Forstå topmødet: 6 ting vi lærte af slaget om Europas ledelse

ANALYSE: Hvorfor røg Vestager ikke helt til tops? Hvordan kan en tysk EU-chef være andet end en sejr for Merkel? Hvorfor truer en ny kamp nu i Europa-Parlamentet? Her er nogle bud på lærestreger og perspektiver i de seneste dages magtkampe i toppen af EU.

BRUXELLES: Efter over to døgns heftige forhandlinger dag og nat lykkedes det tirsdag aften endelig de 28 EU-landes stats- og regeringsledere at vedtage en pakke, der fordeler de vigtigste topposter i EU de næste fem år.

Pakken, der blev mødt med stor tilfredshed af statsminister Mette Frederiksen (S), foreslår bl.a. den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, som ny leder af EU-Kommissionen, mens Margrethe Vestager står til at blive ledende næstformand.

I de kommende dage og uger vil det vise sig, om det nyvalgte Europa-Parlament kan godkende de nationale lederes opstilling. Det er langt fra givet på forhånd i et europæisk politisk landskab, der fremstår mere fragmenteret end i mange år.

Også de afsluttende forhandlinger mellem Europas nationale ledere afslørede undervejs både modstridende interesser, magtkampe og politiske skred, som er vigtige at tage med i forståelsen af Den Europæiske Unions videre udvikling.

Kampen om topposterne viser, at de europæiske ledere godt kan finde nye veje til at tage beslutninger, når de er tvunget til det. Beslutningen demonstrerer også, at kønsmæssig ligestilling i toppen faktisk er mulig, når viljen er til stede.

Men vejen til aftalen var samtidig så belagt med gensidig mistro, baghold og skjulte dagsordner, at det ikke lover godt for de kommende års diskussioner om EU’s langtidsbudget, klimaet, grænserne og indvandringen.

Her er 6 ting, vi på Altinget har bidt mærke i under de seneste døgns forhandlinger:

1: Danmarks kandidat blev (igen) snigløbet af egne partifæller
Både statsministeren og Margrethe Vestager selv glæder sig med rette over udsigten til et dansk topjob i EU, der tegner til at blive det mest indflydelsesrige siden Henning Christophersens tid som næstformand i Delors-kommissionen i årene 1985-1995. Men der var faktisk et reelt håb om, at hun kunne være blevet formand.

Hvorfor nåede Vestager ikke helt til tops under topmødet? Den officielle version er, at Europas liberale bare ikke er lige så store som de konservative og socialdemokraterne. Men efter Europa-Parlamentsvalget er den situation mere nuanceret. De to største grupper har mere brug for de liberale end nogensinde før. Beviset på det er, at de gjorde Belgiens fungerende liberale regeringsleder, Charles Michel, til den nye faste rådsformand (EU-præsident).

Nogle analytikere påpeger, at Danmarks position uden for euroen var et handicap. Det kan ikke udelukkes, at det betød noget undervejs. Men der var ikke nogen ledere, der åbenlyst brugte de danske forbehold som argument mod Vestager under disse forhandlinger. Tværtimod sagde den franske præsident for en måneds tid siden, at det ikke betød noget. 

Virkelighedens årsag er mere speget: Da det kom til stykket, kæmpede de vigtigste liberale ledere inde i topmødelokalet ikke for danskeren.

En af dem var netop Charles Michel, der med stort held hyttede sit eget skind. En anden var Hollands liberale regeringsleder, Mark Rutte, som i stedet pressede på for sin socialdemokratiske landsmand Frans Timmermans. En tredje var Frankrigs præsident. I sidste ende brugte Emmanuel Macron mest sit krudt på at få en fransk direktør for Den Europæiske Centralbank (ECB).

Både Vestager og Mette Frederiksen må have haft déja-vu i forhold til dengang for fem år siden, hvor Helle Thorning-Schmidt (S) var lige ved at blive rådsformand i stedet for polakken Donald Tusk. En væsentlig grund til, at det mislykkedes i 2014, var skjulte dagsordner hos andre socialdemokratiske ledere.

Tyske Martin Schulz ville mest af alt selv fortsætte som formand for Europa-Parlamentet, Italiens Matteo Renzi ville have en italiensk udenrigschef for EU og Frankrigs daværende præsident, Francois Hollande, endte med at opgive Thorning.

I sidste ende vejer nationale eller personlige interesser og alliancer ofte tungere end principper og visioner.

2: Merkel kan ikke længere styre Europa
Paradoksalt nok afslørede topmødet, der udnævnte en tysker til kommissionsformand for første gang i over 50 år, også en mærkbar svækkelse af Tysklands forbundskansler. Efter 14 år som en oftest stilfærdigt bomstærk tysk leder, der dominerede EU’s topmøder og fandt de rigtige kompromisser, er Angela Merkel gradvist ved at miste grebet om både Berlin og Bruxelles.

