet skal kunne bringe i spil. Med andre ord betvivlede man politisk, at syge mennesker egentlig er så syge, som læger har attesteret, at de er.

Ressourceforløbet er den mest fremtrædende, men ikke eneste, italesættelse af denne ideologiske betragtning.

Men som jeg har fremlagt i mange indlæg i de forgangne år, så blev ressourceforløbet netop ikke til den ”helhedsorienterede, tidlige og tværfaglige indsats”, som daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) havde præsenteret det til at være. Det blev derimod til ”en indsats”, der skulle gives, når alle andre muligheder allerede er afprøvet.

Hvad er det så for ressourcer, der kan findes, når alt er forsøgt? Det er jo en absurditet.

Da arbejdsevne og funktionsevne blev skilt ad
Manglen på anerkendelse af de begrænsninger og den forgængelige virkelighed, som syge mennesker er placeret i, kendetegner overhovedet hele begrebsdannelsen omkring reformpolitikken. ”Arbejdsevne” som noget, der kan adskilles fra virkelighedens fundamentale ”funktionsevne”, og ”ressourceforløb” som noget, der kan prøves på et tidspunkt, hvor der ikke er mere at komme efter – dét viser i sig selv, hvor absurd begrebsdannelsen og politikken er blevet.

Selvom mange meget syge borgere med varigt nedsat funktions- og arbejdsevne erfarer ressourceforløb som noget, der nedbryder dem yderligere, så fremstiller politikerne bag forligskredsen det som fremskridt. Fremskridt, som de syge altså, det forstår man, ikke kan gøre, hvis ydelsen for eksempel hed ”revalidering” eller ”førtidspension” og var betydeligt højere; sådan som det har været før reformen.

Ressourcesnak og hokuspokus
Det er ret langt ude og temmelig afslørende for politikken, at det er kommet så vidt, at regeringen overhovedet behøver at pointere, at et lovgivningsforhold skal være ”realistisk”. At de skriver en pressemeddelelse derom, selvom der er tale om bittesmå ændringer i ordlyden i to sætninger i et kæmpestort lovkorpus, er endnu længere ude.

Selvom forligskredsen fremhæver denne lillebitte sproglige præcisering som et stort fremskridt fyldt med gode intentioner, så afslører den også den sandhed, at social- og beskæftigelsespolitik for syge i dag overhovedet ikke er realistisk eller tænkt til at være det.

Den afslører derimod det fundamentale gap, der er mellem syge borgeres virkelighed i dag og så den politisk udtænkte virkelighed; afslører, hvordan lægeattester på alvorlig sygdom rask væk ignoreres af politikere, embedsfolk og forvaltninger. Afslører, hvordan brug af newspeak og ”fokus på ressourcer frem for funktionsnedsættelser” som et hokuspokus tænkes at kunne fjerne medicinske lidelser og funktionsnedsættelser.

Man messer et ord som ”ressourceforløb” over lovgivningen og opdeler ”funktionsevne” i yderligere dele, hvoraf ”arbejdsevne” skulle udgøre en selvstændig ressource helt uden at skele til de lægeligt dokumenterede funktionsnedsættelser. Hvordan noget, som udgør en delmængde af en større mængde (”arbejdsevne” tænkes som delmængde af ”funktionsevne”), kan påstås at indebære en ressource og ”mulighed”, hvis helmængden ikke gør det, er også en egentlig absurditet.

Beskæftigelsespolitikken ignorerer borgernes helbred
Noget tilsvarende vidnede praktiserende læge Anders Beich om på en reformhøring arrangeret af Folketingets Beskæftigelsesudvalg 31. januar.
Han bevidnede, at der er kommet et generelt øget pres på det lægelige skøn og på patienternes sociale rettigheder som patienter. Og han bevidnede, hvordan det politiske krav om færre tilkendelser af førtidspension og andre ydelser til mennesker med lægeattesterede fysiske funktionsnedsættelser har overrulet hensynet til borgernes helbredstilstand og sociale forhold mere og mere.

