Forsker Sidsel Vinge: Jeg vil ikke være en kvinde

Denne kronik blev bragt første gang den 17. september 2019.

Af Sidsel Vinge
Forsker, konsulent, underviser og debattør i sundhedsvæsenet i 20 år

Jeg er så træt af at tale om køn! Jeg synes, det kan afspore enhver saglig debat om snart sagt hvad som helst. Så hvorfor sagde jeg ja, da Altinget bad mig skrive en kronik om emnet?

Måske sagde jeg ja på grund af den sms-udveksling, som jeg havde med en journalist, jeg i øvrigt har stor respekt for (se sms-udvekslingen til højre eller ved at klikke her).

Eller sagde jeg mon ja, fordi en anden journalist inviterede mig med i et program om sundhedsvæsenet, og som i den forbindelse kom til at nævne, at "flere har kommenteret fraværet af kvinder" i programmet?

Ikke et ondt ord om journalister. Jeg forstår til fulde deres dilemma. Men jeg funderer over, hvordan jeg endte med at blive en kvinde? Forstå mig ret: For 20 år siden var jeg en CBS'er, en phd.-studerende, en organisationsforsker og meget andet. Men jeg var aldrig "en kvinde" i mit professionelle virke.

Alle skal have nogen at "spejle sig i", og det skal åbenbart partout være nogen af samme køn. Men jeg kan da lige så vel spejle mig i andre CBS'ere eller vendelboer eller måske bare mennesker, som jeg finder det værd at spejle mig i.

Sidsel Vinge
Forsker, konsulent, underviser og debattør i sundhedsvæsenet i 20 år

Manel fik mere opmærksomhed end indhold
Jeg gik måske med til at skrive den her kronik, fordi jeg for nylig opdagede, at et panel med mandlige deltagere kaldes et "manel", og at et twitter-alias ved navn "ManelWatch" kastede sig ind i en debat om, hvorvidt det var ok, at seks-syv mænd havde udgjort et panel, der i 25 minutter drøftede noget med ledelse i sundhedsvæsenet på en konference?

For det "manel" trak mange flere tweets end indholdet på selve konferencen. Nogen tweetede – i al venlighed – at jeg burde have været inviteret med i det "manel". Men det var jeg ikke blevet, fordi jeg var en ud af syv kvinder i parallelsessionen på samme konference. Her fik to mænd samlet set kun 25 minutters taletid på scenen hele den dag. Det tweetede ingen om.

Men jeg var en af de syv, som havde rigelig taletid, og jeg forsøgte at sætte fokus på, hvordan data viser, at økonomi og uddannelse er helt afgørende for sundhed, og at det derfor har store konsekvenser at rykke mere sundhedsvæsen ud i kommunerne, hvor økonomi og midler til folkeskolen er meget ulige fordelt kommunerne imellem.

Det er den slags, jeg normalt skriver kronikker om. Men den debat druknede totalt i en lind strøm af tweets om "manelet" inde ved siden af. Og ingen fandt det i øvrigt værd at hidse sig op over, at alle mænd og kvinder på scenen var kridhvide. Desuden var en del af paneldeltagerne slet ikke inviteret som personer, men som positioner: Formændene for PLO og Lægeforeningen samt direktøren for Sundhedsstyrelsen er for tiden mænd.

Hyldest til diversitet og repræsentation
Eller var det, der fik mig til at fare til tasterne og skrive den her kronik i virkeligheden, at en række ledere i det offentlige af begge køn kastede sig ud i en blanding af kritik af "maneler" og hyldest til "diversitet i ledelse", hvor der blev slået til lyd for, at alt fra paneler til ledelsesgrupper bør være "repræsentative", blandt andet så alle (læs kvinder) har nogen at "spejle sig i"?

Men hvilke værdier og antagelser ligger egentlig bag denne type argumenter? I gamle dage, da jeg gik på CBS, blev diversitet i ledelse kaldt requisite variety. Det betyder cirka tilstrækkelig variation. Og det handlede om, at "in order to deal properly with the diversity of problems the world throws at you, you need to have a repertoire of responses which is at least as nuanced as the problems you face".

Eller som Gareth Morgan skrev i indgangsbønnen til min bibel, ”Images of Organizations”:

"Effective managers and professionals in all walks of life have to become skilled in the art of reading the situations they are attempting to organize or manage. (…) They are aware that new insights often arise as one approaches situations from new angles and that a wide and varied reading can create a wide and varied range of action possibilities."

