Forsker: Må man kalde profeten Muhammed for pædofil?

KRONIK: En dom ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har fået selvbestaltede islamkritikere til at tro, at det nu bliver ulovligt at kritisere profeten Muhammed i Danmark. Men det er ikke tilfældet, skriver ph.d.-studerende Malthe Hilal-Harvald.

Af Malthe Hilal-Harvald
Ph.d.-studerende ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

25. oktober 2018 gav Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den østrigske regering medhold i, at denne kunne straffe en kvinde for at have sagt, at profeten Muhammed ville blive anset som pædofil efter nutidens standarder.

Det har forledt såkaldte "islamkritikere" til at tro, at det nu bliver ulovligt at kritisere Muhammed i andre europæiske lande. Men sagen har mere at gøre med østrigsk strafferet end med islam, og Østrig er blandt de færre og færre europæiske lande, som stadig nidkært retsforfølger blasfemikere.

Så må man kalde profeten Muhammed pædofil? Det korte svar – for Danmarks vedkommende – er ja. Og det kommer ikke til at ændre sig.

Men det er ikke det indtryk, man får, når man læser for eksempel Morten Messerschmidts udlægning af en af de seneste domme fra EMD, hvor han konkluderer, ”at europæiske domstole af frygt for indvandrergruppers raseri afgiver dyrebart territorium til en brutal ørkenreligion”. 

Torben Mark Pedersen fra Trykkefrihedsselskabet er helt på linje med dette sortsyn, når han skriver, at ”[m]an kan frygte, at dommen er første skridt mod at godkende kriminaliseringen af kritik af islam”.

Endelig skriver Flemming Rose, at dommens logik ”er den direkte vej til indskrænkning af både ytrings- og religionsfriheden”. 

Ingen forståelse for grundlag og kontekst
Disse og andre selvbestaltede ”islamkritikere” fortolker denne dom som endnu et eksempel på, hvordan blødsødne europæiske demokratier undergraver sig selv i et forsøg på at imødekomme nye krav fra muslimer. En sådan fortolkning viser en fuldstændig manglende forståelse for dommens grundlag og kontekst.

Forløbet, der endte i Strasbourg 25. oktober 2018, begyndte i efteråret 2009 i Wien, da Elisabeth Sabaditsch-Wolff afholdt to offentlige seminarer ved et institut, som er tilknyttet det østrigske højrefløjsparti FPÖ. I den forbindelse udtalte hun, at profeten Muhammed havde et ægteskabeligt forhold til en mindreårig og derfor måtte betragtes som pædofil.

Ved et af seminarerne deltog en journalist, som efterfølgende politianmeldte Sabaditsch-Wolff. Der blev rejst tiltale, og hun endte med at blive idømt en bøde på 480 euro. Med sin dom stadfæstede EMD, at den østrigske stat havde været berettiget i at straffe kvinden på trods af hendes ret til ytringsfrihed. 

Det handler om Østrig og ikke islam
Sådan en dom virker naturligvis alarmerende. Kan det virkeligt passe, at det er ulovligt offentligt at kritisere profeten Muhammed i et europæisk land? Ja, det kan det faktisk, men årsagen har mere at gøre med østrigsk strafferet end med islam.

I modsætning til Danmark – som afskaffede blasfemiparagraffen sidste år – har Østrig stadig et omfattende forbud mod blasfemi. I Østrig kan man nemlig blive straffet med bøde eller fængsel i op til seks måneder for offentligt at nedværdige eller håne en person eller ting, der dyrkes af en kirke eller et anerkendt trossamfund, når det gøres under omstændigheder, som er egnede til at udløse berettiget krænkelse. 

Dette er en vidtrækkende indskrænkelse af ytringsfriheden, og det er da heller ikke første gang, at denne bestemmelse har ledt til en sag ved EMD. I 1994 gav domstolen ligeledes Østrig medhold i en sag om en meget lignende problemstilling. 

Dengang var det dog den katolske kirke, som var blevet krænket. I foråret 1985 offentliggjorde foreningen Otto-Preminger-Instituttet, at de ville vise satirefilmen "Das Liebeskonzil", der blandt andet fremstiller Gud som en senil olding, Jesus som en enfoldig mors dreng og Jomfru Maria som en dominerende tøjte.