Hendes forsøg på sammen med Frankrigs præsident at gøre Frans Timmermans til kommissionsformand slog fuldstændig fejl, og det endte med at gøre hende upopulær både ude og hjemme.

Planen blev opfattet som desperat fedteri for de socialdemokratiske koalitionspartnere hjemme i Tyskland. Den blev skudt ned af Europas andre konservative ledere, inden EU-topmødet overhovedet kom i gang i søndags.

Mandagen var ét stort tilbagetog for Merkel, mens håbet for Timmermans gang på gang blev punkteret. Da lederne tirsdag endte med i stedet at udpege den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, som kommissionsformand, var det heller ikke rigtig godt nyt for Merkel.

De tyske socialdemokrater i SPD foragter tydeligvis den konservative forsvarsminister, og tirsdag aften svinede fremtrædende SPD’ere aftalen fra Bruxelles til. Krisen i koalitionsregeringen skabte den absurde situation, at Tyskland måtte afstå fra at stemme for en tysker som ny EU-chef. Merkel udtrykte sin personlige støtte til sin mangeårige ven og minister Ursula von der Leyen, men Tyskland afstod fra at stemme.

Bagefter gjorde franskmændene det værre ved at bryste sig over, at von der Leyens kandidatur i virkeligheden var Emmanuel Macrons idé, så han kunne score ECB i Frankfurt.

3: De europæiske konservative er dybt splittede
Efter mange år som det europæiske samarbejdes stærkeste politiske kraft, der blandt andet dominerede Europas reaktioner på finanskrisen og eurokrisen, er de konservative i EPP nu i tydelige interne vanskeligheder.

Selv om EPP stadig er EU’s største politiske familie, så kan de ikke længere danne flertal sammen med socialdemokraterne alene i Europa-Parlamentet. Det gamle topartisystem er sprængt.

Der er også færre konservative regeringer i de vigtigste medlemslande. En svækket kansler Merkel, som ikke engang er formand for sit eget parti længere, finder sig selv sammen med en flok ledere fra små lande – de fleste af dem østeuropæiske.

Under de seneste dages topmøde måtte Angela Merkel flere gange bøje sig for kritik fra konservative ledere i lande som Irland, Kroatien, Letland, Rumænien og Bulgarien. For ikke at glemme Ungarns autokratiske og nationalistiske leder, Viktor Orban.

EPP har haft store problemer med at håndtere den ungarske regeringschef, hvis parti Fidesz nu er suspenderet (men ikke ekskluderet) fra den konservative familie. Orbans indflydelse er tydeligvis stadig betydningsfuld.

Det virkede også mærkeligt, at EPP gjorde den næsten ukendte Manfred Weber til spidskandidat til jobbet som kommissionsformand, selv om han tydeligvis aldrig har haft en ærlig chance for at blive udnævnt.

I de kommende dage og uger vil det vise sig, om de konservative kan holde sammen på tropperne i Europa-Parlamentet, når først Ursula von der Leyen og senere den samlede nye EU-Kommission skal godkendes i Strasbourg.

4: Oprør fra østlande og skeptikere fylder mere
Både de østeuropæiske ledere i EPP og lederne af de fire såkaldte Visegradlande (Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet) fik meget stor indflydelse på beslutningen om de nye EU-chefer.

Lederne fra Polen og Ungarn glædede sig bagefter over, at det ifølge deres egen opfattelse var lykkedes dem at forhindre både Manfred Weber og Frans Timmermans i at blive formand for kommissionen. Især Timmermans var uacceptabel for dem, fordi han i sin egenskab af EU-kommissær for retsstatsprincipper har kritiseret de åbenlyse demokratiske problemer i de to lande.

Det der med at kritisere Polen går bare ikke, og derfor måtte Timmermans ikke blive kommissionsformand, forklarede den polske regeringsleder, Mateusz Morawiecki.

”Vi har nu bevist, at det ikke fører nogen vegne at angribe Polen,” sagde han.

Viktor Orban glædede sig på sin side over, at de nyligt udpegede EU-ledere angiveligt ”respekterer Ungarn” og ”forstår betydningen af den kristne kultur”.

Polen og Ungarn fik ofte selskab af Italiens EU-skeptiske regering, når den ene eller den anden kandidat skulle blokeres under topmødet. Den alliance viste sig umulig at ignorere.

Flere af de andre europæiske ledere blev voldsomt provokeret af Visegradlandenes og Italiens opførsel. I en sådan grad faktisk, at den slovakiske kommissær Maros Sefcovic i sidste øjeblik blev forbigået i kabalen om topposterne. Han var ellers udset til at blive ledende næstformand, ligesom Vestager og Timmermans.

