Forsker: USA er årtier foran Danmark i kampen mod racisme

KRONIK: Danskernes moralske fordømmelse af USA, som er langt foran Danmark i kampen mod racisme, udstiller mangel på selvindsigt. Både højre- og venstrefløjen svigter, skriver Jamal Abdi.

Af Jamal Abdi
Ph.d.-studerende ved School of Politics på Keele University i England

George Floyds tragiske død har fremkaldt stærke reaktioner i både USA og andre dele af verden, hvor tusinder af mennesker er gået på gaden for at protestere imod racisme.

På sociale medier er også mange danskere berørt af hændelsen omkring George Floyds død, hvilket mange anser for at være et resultat af det amerikanske politis hårdhændede behandling af særligt sorte amerikanere.

Korrespondenter, der beretter om en dybtfølt frustration blandt afroamerikanere, der læser George Floyds død ind i en fortælling om strukturel og systematisk racisme i det amerikanske samfund, fylder det danske mediebillede i disse dage, og USA-analytikere og USA-eksperter synes at verificere afroamerikaneres fortolkning af de igangværende begivenheder.

I weekenden demonstrerede omkring 15.000 danskere i København imod racisme i USA. Spørgsmålet er, om strukturel racisme og ubevidst bias imod minoriteter også er at finde i det danske samfund.

Naturligvis er der betydelige forskelle på racerelationerne i USA og Danmark, men den ubekvemme sandhed er, at det amerikanske samfund er årtier foran det danske, når det gælder racerelationer.

I USA er der en åben, ærlig og intens kulturel samtale om racisme. En tilsvarende åben og ærlig debat om racisme i det danske samfund er fraværende. I USA er der politisk vilje til at italesætte, kortlægge og bekæmpe racisme. En tilsvarende politisk vilje er tilsyneladende fraværende i dansk politik.

Danmark sætter ikke racisme på dagsordenen
Siden borgerrettighedsbevægelsen skyllede ind over det amerikanske samfund i 1960'erne, har der været en offentlig kulturel samtale om racisme og racerelationer i USA.

Samtalen har affødt en politisk vilje til at kortlægge og bekæmpe racisme. Amerikanere har anerkendt behovet for at bekæmpe tilstedeværelsen af racisme i det amerikanske samfund, hvor staten længe har været bannerfører i forsøget på at nedbryde racisme.

I Danmark har politikere, medier og skiftende regeringer sat sexisme, antisemitisme og homofobi på dagsordenen. Det bekymrende er, at de selvsamme politikere, medier og regeringer, som med rette har evnet at italesætte sexisme, antisemitisme og homofobi, ikke har formået at sætte racisme på den politiske dagsorden.

Dagbladet Information bragte for nylig en kronik af Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Pia Kjærsgaard, som igen spillede sin nu ret velkendte melodi.

Pia Kjærsgaard mindede os alle om, at det stod ringe til med integration af ikke-vestlige indvandrere. Pia Kjærsgaard mente, at hverken, kinesere, thailænder eller indere skabte problemer, fordi de kom fra en kultur, hvor man opfører sig ordentligt.

I stedet rettede hun et frontalt angreb på medborgere fra Somalia og Lebanon, som ifølge hende havde præget Danmark negativt for evigt. Det lå mellem linjerne, at libanesere og somaliere kom fra en kultur, hvor man ikke evnede at opføre sig ordentligt.

Pia Kjærsgaards udsagn om somaliere og libanesere minder om den amerikanske præsident Donald Trumps udsagn om mexicanere. Men Pia Kjærsgaards påstand er naturligvis ikke racistisk. For den slags anklager vi ikke hinanden for i Danmark, vel?

Statssponsoreret racisme i Danmark
Da en Black Lives Matter-demonstration fandt sted i Aarhus, skrev Dansk Folkepartis forhenværende folketingsmedlem, den racismedømte Kenneth Kristensen Berth, på sin facebookprofil, at "der er ingen – jeg gentager ingen – diskrimination af sorte i Danmark".

Racismebenægtelse er snarere udtryk for, at racisme er institutionaliseret, end at den er fraværende. Der er masser af eksempler på statssponsoreret racisme i Danmark, som ville have genereret et ramaskrig i en amerikansk kontekst.

