Fra humanistisk stormagt til rekord i skuddrab

En undren.
Det var den følelse, der var drivkraft, da journalist Johan Varning Bendtsen sidste år besluttede sig til at skrive en bog om det Sverige, der søndag går til valg.

For hvad er det egentlig, der sker i vores naboland, der for ikke så længe siden blev betragtet som et foregangsland af mange?

De positive historier om det socialdemokratiske idealsamfund, Folkehjemmet, og den humanistiske stormagt med det globale udsyn, er erstattet af historier om bandeopgør, bombesprængninger og skyderier, der har gjort det engang så fredelige Sverige til det land i Europa, der har flest skuddrab pr. indbygger. Et land, hvor maskerede kriminelle i en periode satte vejspærringer op, som var det en enklave i Libanon.

Et land, der indtil for 50 år siden stort set ikke havde nogen borgere fra den tredje verden, men hvor der nu lever over en million med ikke-vestlig baggrund, og hvor næsten hver fjerde indbygger er indvandrer eller efterkommer.

Et land med et højrenationalistisk parti, Sverigedemokraterne, som efter at have lagt den sorte fascistiske fortid på hylden nu står til at få en fremtrædende plads, hvis de borgerlige vinder på søndag. Et parti, der er blevet holdt helt uden for som en paria, men nu står 20 til procent af stemmerne – og ifølge bogen får en ganske stor andel stemmer fra indvandrere, der har fået nok af bandekriminaliteten.

Et land med et parti som Feministisk Initiativ, der trods store donationer fra kulturpersonligheder aldrig har haft held til at blive indvalgt i den svenske rigsdag, og ved sidste valg kun fik 0,46 procent af stemmerne. Men et parti, der trods den manglende folkelige opbakning, har haft betydelig indflydelse på universiteter og kulturinstitutioner med en radikal woke-dagsorden.

Et ekstremt land
Hvordan er det endt sådan, at den engang altdominerende svenske stat har mistet kontrol, og at modsætningerne i det svenske samfund er større end nogensinde?

Det har forfatteren sat sig for at undersøge, og det der kommet en relevant bog ud af.

'Det svenske eksperiment' er journalistisk bygget op med en række interviews og mini-reportager som bærende elementer. Dermed belyses problematikken fra mange forskellige vinkler, og det er på lange stræk en styrke. Nogle steder kunne man dog have ønsket sig en mere analytisk tilgang, og læseren sidder tilbage med en række ubesvarede spørgsmål, efter bogen er klappet sammen.

Johan Varning, der er Skandinaviens-reporter på Kristeligt Dagblad, beskriver Sverige som ”et ekstremt land med et ekstremt folk”. Det lyder negativt, men skal forstås dobbelttydigt.

På den ene side står der monstrøse – og principielt beundringsværdige – idealer om social retfærdighed, global udligning, lighed mellem kønnene, en generøs asylpolitik – og et konfliktmæglende diplomati.

De ledende kræfter inden for politik, kultur og medier mente simpelthen, at Sverige var et foregangsland for alle andre. At man ved eksemplets magt kunne skabe en række svenske modeller rundt om i verden, og at udlændinge, der kom til Sverige, problemfrit ville gå ind i det svenske samfund.

På den anden side står en virkelighed, der på flere områder udviklede sig ganske anderledes end teorierne havde forudsagt. Uden at man af den grund ændrede kurs.

Man havde en...ja ekstrem grad af selvsikkerhed på alle områder, og selv da de ældre på plejehjemmene døde i massivt omfang under første runde af corona- epidemien, holdt den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell fast i, at Sverige gjorde det rigtigt - og og alle andre gjorde det forkert!

Det er netop her, det ekstreme kommer til udtryk. I stort set alle andre demokratiske lande havde de folkevalgte reageret på et langt tidligere tidspunkt – og korrigeret kursen. Bare ikke i Sverige.

Retsstatens sammenbrud
På samme måde med områder som retspolitik og udlændingepolitik.
Sverige var langt fra det eneste land, hvor man havde en meget optimistisk holdning til, hvordan integrationen ville gå med hundredetusinder af nye landsmænd fra områder med en helt anderledes kultur og religion.

