Forsvarsjournalist: Lækkede krigsplaner afslører, at USA ledes af glade amatører

"Loose lips sink ships", lød et amerikansk mundheld under Anden Verdenskrig.
Betydningen var til at forstå: Var man for lemfældig med sine samtaler, kunne det koste liv. Det gælder stadig den dag i dag.
Derfor er det evige hensyn til militær operationssikkerhed et princip, enhver soldat får banket ind i hovedet som noget af det første efter at være trukket i uniformen. Det gør sig dog tilsyneladende ikke gældende i den amerikanske regeringstop.
Mandag kunne det amerikanske medie The Atlantic afsløre, hvordan topfolk i Trump-administrationen tidligere på måneden uforvarende inviterede dets chefredaktør, Jeffrey Goldberg, med i en hemmelig gruppechat om et forestående angreb på den yemenitiske Houthi-bevægelse.
Undervejs i samtalen på den krypterede, men ikke myndighedsgodkendte platform Signal lækkede deltagerne, herunder vicepræsident J.D. Vance og forsvarsminister Pete Hegseth, dybt følsomme oplysninger om både våbentyper, mål og tidsplan for operationen.
Goldberg kunne dårligt tro sine egne øjne – og først efter at have krydstjekket oplysningerne med, hvad der siden udspillede sig i virkeligheden, måtte han konstatere, at den altså var god nok.
Om få øjeblikke er det hele glemt
Alvorsgraden af et sådan læk kan ikke overdrives.
I enhver anden sammenhæng havde mange af de involverede – som minimum Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, der inviterede Goldberg med i samtalen, samt forsvarsminister Pete Hegseth – mistet deres sikkerhedsgodkendelser og dermed deres jobs. At sidstnævnte er tidligere soldat, burde være en skærpende omstændighed.
Det er tydeligvis glade amatører, der netop nu svinger taktstokken som "lederne af den fri verden".
Kasper Junge Wester
Forsvarsjournalist og veteran
Det, der i stedet kom til at ske, var, at det meste af det konservative amerikanske medielandskab bagatelliserede sagen og rettede opmærksomheden andre steder hen – mandag aften fyldte yndlingsaversionen Alexandria Ocasio-Cortez eksempelvis det meste af sendefladen hos Fox News.
Om få øjeblikke er det hele så glemt, fordi "zonen" i forvejen er så fuld af støj (jævnfør Steve Bannons "flood the zone"-strategi), at ingen kan fastholde fokus. Sådan kommer det, der burde være en karrierestoppende politisk skandale, til ingen reel betydning at få.
De formastelige regeringsrepræsentanter kan i lighed med Trump afvise, hvad enhver kan se er foregået, i tryg forvisning om, at ingen repressalier vil ramme dem.
De må godte sig i Kreml og Beijing
Sagen er forstemmende, når man tænker på USA's status som atommagt. Det er tydeligvis glade amatører, der netop nu svinger taktstokken som "lederne af den fri verden".
Sagen er tilsvarende bekymrende med tanke på, at selvsamme persongalleri er drivende for den udvikling – eller måske rettere: afvikling – vi i disse uger ser på den geopolitiske verdensscene.
Folk, der ikke formår at holde statshemmeligheder hemmelige, er nu i færd med at pille den regelbaserede verdensorden fra hinanden. Særligt i Kreml, men formentlig også i Beijing, må man godte sig.
Vækker mindelser om Komiske Ali
Noget, der imidlertid også er værd at dvæle lidt ved, er de interne diskussioner om Europa, som fremgår af Signal-samtalen. Undervejs diskuterer deltagerne det forestående missilangreb på en række udvalgte mål i Yemen:
"Hvis du synes, vi skal gøre det, så lad os gøre det. Jeg hader bare at redde Europa igen," skriver J.D. Vance til Mike Waltz med henvisning til, at flere europæiske end amerikanske skibe gør brug af sejlruten gennem Det Røde Hav.
Nu ved vi med sikkerhed, at topfolk i den amerikanske regering internt drøfter, hvor meget de afskyr Europa.
Kasper Junge Wester
Forsvarsjournalist og veteran
Hegseth er enig.
"VP: Jeg deler fuldt ud din afsky for europæisk freeloading. Det er YNKELIGT. Men Mike har ret, vi er de eneste på planeten (på vores side), der kan gøre det."
Længere nede i samtalen opstår der enighed om, at Europa skal give noget til gengæld, uagtet at missilangrebet er en unilateral amerikansk beslutning. Den slags lader dog ikke til at anfægte regeringstoppen, der siden lykønsker hinanden med en række emojis, efter de første missiler har ramt Yemen.
Mange havde nok en anelse, men vi ved nu med sikkerhed, at topfolk i den amerikanske regering internt drøfter, hvor meget de afskyr Europa. Spørgsmålet er nu, hvor tæt vi tør arbejde sammen med et land, hvis ledere både hader os og forsømmer at efterleve de mest basale principper for bevarelsen af statshemmeligheder.
Med både den aktuelle sag og amerikanernes vedvarende påvirkningskampagne i Grønland in mente bør det som absolut minimum være slut med at høre den danske regering bedyre, at USA er vores nærmeste allierede. Det vil vække mindelser om Komiske Ali, hvis en minister igen turnerer med den fortælling.
Tilsvarende skal danske politikere nøje overveje, om indkøbsstrategien i forbindelse med den store oprustning skal involvere amerikansk forsvarsindustri. Hvem ved, hvor vores data havner, når end ikke USA's fremmeste politikere kan holde læberne lukket?
- Her er otte bud på Sundhedsministeriets næste departementschef
- Vraget ordfører er stadig i chok efter folketingsexit: "Jeg har ikke engang lyst til at gå Caminoen"
- K-næstformand går i rette med bagland: Ikke en borgmesteropgave at forhandle regering
- Regeringsforhandlinger nærmer sig næste akt: Her er fire ting, du skal hæfte dig ved
- LA-profil vil tage opgør med landbrugets særstatus: "Det er en spændetrøje for landdistrikterne"





































