Anmeldelse af 
Jakob Nielsen

Kongen af public diplomacy: Frederik 10.'s bog er skrevet mere af pligt end af lyst

En flot bog, som man bliver klogere af – og som ikke for alvor gør ondt på nogen. Men lige under overfladen sitrer det af tvivl over, om han for alvor har lyst til at påtage sig sit kald, skriver Altingets chefredaktør i sin anmeldelse.

Kong Frederik vil være "en samlende konge af i morgen", sagde han på balkonen på Christiansborg Slot. Foreløbig viser hans nye bog, at han er kongen af public diplomacy, skriver Altingets chefredaktør
Kong Frederik vil være "en samlende konge af i morgen", sagde han på balkonen på Christiansborg Slot. Foreløbig viser hans nye bog, at han er kongen af public diplomacy, skriver Altingets chefredaktørFoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen
Kongeord
Kong Frederik 10. (fortalt til Jens Andersen)
Politikens Forlag, 109 sider, udkom 17. januar

 

I manualen for danske statsministre står på side 1, at man skal finde en dygtig journalist, der kan skrive ens tanker ned og udgive dem i bogform.

Gerne med nogle betragtninger om forgængerne og om den historiske tradition, man træder ind i som socialdemokrat eller venstremand.

Sådan gjorde Anders Fogh i 2001. Sådan gjorde Helle Thorning i 2007. Sådan gjorde Lars Løkke i 2010, og sådan gjorde Mette Frederiksen i 2019.

Og nu skriver Frederik 10. sig så ind i – undskyld udtrykket – kongerækken med sin egen bog, ’Kongeord’, hvor han via journalist og forfatter Jens Andersen kommer med nogle betragtninger om sine forgængere, om sin opvækst og om sine professionelle ambitioner.

Det er til gengæld ikke en bog, der gør ondt på nogen som helst. Det skulle da lige være på Gyldendal

 

Det er en flot bog, en kort bog, og det er en bog, man bliver klogere af. Det er til gengæld ikke en bog, der gør ondt på nogen.

Det skulle da lige være på Gyldendal, der må lide den tort at se Politikens Forlag (af alle!) løbe med kongens første sammenhængende budskab til folket.

Nåja, og så måske på landbruget, der undervejs kan læse, at prins Henrik ikke kunne udstå danske oste, men alligevel ”var tvunget til at sige ”Uhm, danske oste!”, når han var med i et eller andet eksportfremstød i udlandet”.

Det er måske også i den sætning, at vi er nærmest bogens kerne: Når prins Henrik lod som om, at han elskede Havarti, var det et stykke public diplomacy. Det var pligt. Han passede sit arbejde.

Frederik er influencer-kongen

Og sådan er det også med Frederik 10.s overraskende bog: det er et stykke public diplomacy. Kongens første opgave.

"Jeg ved, det er min skæbne at blive konge, og denne skæbne påtager jeg mig med glæde", sagde kongen 14. januar. Bogen er et forsøg på at sætte streg under den pointe.

Men de 109 sider 'Kongeord' efterlader ikke denne læser helt overbevist.  

Bogen er tydeligvis ikke skrevet af lyst, men i erkendelse af, at kong Frederik – som Esben Schjørring skrev i Altinget forleden – bliver influencer-kongen, der skal ”kæmpe for kongehusets legitimitet alene med sig selv, sin hustru og sine børn som våben”.

Analysens pointe var, at kong Frederik skal operere i en opmærksomhedsøkonomi, hvor domme bliver fældet hurtigt og uden nåde:

”Kongehusets skæbne står og falder med hans evne til at spille sig selv på tusind flygtige scener. Med hver deres publikum og hver deres specifikke præmisser for succes”, skrev Esben Schjørring.

Lynudgivelsen blot to dage efter indsættelsen viser, at Frederik 10. og hans rådgivere er sig smerteligt bevidste om den præmis.

 

Læs også

Bogens titel refererer til kongens valgslogan, undskyld: valgsprog, ”Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark”.

I bogens tre hovedkapitler bliver valgsproget forklaret og uddybet. I de tre øvrige kapitler møder vi først den unge, tvivlende kronprins, dernæst hans forfædre i kongerækken og endelig hans hustru, dronning Mary.