Dette faldt den lokale biskop for brystet, hvorfor han meldte foreningen til myndighederne, som beslaglagde filmen og umuliggjorde visningen. Sagen endte hos EMD, som gav den østrigske stat medhold i, at beslaglæggelsen havde været nødvendig og proportional for at beskytte andre borgeres ret til ikke at have deres religiøse følelser krænket.

Ytringsfrihed er ikke absolut 
Grunden til, at EMD giver staterne medhold i disse sager, er, at beskyttelsen af ytringsfriheden i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke er absolut. Den kan indskrænkes, såfremt det er nødvendigt for at beskytte andre legitime interesser, såsom den offentlige orden eller andre borgeres ret til ikke at få krænket deres religiøse følelser. Domstolen foretager derfor en konkret afvejning af disse modstående hensyn.

Når denne svære afvejning skal foretages, tillader EMD den enkelte medlemsstat et vist råderum. Dette råderum – almindeligvis kaldet staternes skønsmargin – begrundes med, at staternes myndigheder må være nærmest til at foretage den rigtige afvejning i lyset af nationale retskulturer og traditioner. Staternes skønsmargin var i øvrigt en central del af EMD’s afgørelser, da domstolen opretholdte Frankrigs og Belgiens tildækningsforbud i henholdsvis 2014 og 2017. Der er således intet ”politisk korrekt” over anvendelsen af skønsmarginen.

Så i stedet for at se dommen om Sabaditsch-Wolff som et skridt i retning mod mere misforstået hensyntagen til muslimske følelser, skal den nærmere forstås som en konsekvent håndhævelse af østrigsk lovgivning, sammenholdt med at EMD respekterer de enkelte staters konkrete interesseafvejning i disse svære spørgsmål.

Domstolen har fejlet
Men har dommen ikke åbnet portene for nye love, der skal beskytte muslimer mod at få krænket deres religiøse følelser? Nej, det har den ikke. For det første har EMD med sin seneste dom ikke ændret retstilstanden i hverken Østrig eller Europa. Hvad der var ulovligt i Østrig i 1994, er stadig ulovligt i 2018. For det andet må denne dom og Østrigs nidkære retsforfølgelse af blasfemikere i højere og højere grad anses for en undtagelse til den generelle udvikling i Europa.

Tidligere var blasfemi ulovligt i praktisk talt alle europæiske lande, men de seneste år har en god håndfuld lande afskaffet deres blasfemiforbud. Som nævnt fulgte Danmark trop sidste år, men selv da blasfemiparagraffen stadig var i kraft, blev den næsten aldrig anvendt.

Der blev for eksempel ikke rejst tiltale mod de ansvarlige for de famøse Muhammed-karikaturer. Senest vedtog Irland – et dybt katolsk samfund – at fjerne blasfemiforbuddet fra deres forfatning med et overvældende flertal ved en folkeafstemning dagen efter dommen fra EMD. Denne udvikling ligger helt i tråd med anbefalinger fra både Europarådet og FN. Det er meget beklageligt, at EMD ikke har taget denne vigtige udvikling med i betragtning i sin seneste afgørelse.

Så har EMD fejlet ved ikke at begrænse Østrigs anvendelse af sit blasfemiforbud? Ja, det vil jeg mene. Individets rettigheder bør ikke begrænses af vagt definerede hensyn til andres følelser, og tiden er løbet fra de samfundshensyn, som lå til grund for at forbyde blasfemi. Det at leve i et oplyst samfund indebærer, at man må tåle at få sine helligste idéer og holdninger kritiseret, uden at staten indblandes.

Men at gøre dette til et spørgsmål om muslimer alene er i bedste fald et udtryk for manglende indsigt og i værste fald en bevidst fordrejning af kendsgerningerne.

Forrige artikel Forsker: Skolereformen er Danmarks oversete revolution Forsker: Skolereformen er Danmarks oversete revolution Næste artikel Professor:  Dansk politik har brug for oplyst kvotedebat Professor: Dansk politik har brug for oplyst kvotedebat
Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

FOLKEMAGT: Det er nu et år siden, at europæerne rystede den politiske pose og sendte et nyt hold repræsentanter til Europa-Parlamentet. Men Brexit, corona og institutionelt fnidder har afholdt Parlamentet fra rigtig at finde sine ben.