Anmeldelse af 

Fra én førstedame til en anden: Obama-bog er fortællingen om et unikt familieliv

ANMELDELSE: Michelle Obama frygtede, at hendes mand ville blive ædt råt, da han i 1996 stillede op som senator. Historien ville det som bekendt anderledes, og siden da har hendes historie været uløseligt forbundet med et politisk liv, som hun inderst inde ikke kan fordrage. Helt utrolig i sin oprigtighed og ærlighed, skriver Lone Dybkjær om den tidligere førstedames nye selvbiografi.

Arkivfoto: Michelle Obama har længe været i sin mands politiske skygge, men hendes nye bog er, som titlen siger, hendes historie, skriver Lone Dybkjær. 
Arkivfoto: Michelle Obama har længe været i sin mands politiske skygge, men hendes nye bog er, som titlen siger, hendes historie, skriver Lone Dybkjær. Foto: Charlie Neibergall/Ritzau Scanpix

Lone Dybkjær Af Lone Dybkjær
Tidl. miljøminister for Radikale Venstre (1988-1990) og statsministerfrue (1994–2001).

 

Efter at have læst forordet var jeg klar over, at jeg ville sluge resten af ”Min historie”.

Kogt ind til benet er det fortællingen om en kvinde, der vokser op i fattige, men trygge familierammer, hvor forældrene satser alt på, at det skal gå bedre for de to børn.  

Lone Dybkjær
Tidl. miljøminister for Radikale Venstre (1988-1990) og statsministerfrue (1994–2001).

For det er mere end en historie, langt snarere en fortælling om en særlig kvindes særlige rejse, helt utrolig i sin oprigtighed og ærlighed, personlig uden at blive privat.

Det er ikke en politisk bog i partimæssig forstand – Michelle kan faktisk ikke fordrage politik, som den udfolder sig i dag. Med andre ord er Michelle slet, slet ikke en Hillary.

Drømmen er farveløs
Kogt ind til benet er det fortællingen om en kvinde, der vokser op i fattige, men trygge familierammer, hvor forældrene satser alt på, at det skal gå bedre for de to børn.

Det lykkedes med en uddannelse og et overordentlig velbetalt advokatjob.

En kvinde, som drømmer om at skabe et trygt familieliv med børn, ligesom den familie hun selv er vokset op i. Men med sig selv som udearbejdende – i modsætning til hendes mor, som, først da børnene blev større, fik et arbejde uden for hjemmet.

Kvinden er afroamerikaner, og det har givet ekstra knubs undervejs i uddannelsesforløbet (”Du er ikke egnet til Princeton”), men drømmen er ”farveløs”; den deles af kvinder overalt på jorden.

Ved et tilfælde møder kvinden en usædvanlig mand – prinsen på den hvide hest – som slår benene væk under hende.

Han fører hende på en rejse, hun oprindelig slet ikke har haft lyst til, og med et mål, hun ikke troede, at han kunne nå. Men hun besluttede at bakke op.

”Han ville gerne, og jeg ville ikke.”

Ledetråd fra 1992 til i dag
Forskellige er de: ”Han så ægteskabet som en kærlig forbindelse mellem to mennesker, som kunne leve parallelle liv, men uden at give afkald på selvstændige drømme og ambitioner. For mig var ægteskabet mere som en total fusion, en rekonfiguration af to liv i et, hvor familiens velbefindende gik forud for alle andre dagsordener eller mål,” skriver hun. 

Dette til trods bliver de alligevel gift i oktober 1992, men allerede i januar flyver han væk i fem uger for at gøre en bog færdig, hvis deadline han i første omgang havde forsømt – med lidt katastrofale økonomiske følger.

Hvad gør man, spørger Michelle: ”Man finder en måde at tilpasse sig på. Hvis ægteskab er for livet, har man ikke rigtig andet valg.”

Selvom det ikke siges hele tiden, har det været den ene ledetråd for Michelle frem til i dag. Hvad der sker fremover, ved vi jo ikke!

Troede, Barack ville blive ædt råt
I 1996 stiller Barack op og bliver valgt til senatet i Illinois. Forud for det har han stille spørgsmålet: ”Hvad mener du om det, Miche?”