Sådan så flertallet af danske og norske politikere også på sagen for 25 år siden. Men i Danmark og Norge tog politikerne signalet fra vælgerne alvorligt, og specielt i Danmark blev kursen kraftigt rettet ind efter de folkelige holdninger. Noget lignende kan man se i et land som Frankrig, hvor selv den liberale præsident Macron har strammet bardunerne.

Men ikke i Sverige, hvor de folkelige protester blev skubbet til side indtil for ganske nylig.

I bogen bringes flere triste eksempler på konsekvenserne rundt om i landet.
Der er områder af Malmø, Göteborg og Stockholm, der domineres af kriminelle storfamilier, mafia-lignende klaner med udenlandsk baggrund, områder hvor statens magt er smuldret, og hvor beboerne enten ikke vil eller ikke tør vidne. I forstæderne nord for Stockholm er der fra 2018-21 begået 18 mord, kun 1 er opklaret!

Et sammenbrud for retsstaten, der sidste år fik den sidste svenske integrationsbetjent til at bryde ud i tårer for åben skærm.

Forfatteren viser, hvordan den kriminalitet og utryghed, der i årevis har martret svenske storbyer, nu også har bredt sig til mindre byer. Som eksempelvis Ronneby i Blekinge, hvor en af de lokale indbyggere citeres for følgende:

”Man bliver så fandens vred, når man er opvokset i en rolig og tryg by, og så pludselig bliver det sådan her.”

Spinkle forklaringer
Men hvorfor har Sverige så udviklet sig på den måde?
Det spørgsmål forsøger bogen at give svar på, men mens eksemplerne og dokumentationen er overbevisende, er forklaringerne knap så stærke.

Den åbne asylpolitik og ambitionen om den humanistiske stormagt bliver forklaret med den dårlige samvittighed efter 2. Verdenskrig, hvor Sverige spillede en tvetydig rolle og havde en betydelig samhandel med Tyskland. En supplerende forklaring bygger på, at Sverige er ”fredsskadet” efter 200 år uden krig, at man har svært ved at forholde sig aktivt til katastrofer og vold.

Det er ikke overbevisende forklaringer.

Selve grundtesen, Sverige som et ekstremt land, passer dog godt sammen med den svenske historie:

Sverige var i over 100 år en europæisk stormagt, der med meget begrænsede ressourcer fik en betydelig magtposition – og havde besat landområder i Baltikum og Tyskland. Svenskerne kunne måle sig med de kejserlige tyske hære under 30-års krigen, og de kunne i en periode besejre den russiske hær. Årsagen var militær dygtighed kombineret med en stærk og effektiv stat.

De svenske klassemodsætninger var også ekstreme, med ekstrem fattigdom blandt arbejderne i byer og på landet helt op i 1900-tallet og en indflydelsesrig og yderst reaktionær adel.

Virkeligheden må rette ind
På samme måde blev det politiske system ekstremt. Det er helt uhørt for et demokratisk land, at det mere eller mindre fungerede som et et-parti system med Socialdemokraterne som statsparti med meget korte afbrydelser over en 44 år lang periode. Dermed blev det ikke alene et parti, der havde en ideologi, det blev også en slags statsideologi med en moralistisk tilgang til politik. 

Den stærke svenske stat, der i årtier var et gode, der løftede mange ud af fattigdommen, fik samtidig et formynderisk forhold til borgerne. Det skabte en betydelig autoritetstro. 

De ledende politikere rettede nødig ind efter vælgerne, det var snarere vælgerne, der skulle rette ind efter de politiske idealer. Og det var virkeligheden, der skulle tilpasse sig teorierne.

Den slags er dømt til at skabe problemer, og de er nu så store, at de er ved at vokse de svenske myndigheder over hovedet. Bogen drager ikke nogle sikre konklusioner, men man sidder alligevel tilbage med en dyster følelse af, at det kan være for sent, de svenske politikere har konfronteret virkeligheden.

'Det svenske eksperiment' kan anbefales til alle dem, der gerne vil forstå lidt mere af udviklingen i vores naboland. Og timingen: den kunne ikke være bedre.

'Det svenske eksperiment - mellem foregangsland og skræmmebillede' er udkommet på Gads forlag og koster 250 kroner.