Forsker advarer: Ny teknologi gør os dovne

Tanken om borgeren, som kan leve et helt liv uden at røre en finger, skræmmer Jens Troelsen.

Han er lektor og forskningsleder på Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik. Og dedikerer det meste af sin tid til begrebet “active living”.

Et begreb, der i modsætning til så mange andre betyder præcis, hvad man tror: Nemlig hvordan man som samfund sørger for, at borgerne livet igennem bevarer en aktiv livsførelse.

Nogle vil mene, at den slags skal samfundet ikke blande sig i. Men her er Jens Troelsen lodret uenig. Når alt kommer til alt, handler det om kroner og ører. Og de hænger ikke på træerne - og slet ikke i en fremtid med flere ældre og færre i arbejde til at forsørge dem.

Afvejningen, som vi skal lave, er, hvordan vi gør livet så bekvemt som muligt for ældre og andre fysisk svækkede borgere uden at reducere dem til tilskuere i deres eget hjem. Og her kan jeg godt være bekymret for scenariet, hvor diverse robotter gør, at personen til sidst ikke behøver at rejse sig fra sin stol.

Jens Troelsen
Forskningsleder, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet

“Det er dokumenteret, at fysisk aktivitet holder sygdom på afstand. Og derfor må målet være, at vi som borgere har velfungerende kroppe og opretholder et fornuftigt aktivitetsniveau,” siger han.

Teknologien gør os dovne
Altså: Fysisk aktivitet er sundt og derfor værd at stræbe efter. Problemet er bare, at det moderne samfund er spækket med teknologi, som forsøger at lokke os i fordærv. Bilen og rulletrappen er to af de tydeligste eksempler på, at mennesket slapper af, når det kan lade sig gøre.

“Vi søger altid et easy fix. Det ligger i vores gener at spare på kræfterne, så vi er klar til at tage flugten, når det bliver nødvendigt,” siger han.

Pointen er bare, at der i modsætning til fortidens liv på den afrikanske savanne ikke længere er så frygtelig meget at flygte fra. Derfor akkumulerer alle de undslupne strabadser sig først som mavedeller og siden blodpropper.

“Jeg har selv en robotstøvsuger derhjemme, så det er ikke fordi, at jeg skal spille hellig. Og jeg er da glad for, at den klarer det kedelige arbejde for mig, så jeg kan lave noget sjovt og spændende. Man skal bare overveje, om man i virkeligheden gør sig selv en bjørnetjeneste,” siger han.

Ældre borgere særligt udsatte
Og netop robotstøvsugeren er en af årsagerne til, at debatten om active living er særlig relevant for arbejdet med velfærdsteknologiske løsninger. Jens Troelsen og hans forskningshold på Syddansk Universitet forudser en fremtid med en så høj grad af teknologisk service, at ældre borgere kan risikere at blive unødigt passiviseret.

“En robotstøvsuger er måske en god investering for kommunen, som dermed kan spare arbejdskraft. Men for den ældre betyder det dels, at der ikke længere bliver støvsuget helt så grundigt i hjørnerne. Dels at man ikke selv har incitament til at gå en tur med støvsugeren, når man ved, at man bare kan tænde for robotten,” siger han og fortsætter:

“Afvejningen, som vi skal lave, er, hvordan vi gør livet så bekvemt som muligt for ældre og andre fysisk svækkede borgere uden at reducere dem til tilskuere i deres eget hjem. Og her kan jeg godt være bekymret for scenariet, hvor diverse robotter gør, at personen til sidst ikke behøver at rejse sig fra sin stol.”

Vi skal ikke leve på en sten
Målet er ikke, at vi skal lukke øjnene for fremtidens hjælpemidler. Eller stræbe efter at leve på en sten. Men derimod at designe løsningerne således, at de stadig lægger op til en aktiv livsstil.

“Da elcyklen kom på markedet, var jeg meget skeptisk. Jeg frygtede, at det ville svare til at give folk en knallert og dermed fjerne incitamentet til at bevæge pedalerne. Men med de modeller, som bliver solgt i Danmark, kommer man ikke op i fart uden selv at træde rundt, og samtidig er det med til at beholde de ældre på cyklen,” siger han.

Et andet eksempel på aktivt designede løsninger er exoskelettet. Et metalskelet, som monteres på den funktionsnedsatte persons krop, og som gør det muligt at gå og lave andre bevægelser, som ellers ikke kunne lade sig gøre.

“Her er alternativet, at vedkommende transporteres i en kørestol. Og derfor giver det god mening ud fra et bevægelsesperspektiv,” siger han.

Løsningen er ikke mindre, men mere teknologi
Bevæger man sig ud i det kommunale landskab, er frygten for en teknologisk passivisering af borgerne dog ikke helt så stor.

Aarhus Kommunes velfærdsteknologichef Ivan Kjær Lauridsen oplyser over telefonen, at han skam godt er klar over, at danskerens aktivitetsniveau er blevet halveret i løbet af de sidste 150 år. Han mener bare ikke, at løsningen er at sætte hegn om teknologien.

“Mit indtryk er ikke, at borgerne har været overforsynet med teknologi, men derimod underforsynet. Det er korrekt, at nogle typer teknologi kan passivisere. Men bruger man teknologien rigtigt, kan den altså også skabe aktivitet og øget trivsel,” siger han.

Han nævner et eksempel fra hans egen kommune. Tidligere kunne fysisk genoptræning kun foregå ved, at borgeren mødte op i et træningscenter. Og fordi det var dyrt og besværligt at transportere borgeren frem og tilbage, trænede man kun to gange om ugen. Nu foregår træningen via en computerskærm, og så kan borgeren træne to gange om dagen, hvis han ønsker det.

For lidt viden om teknologiens nytteværdi
Det åbner dog en anden diskussion, som Ivan Kjær Lauridsen mener bør fylde mere i debatten. Hvordan sikrer man sig, at borgerne faktisk bruger de værktøjer, som de får stillet til rådighed?

“Normalt investerer vi ikke i nye redskaber og teknologier uden at kende deres nytteværdi. Men lige præcis på det velfærdsteknologiske område ved vi alt for lidt om, hvilken effekt værktøjerne har,” siger han.

Og det efterslæb af viden gør, at man som kommune måske er mere tilbageholdende med at foretage nye investeringer, mener velfærdsteknologichefen.

Han er derfor inspireret af nylige erfaringer fra Middelfart og Odense. Her kan borgerne selv vælge, hvilke hjælpemidler de vil have ind i hjemmet. Hvorvidt de på sigt får lov at beholde dem, afhænger så af, om der kan dokumenteres en konkret effekt.

“Nytteværdien kan sagtens være andet end blot kroner og øre. Det kan også være en øget selvhjulpenhed, eller at man som borger oplever, at livskvaliteten vokser, eller at ens personlige integritet respekteres bedre. Men kravet er bare, at der skal være en effekt,” siger han.