Anmeldelse af 
Nima Zamani

Forfatter udstiller overlegent højrefløjens hykleri om krænkelsesparathed, men tør ikke gøre det samme med venstrefløjen

Mikkel Thorups bog 'Kampen om Identitetspolitik' er overlegen, når den fremstiller højrefløjens hykleriske angreb på den identitære venstrefløj. Problemet - og det er et alvorligt et af slagsen - er bare, at Thorup ikke tør kritisere venstrefløjen, som han formentlig er mest ligesindet med.

Kampen om identitetspolitik udstiller højrefløjens hykleri. Eksempelvis som når Pernille Vermund og Inger Støjberg formår at bilde en betydelig del af befolkningen ind, at de står udenfor en elite, som skal bekæmpes, skriver Nima Zamani, der dog savner en tilsvarende kritik af den identitære venstrefløj. 
Kampen om identitetspolitik udstiller højrefløjens hykleri. Eksempelvis som når Pernille Vermund og Inger Støjberg formår at bilde en betydelig del af befolkningen ind, at de står udenfor en elite, som skal bekæmpes, skriver Nima Zamani, der dog savner en tilsvarende kritik af den identitære venstrefløj.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Nima Zamani
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Kampen om Identitetspolitik - en samtidsidéhistorie
Mikkel Thorup
303 sider, Forlaget Klim, udkom 26. august

 

Identitetspolitik. Et begreb, der i virkeligheden kan sidestilles med interessepolitik og dermed rumme al politik.

I sidste ende er der ikke den store forskel på minoriteten, der ønsker at beskytte minoriteter, liberalisten, der varetager de riges interesser og socialisten, der varetager de udsattes interesser. De ønsker noget for hver deres foretrukne gruppe. Men til fælles har de alle en interesse, der er baseret på, hvad de helst identificerer sig med.

Alligevel bliver begrebet identitetspolitik i disse tider både misforstået og misbrugt med henblik på at kaste med sten på politiske modstandere, til trods for, at man ofte selv bor i et glashus.

Således indleder idéhistoriker, Mikkel Thorup, sin nyeste udgivelse med en afklarende, tiltrængt og dermed nødvendig dissekering af begrebet 'identitetspolitik'.

Overlegen fremstilling 

'Kampen om Identitetspolitik - en samtidsidéhistorie' er overlegen i dens fremstilling af dét hykleri, der særligt finder sted, når dele af højrefløjen anklager den identitære venstrefløj for at være krænkelsesparate ofre. En ydre højrefløj, der eksempelvis føler sig oftere krænket på sin danskhed, end en OCD-diagnosticeret vasker hænder.

Og Thorup fortsætter i samme kontekst med skarpe formuleringer som: "de mest højlydte, de mest publicerede og oftest inviterede ind i alskens tv- og radiostudier, er også dem, der føler sig mest censurerede, mest undertrykte; hør mig fortælle, hvordan jeg ikke må sige noget".

Men Thorups overlegenhed smuldrer desværre, når det side efter side begynder at gå op for læseren, at hans troværdighed er begrænset af hans berøringsangst over for den politiske fløj, han på et personligt plan formentlig er mest ligesindet med. Dét vender jeg tilbage til…

Uanset politisk ståsted kan man kun give Thorup ret, når han skriver, at "der er en forunderlig ironi i, at det ofte er dem, der i den aktuelle debat hævder at være mest kritiske over for offergørelse og krænkelsesparathed, som også finder mest fornøjelse ved at præsentere modstanderen som almægtig, og som ser sig selv som ofre for et nyt tyranni".

Dét passer som fod i hose med måden, hvorpå eksempelvis Pernille Vermund og Inger Støjberg formår at bilde en betydelig del af befolkningen ind, at de står udenfor en elite, som skal bekæmpes.

Thorup resistent over for enhver potentielt berettiget kritik af begreber som 'woke', 'politisk korrekthed' og 'cancel culture'.

Nima Zamani

Læs bare dette citat fra førstnævntes tale ved Nye Borgerliges årsmøde i 2017: "Gør vi det (vinder magten tilbage til danskerne, red.), så vinder vi også over de rigtige meningers tyranni. Så vinder vi folkestyret tilbage fra eliten".

Mikkel Thorup er altså isoleret set skarp i sine betragtninger om, at nutidens identitetspolitiske debat, der jo primært udspiller sig på de sociale medier, er en form for social sadisme, præget af selvisk opmærksomhedsøkonomi, frem for et forsøg på lytte og forstå.

En ensidig omgang 

Problemet - og dét er desværre et stort af slagsen - er bare, at Thorup ikke tør kritisere den identitære venstrefløj. Hele vejen igennem er præmissen, at den identitære venstrefløj som hovedregel siger noget forholdsvist velmenende og uskyldigt om et eller andet, hvorefter dét er højrefløjen, der med sin krænkethed kører op i en debatødelæggende spids, hvor ingen slutteligt kan nå frem til bare en anelse kompromis.

Som eksempel på dette skriver Thorup, at ingen hidsede sig op over - eller gjorde en identitetspolitisk sag - ud af noget så banalt som navnet på en is (red. eskimo-isen) eller ideen om, at den nye James Bond skulle være en kvinde, før dem på anden side gjorde det.

Man tvinges desværre til at konkludere, at Thorups løsningsmodel til en mere saglig og imødekommende debat er så barnagtig, at den ene politiske fløj bare skal give den anden ret for at få fred.

Nima Zamani

Thorup tilsidesætter altså dét faktum, at kontroversen om navnet på isen slet ikke var opstået og deraf blevet til en sag, hvis den pågældende is-producent ikke havde fået mange politisk korrekte henvendelser fra krænkelige og typisk venstreorienterede, der i en social media-domineret tid, kan og vil bruge shitstorms som våben til at ødelægge ethvert uligesindet foretagende.

Man tvinges desværre til at konkludere, at Thorups løsningsmodel til en mere saglig og imødekommende debat er så barnagtig, at den ene politiske fløj bare skal give den anden ret for at få fred. Det minder groft sagt om den nutidige, totalitære debatform, som Thorup ellers gør en hel udgivelse ud af at hæve sig over og advare mod.

Ligeledes er Thorup resistent over for enhver potentielt berettiget kritik af begreber som ‘woke’, ‘politisk korrekthed’ og ‘cancel culture’. Ifølge hans fremstilling kan modstand over for disse begreber udelukkende skyldes uvidenhed.

Og ganske forudsigeligt roser Mikkel Thorup en lignende udgivelse om identitetspolitik ('Os & Dem' - Silas Marker og Vincent Hendricks). En udgivelse, undertegnede også har anmeldt her på Altinget. Den fik 2 ud af 6 A'er, fordi den lider af samme resistens samt politisk selektive problem.

Således ender det hele - som vi ofte ser med bøger om identitetspolitik (Anna Libaks og Marianne Stidsens) - med, at det bliver en ensidig omgang, der tilsyneladende er baseret mere på forfatternes egne overbevisninger end en ligevægtig skildring af virkeligheden.

Mikkel Thorups 'Kampen om Identitetspolitik' skal dog belønnes en anelse højere end hans filosoffællers Os & Dem-udgivelse. For når Thorup først rammer hovedet på sømmet, ja, så gør han det med tilbagelænet og overlegent bravur.

Havde Thorup haft modet til retfærdigvis også at hudflette den identitære venstrefløj, kunne bedømmelsen hurtigt have bevæget sig fra tre A'er til fem, måske endda seks, A'er. Men manglen er graverende.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nima Zamani

Advokatfuldmægtig
cand.jur. (Københavns Uni.)