Men det blev forhindret, forklarede Portugals leder, Antonio Costa:

”Ingen grund til at belønne de lande. Italien skal ikke have noget topjob, og intet Visegradland skal have et topjob,” sagde han.

5: Præsident Macron spiller sit helt eget spil
Frankrigs unge og ambitiøse leder er måske nok en glødende tilhænger af EU, men han er også på sin egen måde en slags populist med et stærkt ønske om opbrud. Dette topmøde afslørede, at han er mindst lige så villig som alle andre til at lave alverdens manøvrer for at fremme sin egen sag.

Først talte Emmanuel Macron varmt om Margrethe Vestager, men under selve forhandlingerne insisterede han tilsyneladende aldrig rigtig på at gøre danskeren til kommissionsformand. I stedet lavede han en aftale med Merkel om Frans Timmermans, som Macron også endte med at ofre uden de store kvaler. Men først da Timmermans-idéen havde væltet butikken hos de konservative i EPP.

Den franske præsident er jo ikke socialdemokrat som Timmermans – og han er heller ikke så liberal, så det gør noget, må man forstå. Så hvorfor ikke foreslå en konservativ tysker som Ursula von der Leyen? Den idé kom tilsyneladende ikke fra Merkel, men fra Macron mandag aften.

Det kunne kansleren ikke så godt sige nej til, selv om det har bragt hende i uføre med sin regeringskoalition. Og hun kunne heller ikke så godt sige nej til at gøre franske Christine Lagarde til ny direktør for Den Europæiske Centralbank (ECB).

Macron endte med en fransk ECB-chef, en personlig ven som ny europæisk rådsformand (belgieren Charles Michel) og en tysk kommissionsformand, der taler flydende fransk og deler mange af den franske præsidents holdninger til EU.

At Angela Merkel så blev trængt op i en krog, mens både Europas konservative og socialdemokraterne blev forvirrede, det var bare en ekstra bonus.

6: Spitzen-mord kan skabe krise med Europa-Parlamentet
Lige siden, der sidste gang blev udnævnt nye EU-chefer i 2014, har Europa-Parlamentet insisteret på mere direkte indflydelse via den såkaldte spitzenkandidat-proces. Dengang blev Parlamentets politiske grupper enige om at gøre Jean-Claude Juncker til kommissionsformand, og så havde stats- og regeringslederne i realiteten ikke andet valg.

Siden insisterede de nationale ledere på det faktum, at traktaten giver dem initiativretten.

Dermed har der været lagt op til en konflikt, fordi Parlamentet og Europas politiske parti-sammenslutninger alligevel har insisteret på at gøre den konservative Manfred Weber og socialdemokraten Frans Timmermans til spitzenkandidater. Margrethe Vestager har holdt sig lidt i udkanten af det spil, men tæt nok til også at kunne betragtes som en officiel spitzenkandidat.

Under de seneste dages topmøde insisterede Angela Merkel meget på vigtigheden af den proces, så længe hendes forslag til kommissionsformand var Frans Timmermans. Da både han, Weber og Vestager var ude af spillet om jobbet som kommissionsformand, så mistede kansleren og alle andre ledere pludselig den prioritet.

Det udløser stor skuffelse og harme blandt mange i Europa-Parlamentet.

”Macron og Orban dræbte spitzenkandidat-processen,” sagde Manfred Weber ifølge Politico, da han tirsdag aften havde trukket sig fra ræset.

Parlamentets socialdemokratiske gruppe, S&D, kalder topmødets resultat ”dybt skuffende”. De Grønnes leder, Ska Keller, taler om ”studehandler” og ”groteske partipolitiske magtspil” i Bruxelles. Onsdag stiller Keller selv op som kandidat til posten som formand for Europa-Parlamentet.

Der er lagt i kakkelovnen til en institutionel konflikt mellem de europæiske stats- og regeringsledere og Europas direkte folkevalgte forsamling i Strasbourg.

Forrige artikel Overblik: Mød dem, der står til at skulle lede EU de næste fem år Overblik: Mød dem, der står til at skulle lede EU de næste fem år Næste artikel Frederiksen & Vestager: EU-kabalen er historisk for Danmark og for ligestillingen Frederiksen & Vestager: EU-kabalen er historisk for Danmark og for ligestillingen
Støjberg efter to dage i retten:

Støjberg efter to dage i retten: "Jeg tror ikke, der er flere spørgsmål i verden"

INSTRUKSKOMMISSIONEN: Der kørte to spor i sagen om adskillelsen af ægtepar med mindreårige asylansøgere: Inger Støjberg spillede hård negl politisk, men administrerede i virkeligheden helt efter loven. Sådan lyder venstrepolitikerens egen forklaring, men den havde udspørgeren i Instrukskommissionen meget svært ved at tro på.