Forsker: Ophæv påbudet om mundbind, indtil vi ved, om det virker

DEBAT: Der findes intet medicinsk belæg for, at folk, der ikke er i risikogruppen, skal bruge mundbind i offentlig transport. Påbudet kan ligefrem vise sig at hæve smittespredningen, og derfor bør det ophæves, skriver Lars Kayser.

Af Lars Kayser
Lektor, Ph.d. speciallæge, Intern medicin ved Københavns Universitet

Her under coronakrisen har vi ikke hørt så meget om den kamp, en gruppe forældre har for at få medicin til deres børn med en sjælden muskelsygdom.

Problemet er, at der ikke er medicinsk belæg – evidens – for, at behandlingen virker i en tilstrækkelig grad i forhold til den udgift, der vil være for samfundet.

Panikken har ramt Danmark
En af mange velkendte cases fra det danske samfund og international sundhedsvidenskab om, at vi først initierer en behandling eller anden form for intervention, når der er et tilstrækkeligt evidensgrundlag; et vigtigt princip, der er med til at sundhedssektoren kan tilbyde effektive behandlinger med reduceret risiko for skadevirkninger eller at udgifterne løber løbsk for patienter og samfund.

Desværre har mødet med covid-19 her i foråret ledt til en verdensomspændende panik, der også har manifesteret sig i Danmark og ført til et brud med det naturvidenskabelige grundprincip med et krav om evidens og relevante godkendelser forud for (be)handlinger.

En farlig glidebane
Med argumentet om et ”forsigtighedsprincip”, der blandt andet er begrundet med, at vi skal yde omsorg og tryghed for befolkningen og især risikogrupper, har regeringen indført et påbud om mundbind i offentlig og privat transport.

Her er vi på en farlig glidebane i forhold til at bevare et frit tænkende og vidensbaseret samfund. Vi har med påbuddet om mundbind en situation uden et videnskabeligt belæg, og påbuddet er indført på en måde, hvor det er meget vanskeligt at komme væk fra mundbind igen, da vi ikke har nogen som helst effektparametre at beslutte ud fra. 

At der ikke er et videnskabeligt belæg for påtvungne mundbind kan ses af alle, hvis de gennemgår de artikler, der findes i den internationale database PubMed, som indeholder offentliggjorte videnskabelige fagfælle-bedømte artikler. 

Ingen overbevisende fordele
En af de mere citerede artikler fra Lancet juni 2020 og den, som formentlig også har været grundlaget for udmeldinger fra Sundhedsstyrelsen, peger i retning af, at der kan være nogle fordele, men intet overbevisende og ingen støtte for en specifik indsats i kollektiv og privat tilbudt transport.

En gennemgang af artiklerne giver informationer, der er vigtige at få formidlet videre på en måde, hvor flest muligt kan forstå, hvad vi hver især ud fra vores egen situation skal gøre for os selv og i forhold til andre.

Derfor en kort opsummering af de væsentligste punkter for at bidrage til en vidensbaseret adfærd og forståelse, der forhåbentlig øger sundhedskompetencen og handlekraften. 

Viruspartikler kan virke som naturlig vaccination
SARS-Cov2, der giver covid-19, findes i smittedes slimhinder og føres videre til andre via hoste og nys i form af store dråber, som hurtigt ender på overflader, hvor de kan smitte mellem en og tre dage typisk afhængigt af overfladen.

De findes også i udåndingsluft i en mindre grad, og vil i form af mikropartikler kunne hænge i luften i længere perioder – op til timer. Ved smitteprocessen kan mængden af partikler, der overføres, være direkte proportional med, hvor alvorlig sygdommen bliver.

Dette er der ikke evidens for, men en række indicier tyder på, at det er rigtigt og kan forklare nogle af de alvorlige sygdomsforløb hos læger og sygeplejersker i for eksempel Kina og Italien.

Omvendt har en enkelt gruppe af forskere en hypotese om, at en lav grad af viruspartikler i luften, endog kan virke som en naturlig vaccination og bidrage til at nogle udvikler lette forløb.

Kort sagt skal vi undgå at blive udsat for større mængder viruspartikler, mindre mængder kan muligvis bidrage til udvikling af immunitet.