Realisme og anerkendelse af borgernes erfaringer med virkeligheden er efterhånden sjældent forekommende kvaliteter i beskæftigelsespolitik i dag hos dem, der sidder på den øverste magt i Folketinget, og hos nogle af de folk, som forvalter den i kommunerne.

Det er en skændsel, at syge menneskers helbredsmæssige problemer ignoreres under en beskæftigelsespolitisk agenda, som modarbejder alt det, der kunne gavne syge borgeres helbred og dermed også deres reelle arbejdsmuligheder.

Hvorfor bestemmer beskæftigelsespolitik og har forrang over sundheds- og socialpolitik – i al fald, hvis man har brug for social hjælp fra samfundet?

Ideologisk og erfaringsløs pseudovirkelighed
Det er faktisk et totalitært træk, når politikere ignorerer erfaring og selv omskriver virkeligheden til en ideologisk og erfaringsløs pseudovirkelighed.
Det fastslog den berømte politiske tænker Hannah Arendt i sin politiske tænkning.
Hun beskæftigede sig blandt andet med at indkredse, hvad der fører til og kendetegner totalitære regimer, og er kendt for et større værk om totalitarisme.
Men allerede i en tidlig artikel fra 1946, The Image of Hell, skrev hun følgende vise ord:

”Havde nazisterne stillet sig tilfredse med blot at fremføre et anklageskrift mod jøderne og at udbrede påstanden om, at der findes under- og overmennesker, ville de næppe have haft held til at overbevise common sense om, at jøderne var undermennesker. (…) For at blive troet måtte nazisterne fabrikere virkeligheden selv og få jøderne til at se ud som undermennesker” (citeret fra Hans-Jørgen Schanz: Handling og ondskab – en bog om Hannah Arendt, Aarhus Universitetsforlag 2007).

Professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet Hans-Jørgen Schanz har givet en god forklaring af, hvad hun mente:

”Dette, at virkeligheden fabrikeres og common sense systematisk sættes ud af kraft, er et af de vigtigste formelle træk ved ideologi – og den basale årsag til, at normalitet perverteres. (…) Og så er det karakteristisk for ideologier, at de rummer påstande, som ikke bare er uafhængige af erfaringen, men tillige suspenderer erfaringens mulighed, eller rettere: Ideologierne erstatter de fem sanser og optræder selv som en sjette sans. Endelig bygges de formelt op i kraft af et andet, som regel pseudovidenskabeligt, aksiom (…), der er immunt over for videnskabelig eller erfaringsmæssig problematisering. Dette aksiom tages dødsens alvorligt i bogstaveligste forstand, både i form af den konsekvenslogik, der udfoldes med aksiomet som præmis og i kraft af den skrupelløshed, hvormed logikken i praksis sættes igennem” (Hans-Jørgen Schantz: Handling og ondskab – en bog om Hannah Arendt, Aarhus Universitetsforlag 2007).

En verden til forskel
Jeg savner fra forligskredsens side en anerkendelse af veldokumenteret og berettiget kritik fra syge og reformramtes repræsentanter.

Hvorfor skal man tro på, at forligskredsen nu vil hjælpe borgerne, når de i det store hele ikke lytter til, hvordan borgernes egen virkelighed ser ud, og hvad, borgerne selv siger, kan hjælpe dem?
Det er denne magtfuldkommenhed, dette formynderi og denne forskønnende omgang med sandheden, som giver kvalme. Der er for langt mellem de to verdener, som de reformramte og forligskredsen sidder i.

Lovgivning og forvaltning bliver aldrig ”realistisk”, hvis ikke forligskredsen anerkender borgernes erfaringer og søger at værne borgerne mod retsløse tilstande. Det kræver blandt andet, at sygdomsvirkeligheden og den lægefaglige erfaring bliver anerkendt og tillagt stor vægt i den førte politik, og at man ikke fastholder en reformdagsorden, som ligner ideologi i Arendts betydning af ordet!

Og så burde det altså ikke være nødvendigt overhovedet at pointere, at man forholder sig til virkeligheden.
Det burde jo være det selvfølgelige udgangspunkt – ikke undtagelsen.