Læger, sygeplejersker eller djøf'ere
Jeg har for år tilbage undervist i omegnen af 1.000 overlæger i ledelse med afsæt i dette perspektiv. Dengang skænkede jeg det bare ikke en tanke, at den variation og diversitet, som skaber god ledelse, kunne være et produkt af ledernes køn.

Når det handlede om ledelse i sundhedsvæsenet, drøftede overlæger dengang oftest, om det var vigtigt, hvorvidt ledere var læger, sygeplejersker eller djøf'ere? Eller om der skulle en blanding til?

Argumenterne handlede om, hvorvidt der var en særlig form for viden, man fik qua sin uddannelse, og som var vigtig for at sikre requisite variety i ledelse i sundhedsvæsenet? Eller om det snarere var et spørgsmål om, at bestemte fagklaner ønskede, at nogen skulle repræsentere dem og deres interesser?

Eller hvorvidt det var omvendt: At nogen i ledelsen skulle kunne gennemskue lægers, sygeplejerskers og djøfferes forsøg på interessevaretagelse? Eller at sundhedsfaglige personer bare ikke vil acceptere at lade sig lede af andre end en af deres egne – kompetencer helt underordnet.

Spørgsmålet om diversitet og om repræsentation i ledelse var og er relevant, men kun når det handler om viden og kompetencer i relation til ledelse. Men at diversitet i ledelse skulle handle om køn? Den køber jeg ikke.

Bombet tilbage i en Woolf-roman
Det, at jeg er kvinde, vendelbo, hvid, ikke medlem af folkekirken, men til gengæld medlem af et parti, er på ingen måde relevant for mit professionelle virke. Hverken når jeg har været forsker, leder, underviser eller projektchef, som jeg er for tiden.

Og jeg finder det værd at kæmpe for, at det er kombinationen af min viden, min flittighed og mine evner, som er det eneste relevante i denne sammenhæng. Intet irrelevant skal bringes i spil. Og det er sagen helt uvedkommende, hvor jeg står politisk, om jeg er religiøs, eller om jeg er kvinde.

For bag argumenterne om behovet for kønsdiversitet ligger jo enten en antagelse om, at mænd bliver valgt til på grund af deres køn: til "maneler", stillinger og alt muligt andet. Når det sker, er det præcist lige så forkert, som når kvinder vælges til på grund af deres køn. Two wrongs don’t make a right!

Eller også ligger der en langt mere problematisk antagelse bag argumenterne, nemlig at fordi jeg er kvinde, så har jeg nogle særlige evner eller perspektiver, der skaber en diversitet, som er relevant i en given professionel sammenhæng. Men det argument rammer os jo lige i nakken: For så antager vi, at kvinder besidder særlige kvindelige evner, egenskaber eller endnu værre kvindelige værdier!

Når det er rigtig slemt, hører jeg for eksempel, at kvinder alene grundet deres køn skulle være bedre til at lytte, være tålmodige og drage omsorg for andre. Og så er vi altså bombet tilbage midt i en Virginia Woolf-roman, hvor det var kvindernes iboende natur, der gjorde dem uegnede som kunstnere, politikere, studerende – ja, som alt andet end koner og mødre. Men køn er hverken diskvalificerende eller kvalificerende i professionelle sammenhænge. Det er sådan set helt ligegyldigt.

Hvilken diversitet er vigtigst?
Et andet argument handler om rollemodeller og spejling: Alle skal have nogen at "spejle sig i", og det skal åbenbart partout være nogen af samme køn. Men jeg kan da lige så vel spejle mig i andre CBS'ere eller vendelboer eller måske bare mennesker, som jeg finder det værd at spejle mig i.

Og guderne skal vide, at der er kvindelige ledere, politikere og forskere derude, som jeg på ingen måde ønsker at spejle mig i. Ikke fordi de er kvinder, men fordi nogen af dem er arrogante eller bare plain uvidende.

Lige under overfladen på det her diversitetsargument lurer også en diskussion om, hvilke former for diversitet der så er vigtigst? Og her oplever jeg, at (hvide veluddannede) kvinder ofte har en tendens til at pege på kønsdiversitet som det vigtigste. Kvinder kan jo med rette sige: "Vi er halvdelen af befolkningen!" Faktisk er vi lidt mere end det.