Dobbeltstraf ved at begå kriminalitet i såkaldte udsatte boligområder er en realitet. Det er ingen hemmelighed, at langt de fleste medborgere i de boligområder er brune eller sorte. Hvad ville reaktionerne have været, hvis Trump-administrationen foreslog eller implementerede dobbeltstraf for kriminalitet begået i områder, hvor hovedparten af beboerne er sorte eller brune?

Også den officielle skelnen mellem "danskere" og efterkommere af ikkevestlige "indvandrere" er et eksempel. Budskabet er klart: Kun, hvis dine forfædre er fra vestlige lande, er du at betragte som dansker. Nærmere kommer man ikke sammenkoblingen mellem etnicitet eller race og nationalitet.

Støttepartier italesætter ikke tilstedeværelsen af racisme
Det er ganske glædeligt, at mange danskere udviser solidaritet med afroamerikanere og siger fra overfor racisme i USA. Men hvor er den brede folkelige forargelse, når det kommer til racisme og diskrimination af minoriteter i Danmark?

Når Dansk Folkeparti og højrefløjen tilsyneladende kan slippe afsted med at postulere, at racisme og diskrimination af minoriteter er ikke-eksisterende, skyldes det, at selverklærede progressive politikere, medier og forskere svigter i kampen mod racisme.

Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet fik massiv opbakning fra brune og sorte danskere ved seneste folketingsvalg. Men ingen af disse partier har prioriteret og evnet at italesætte tilstedeværelse og bekæmpelse af racisme.

Heller ikke medierne er deres ansvar bevidste. Det er sjældent, at racisme diskuteres for eksempel i forbindelse med minoriteters manglende adgang til arbejdsmarkedet eller unge brune og sorte mænds overrepræsentation i kriminalitetsstatistikker.

Når racisme en sjælden gang diskuteres, debatterer hvide ofte indbyrdes, mens de få sorte debattører, der får taletid, mødes ofte med manglende respekt og anerkendelse. Mary Consolata Mamagambe besøgte Deadline-studiet for at diskutere racisme, da en hvid, mandlig studievært hånende sagde "ro i stuen" til hende, som var hun et børnehavebarn.

Regeringen skal komme ind i kampen
Også universiteterne og forskere bør prioritere racisme oftere. Det holder ikke, at man statistisk kan påvise, at eksempelvis ældre somaliske kvinder er underrepræsenterede på arbejdsmarkedet, men ikke, hvor ofte de udsættes for hadforbrydelser, eller i hvor høj grad de er begrænset af deres sociale identiteter.

Nok er vi alle forargede af at se en uskyldig mand, der langsomt kvæles ihjel, men moralsk fordømmelse af et samfund, der på mange måder er langt foran Danmark med racerelationer, er udtryk for manglende selvindsigt og refleksivitet.

Danmark bør vågne fra sin nationalromantiske dvæle og anerkende, at der naturligvis intet logisk eller fornuftigt er i forestillingen om, at Danmark er det eneste land i verden, hvor racisme og diskrimination ikke forekommer.

Medierne bør italesætte racisme noget oftere og generelt lade minoriteter komme til orde. Det første større danske studie, der påviser, at minioritetskvinder med tørklæde skal sende flere ansøgninger end hvide kvinder for at blive indkaldt til en jobsamtale udkom tidligere i år. Hvorfor har universiteterne ikke prioriteret den slags forskning, når integrationsdebatten har været det altoverskyggende politiske tema de seneste 20 år?

Regeringen og statsministeren må svare på, om racisme eksisterer i Danmark. Hvis ja: Hvad agter regeringen at gøre for at kortlægge og bekæmpe strukturel racisme i Danmark?

Forrige artikel Filosof: Derfor minder Støjbergsagen om Trumps rigsretssag Filosof: Derfor minder Støjbergsagen om Trumps rigsretssag Næste artikel Dyrenes Beskyttelse til rasende erhvervsliv: Nye krav til grisetransporter er en sejr for dyrevelfærden Dyrenes Beskyttelse til rasende erhvervsliv: Nye krav til grisetransporter er en sejr for dyrevelfærden
Hvem stemmer på Radikale? Her er partiets kernevælger

Hvem stemmer på Radikale? Her er partiets kernevælger

VÆLGERPROFIL: Er Radikales vælgere unge eller gamle? Og hvilken uddannelsesbaggrund er mest udbredt blandt partiets vælgere? Altinget ser nærmere på den typiske R-vælger på dagen for partiets landsmøde.