Der findes endnu ikke et klart vidensgrundlag, men denne information kan bidrage til at forstå, hvorfor mundbind i et offentlig rum for ikke-risikogrupper kan have en tvivlsom og endog negativ effekt i forhold til at reducere sygdom.

Intet generelt belæg
Det teoretiske grundlag for mundbind er, at smittede, to til tre dage inden de får symptomer, udskiller vira, og at asymptomatiske smittede i mindre grad udskiller vira under deres sygdom, som varer godt en uge.  

Det betyder, at mellem 500 og 7000 groft estimeret hver uge findes i samfundet svarende til 0,1 - 1 promille, der potentielt kan smitte i situationer, hvor de enten nyser eller hoster direkte på en anden person indenfor en til to meters afstand eller gennem længere tid opholder sig med andre i små ikke-ventilerede lokaler.

De steder, hvor mundbind kan bidrage til reduktion, vil derfor typisk være i elevatorer, personbiler og mindre busser, metro, og letbaner i myldretid, i områder hvor mange stimler sammen, men der er ikke et generelt belæg for mundbind for ikke-risikogrupper i offentlig transport.

Der er heller ikke, trods en fornuft i at reducere mængden af vira i luften, et videnskabeligt belæg for, at det reelt vil reducere antallet af smittede og slet ikke for reduktion af antallet med alvorligt sygdomsforløb, der kræver intensiv behandling. 

Vi skal derfor tænke anderledes og hjælpe de, der har behov for beskyttelse med relevant information. Det skal dog først slås fast, at de masker/visirer, som de sundhedsprofessionelle anvender, er nødvendige for både at beskytte dem selv og dem, de tager sig af.

Folk i risikogruppen har ansvaret
For de, der er i risikogrupper gælder, et grundlæggende princip, at det er dem selv, der har et ansvar for at beskytte sig og også at signalere til os andre, at vi skal respektere deres behov for tryghed.

Den simple vej er, at de 1) anvender en effektiv maske og overvejer visir, da der er belæg for, at en del af smitten kan foregå via øjnenes slimhinder, 2) selv sørger for at undgå situationer med mange mennesker og kraftig skrålen, for eksempel offentlig transport i myldretid, taxi og flexbusser og tilskuer situationer, 3) tager et skilt på, der markerer deres behov for afstand, ligesom svagsynede og blinde i dag anvender signaler til at gøre opmærksom på, at der bedes vist hensyn til os.

De skal også overveje at have håndsprit og masker til besøgende, hvis deres bopæl består af små rum og sørge for grundig ventilation. 

For det offentlige bør der være en udvidet pligt til at hjælpe med information om rigtig brug af masker og mundbind direkte til dem i risikogruppe. Her bør man overveje at ligestille dem med andre hjælpemidler og betragte det som forebyggende behandling med instrukser hos egen læge eller apotek.

Sidstnævnte ses i en række andre lande, hvor apotekerne har en proaktiv rolle ved forebyggelse.

Påbuddet skal ophæves
Derfor en kraftig opfordring til, at vi ophæver den påtvungne brug af mundbind og satser på at vende tilbage til et samfund baseret på natur- og sundhedsvidenskabelig begrundede handlinger og med fokus på at sætte ind, der hvor effekten er størst.

Vi skal derimod ikke lade os drive politisk af frygt og utryghed, da det i værste fald kan føre til større udgifter, grundet en unødvendig og ubegrundet tilværelse med påbud og restriktioner, der belaster privat og samfundsøkonomi og leder i eksemplet med mundbind til en større forurening med mikroplastik.

Vi skal tænke klogt, som statsministeren selv sagde i foråret, og sørge for at hjælpe de, der er i risikogruppe til at værne sig bedre og ud fra en forståelse, der giver rationelle handlinger og tryghed.

Den oplyste tidsperiode med tro på individets mulighed for at handle på et evidensbaseret grundlag skal promoveres. Det vil forhåbentlig give mulighed for, at de mange med kroniske tilstande får troen på egen evne til at handle og behandle sig selv tilbage.

Forrige artikel Tidligere departementschef: Snuptag løser ikke udfordringen med mange love Tidligere departementschef: Snuptag løser ikke udfordringen med mange love Næste artikel Journalistforbund: EU må ikke svigte Hvideruslands kamp for demokrati Journalistforbund: EU må ikke svigte Hvideruslands kamp for demokrati