Men hvad kan efterkommere af indvandrere så ikke også med rette sige? Og de unge? De ældre? Og betyder det så, at de grupper, der er mange, skal have mere plads og taletid?

Desuden ligger der bag denne tankegang en grum reduktion af mennesket til en art homo economicus, der alene optimerer egennytte. Men ethvert anstændigt menneske skal kunne se ud over sin egen næsetip, det være sig som offentligt ansat, leder, projektchef, Gentofteborger, dansker eller som kvinde.

Mange kvindepaneler i sundhedsvæsenet
Ved nærmere eftertanke er det måske en helt anden oplevelse, som fik mig til at skrive denne kronik: Jeg har de sidste mange år utallige gange deltaget i et all women panel, fordi det simpelthen vælter med kvinder i sundhedsvæsnet og særligt i den kommunale del. Og da Dennis Kristensen – last man standing – overlod FOA-stafetten til Mona Striib, så det virkelig sort ud for mændene.

Men det har aldrig strejfet mig, at jeg burde have takket nej tak til at drøfte alverdens aspekter af livet i det kommunale sundhedsvæsen med for eksempel DSR's formand, FOA's nye ditto, direktøren for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, formanden for Jordemoderforeningen og alverdens andet godtfolk i og omkring det kommunale sundhedsvæsen alene med den begrundelse, at de alle sammen er kvinder.

Men dette væld af kvinder førte en dag til en lidt pinlig situation: Til et større arrangement i regi af en fagforening i sundhedsvæsenet skulle jeg og en række andre holde oplæg. Vi var alle kvinder.

Til arrangementet var der også et lotteri, og der blev udloddet præmier. Men det blev lidt akavet, da en mand vandt lotteriet, for præmierne bestod i kurve med blandt andet beauty-produkter og gavekort til noget ansigtsbehandling. Stort set alle fagforeningens medlemmer er kvinder, og ingen havde åbenbart tænkt på, at en mand kunne vinde.

Han tog det nu i stiv arm og grinede med. Og det er sikkert ikke første gang, han er udsat for den slags i et så kvindedomineret fag. Men det perspektiv på kønsdebatten i sundhedsvæsenet fylder bare ikke særlig meget. Heller ikke selvom rekruttering og fastholdelse af studerende i sundheds- og omsorgsfagene er en stor udfordring. Men da jeg kørte hjem den aften tænkte jeg alligevel: Gad vide, hvordan det egentlig er at være mand i den verden?

Udvander ligestillingsdebatten
Nej, faktisk, når jeg tænker efter: Jeg sagde ja, fordi jeg mener, at den kønsdebat, jeg oplever i min hverdag, er mere ødelæggende end fremmende for ligestilling. Forstå mig ret: Jeg mener, at ligestilling er værd at kæmpe for. Bare ikke på den måde jeg oplever det i sundhedsvæsenet for tiden, hvor man diskuterer repræsentation i "maneler" og kønsdiversitet i ledelser.

Der er masser af områder, hvor køn er den direkte årsag til alt fra diskrimination og eksklusion til vold og drab. Både herhjemme og ude i verden. Og diskussioner om "maneler" og alt det andet, jeg er så træt af, er med til at udvande debatten om ligestillingsproblemer af en helt anden karakter, som burde have langt mere opmærksomhed.

Ok, hånden på hjertet. Jeg ved jo godt, hvad det var, der fik mig til at sige ja til at skrive den her kronik. Det var en parentes. Den stod i den mail, jeg fik fra Altingets debatredaktør med opfordringen til at skrive denne kronik: "Vi ser det som en enormt vigtig og svær debat, og det er sjældent, at pointer som dine bliver fremført (i hvert fald offentligt)."

Det var lige præcis de fire ord i den parentes, der fik mig til tasterne. Hvis der er perspektiver, som ikke bliver fremført offentligt, så må en sundhedsvæsensnørd som mig, der ellers er dødtræt af kønsdebatten, se ud over sin egen næsetip og kaste sig ud i det. Bare en enkelt gang.

Så vender jeg tilbage til mit hood – sundhedsvæsenet – og ve den journalist, konferencearrangør, redaktør, eller mangfoldighedskonsulent, der kommer til at sige "the K-word" til mig én gang til!