Forskere: Skovproduktion må vige for truede arters beskyttelse

Af Bo Jellesmark Thorsen m.fl. (se dokumentationsboks)
Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Regeringen har bedt om forslag til en natur- og biodiversitetspakke, og der er indkommet flere hundrede.

Desværre er der forslag fremme, der skaber unødvendig usikkerhed om noget af den viden, der udgør en del af grundlaget for en fornuftig natur- og biodiversitetspakke.

I dette indlæg vil vi fremhæve nogle centrale indsigter fra det forskningsbaserede arbejde på området samt pege på en række mulige faldgruber for både biodiversitet, erhverv og samfund, hvis man ignorerer den viden.

Både globalt og her i Danmark mister vi løbende arter i vores natur. Danmark har forpligtet sig til at bidrage til at stoppe tilbagegangen.

Biodiversitetsbeskyttelse handler derfor først og fremmest om at tage initiativer, der sikrer, at vi fremover mister så få arter, som vi kan med de ressourcer, vi afsætter til formålet.

Det er meget svært at sikre truede arters overlevelse som en sidegevinst af produktionsaktiviteter.

Bo Jellesmark Thorsen m.fl.
Institutleder, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Det betyder, at der skal være fokus på de truede arter og de levesteder, de har brug for. Beskyttelsen af de truede arter tillægges stor værdi i den danske befolkning.

Målrettet beskyttelse slår alternativerne
En forbedret indsats for natur- og biodiversitet skal selvfølgelig udformes, så den opfylder målsætningerne og er så omkostningseffektiv som praktisk muligt.

Der er bred enighed i forskningen om, at hvis vi skal stoppe biodiversitetstabet, så skal der gives plads til naturen.

Det betyder, at der skal afsættes arealer, hvor beskyttelsen af biodiversiteten er hovedformålet, og de mange naturlige levesteder, der er gået tabt på produktionsarealerne, kan genskabes. Det betyder, at vi på nogle arealer skal stoppe produktionen.

I 2012 gennemførte De Økonomiske Råd i samarbejde med Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) en analyse, der konkluderede, at udtag af skovarealer er det mest omkostningseffektive for biodiversitetsbeskyttelsen.

Lidt forsimplet er årsagen denne: Der er betydelig mere af den truede biodiversitet i skovene end uden for skovene, fordi Danmark historisk set er et skovland, og derfor findes de truede arter sjældent i det åbne land. Samtidig er omkostningerne mindre, fordi afkastet fra skovbrug er mindre end fra landbrug.

CMEC ved Københavns Universitet har siden gennemført endnu større analyser af samme spørgsmål.

Det er årsagen til, at der er fokus på at tage skovarealer ud af produktion og henlægge dem til urørt skov, som er uden forstlig drift, og hvor naturlig dynamik, eventuelt suppleret med genopretningstiltag, efterhånden vil tilbyde den vifte af naturlige levesteder, som de truede arter mangler i produktionsskovene.

Produktion og naturbeskyttelse går ikke hånd i hånd
De danske skove er blandt de mest liberalt regulerede i Europa. Den danske lovgivning lægger relativt få restriktioner på ejernes beslutninger om drift og anvendelse af skovene.

Danske skove er ret intensivt og forstligt veldrevne, set fra en produktionsvinkel. Samtidig er der ejere, der frivilligt gør noget for naturen på deres arealer.

Nogle debattører taler for, at høj produktion og høj biodiversitetsbeskyttelse bør kunne gå hånd i hånd på det enkelte areal. Det er der intet forskningsmæssigt belæg for – snarere tværtimod.

Der er eksempler på, at man ved at forfølge én miljøgevinst delvist kan realisere en anden. Det gælder for eksempel udtag af kulstofrige landbrugsjorde, der kan give en vis reduktion i kvælstofudvaskningen.

Men det er meget svært at sikre truede arters overlevelse som en sidegevinst af produktionsaktiviteter. Der viser forskningen, at målretning mod nuværende og potentielle levesteder er essentiel, og at indgrebene skal fjerne presset på de naturlige processer og levesteder for at have en effekt.

Integration heller ikke attraktivt for producenterne
Insisterer man på alene at forfølge biodiversitetsbeskyttelsen ved integration bredt på produktionsarealerne i de danske skove, så kan det enten blive svært at sikre de truede arters overlevelse, eller det kan blive unødigt dyrt.

Samtidig kan det betyde et brud med den nuværende regulering, hvor skovejerne har ret frie hænder i deres dyrkningspraksis.

Skal en sådan politik virke, så vil det sandsynligvis betyde krav om samtidige og permanente tiltag på arealerne, for eksempel om et betydeligt og stabilt niveau af dødt ved, begrænsninger på jordbearbejdning, pesticider og dræning samt restriktioner på træartsvalg, hugst- og foryngelsesmetoder.

Det vil sænke værdiproduktionen på måske 100.000-vis af hektar skovareal. Det vil sandsynligvis betyde en merpris forårsaget af den manglende målretning.

Et nyttigt supplement
Når det er sagt, så kan naturindholdet selvfølgelig øges på produktionsarealer i skovene, for eksempel ved at gennemføre nogle af de ovennævnte tiltag.

Det kan potentielt også understøtte beskyttelsen af de truede arter, omend mere viden om dette vil være nyttigt.

På samme måde kan tiltag i landbrugslandskabet med fokus på at forbedre naturindholdet potentielt understøtte biodiversiteten på længere sigt. Hvilke tiltag og hvor vil det igen være gavnligt at forstå bedre.

Men forskningen på området fortæller os, at for de truede arter vil de tiltag alene være et nyttigt supplement til målrettet at tage arealer ud af produktion som for eksempel urørt skov, hvor de truede arter kan få fred til at etablere levedygtige bestande.