”For mig var det egentlig aldrig så svært at komme med et svar. Jeg syntes ikke, det var nogen særlig god ide, at Barack stillede op som kandidat. Jeg troede ærlig talt, at han ville blive ædt råt.”

Men Michelle ender med alligevel at give sin godkendelse. ”Hvis Barack troede, han kunne udrette noget i politik, kunne jeg så tillade mig at stille mig på tværs? Kunne jeg tillade mig at træde ideen under fode, inden han overhovedet havde prøvet det?”

En godkendelse, der dog er spækket med advarsler. Den anden ledetråd.

Den tredje ledetråd er omsorgen for børnene.

Uanset hvor i tilværelsen parret befinder sig, er børnenes velbefindende i centrum. Hvad enten det er i den første rolige fase, under de anstrengende valgkampe eller i Det Hvide Hus.

Klichéernes holdeplads
Næste mål for Barack er opstilling til senatet, men inden han bliver valgt, havde han holdt sin tale ved Demokraternes Nationalkonvent i 2004. 

Det ændrede alt. Nu var spørgsmålet ikke længere, om han ville vinde en plads i senatet. Nej, det var, om Barack ville stille op som præsidentkandidat. I dag kender alle svaret.

Fra da af bliver Michelle en offentlig person. En, som også må deltage i sin mands valgkamp. Let var det ikke.

Selvfølgelig fik en stærk kvinde som Michelle hæftet alle klichéerne på. Vred og arrig hørte til de blide.

”Er Michelle et aktiv eller en belastning?”

"Det var, som om der fandtes en slags tegneserieversion af mig derude, som lavede ravage, en kvinde, som jeg ikke kendte – en alt for høj, alt for energisk kastrerende Godzilla – af en politikers hustru ved navn Michelle Obama," skriver hun. 

Indimellem er hun ved at opgive. Barack forsikrer hende om, at hun ikke er en belastning, men hun behøver det ikke.

Michelle ender med at takle situationen professionelt. Finder ud af, hvordan hun kan ændre sin optræden. Facit kender vi.

"Der findes ikke nogen håndbog for tiltrædende førstedamer for USA. Det er ikke teknisk set et job, det er heller ikke en officiel regeringstitel. Det er ikke lønnet, og der er ingen specificerede pligter."

"Det er en underlig slags sidevogn til præsidentskabet," skriver Michelle i indledningen af kapitlet ”Blive mere”.

Michelle ved godt, det ikke vil blive nemt.

”Jeg vidste allerede, at jeg ville blive målt med en anden målestok,” alene fordi hun er sort. Hun må igen overbevise sig selv om, at hun er god nok.

En familie i Det Hvide Hus
Michelle finder sin vej og sætter sine spor – gennem urtehaveprojektet, som knytter sig til et projekt om bedre ernæring, elever, der dyrker mere sport, krigsveteraners vilkår osv.

Samtidig med at der selvfølgelig er alle de officielle forpligtelser både af munter og sorgfuld art.

Men mest af alt er Michelle optaget af, hvordan hun får sine to piger frelst igennem opholdet i Det Hvide Hus.

Hvordan der kan skabes så normalt et liv for dem som muligt med sikkerhedsagenter i hælene hele tiden, med et hav af tjenende ånder. I et hus, hvor vinduerne ikke kan åbnes af sikkerhedsmæssige grunde osv.

Sammen med sin bror overbeviser Michelle sin mor, der aldrig har tænkt sig at bo andre steder end i Chicago, om at flytte med til Det Hvide Hus.

Den anden store fordel er, at Barack nu også bor der hele tiden, så de kan spise til middag sammen, inden han går tilbage til Det Ovale Værelse.

En politiker trods alt? 
I epilogen slår Michelle fast, at hun aldrig vil stille op som præsidentkandidat. Mindre kan også gøre det.

”Jeg har aldrig været vild med politik, og mine oplevelser de sidste ti år har ikke ændret meget på det.”

Men Michelle vil gerne forandre vilkårene for mennesker. Og det er jo, når alt kommer til alt, det, politik handler om. 

Michelle Obama: Min Historie, 464 sider, Lindhardt og Ringhof.
Udkom 13. november. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00