Man får bekræftet opfattelsen af Frederik som en prins, der ikke ønskede sig at blive konge, og som var længe om at finde lysten til at udfylde sin skæbnebestemte rolle. Man får et rørende indblik i det nære forhold, han havde til sin mormor, dronning Ingrid, og i den beundring han nærer for sin nærmeste forgænger som konge, hans morfar kong Frederik 9.

Det er fundamentalt interessant at høre landets nye konge fortælle i jeg-form, selv om teksten hele tiden balancerer på kanten af det banale.

 

Sådan taler en moderne djøf’er – og sådan en er kong Frederik også

Frederik giver en smule af sig selv, når han fortæller om, hvordan hans 18-års fødselsdag var ”noget nær verdens undergang” og om, hvordan han længtes væk fra Amalienborg.

I dag er denne tvivl konverteret til en nysgerrighed og et ønske om "at træde uden for det forventelige. Bevæge mig uden for den institution, jeg er en del af, og gå på opdagelse i alt det, som ikke er mig givet.”

De ord kan læses som kongens forsikring om, at han både kan og vil forstå, hvordan almindelige mennesker lever i hans kongerige.

Men de kan også læses som en konges næsten desperate insisteren på ikke at lade sig spærre inde i en rolle, der ikke er hans egen. Hvis man læser det sådan, er det alt andet end banalt.

Tro er noget med kristendom

Gennemgangen af kongens valgsprog er et stykke nødvendigt kommunikationsarbejde. Valgsproget er dels sprogligt kompliceret, dels bemærkelsesværdig i sin manglende omtale af Gud eller kirken.

Nu har vi kongens ord for, at valgsprogets første ord, ”Forbundne”, i høj grad er en reference til ”Gud og vores fælles historie”.

Frederik 10. gør meget ud af at erklære sin egen tro: han har med årene fundet glæde i både gudstjenester og salmer, og han beder i øvrigt aftenbøn med sine børn.

Men hvis nogen skulle have fået den tanke, at den mere rummelige formulering også dækkede over en mere moderne opfattelse af, hvad det vil sige at være dansk – at Frederik 10. også har en ambition om at blive de danske muslimers konge – så tager man fejl. Det multikulturelle samfund er fortsat for følsomt for en nytiltrådt konge.  

”Tro kan have mange former,” skriver kongens ganske vist, men i den følgende sætning bliver det klart, at han udelukkende taler om ”vores kristne tro”.

Og det er ifølge kongen ”kristne kerneværdier som tilgivelse, barmhjertighed og næstekærlighed, der har gjort vores samfund så frit og tolerant”.

I gamle dage ville den slags påstande nok have udløst en sydende vred lederartikel fra kulturradikalerne på Politiken, men i dag udgiver koncernen i stedet argumentet i fin blå indbinding.

 

Læs også

Ordet ”forpligte” peger meget tilbage på kongen selv og den pligt, han nu tager på sig. Han betoner sit og dronningens sociale engagement og opfordrer alle danskere til at tage en tørn i civilsamfundet.

Det er med andre ord her, at kongen bekender sig til velfærdssamfundet i dets moderne udgave, hvor hverken individet eller staten kan have ansvaret alene.

Og endelig bliver det slået fast, at valgsprogets sidste ord, ”for kongeriget Danmark”, selvfølgelig afspejler et meget stort ønske om at inkludere Færøerne og Grønland i det fælles "vi".

Bogens sidste kapitel er kongens og dronningens fælles manifest om, hvordan de vil udfylde deres lederrolle.

Man må forstå, at det skal foregå anderledes end i dronningens hof, ”både hvad angår Kongehusets organisation og administration, og hvordan vi som familie veksler mellem arbejde og fritid”. Der skal være plads til "timeouts", erklærer kongen. 

Igen: På kanten af det banale, men lige under overfladen sitrer det af tvivl over, om han for alvor har lyst til at påtage sig sit kald. 

Omvendt skal det hele ”gerne opleves som et ganske almindeligt sporskifte, uden at det ryster for meget i togvognen”.

Kongen af public diplomacy

Kongen fremhæver sin egen uddannelse i offentlig ledelse fra Aarhus Universitet og slår fast, at han og Mary allerede som kronprinspar ”indførte moderne ledelsesprincipper i vores egen administration og daglige gøren og laden”. De vil gerne være med i ”maskinrummet”.

Sådan taler en moderne djøf’er – og sådan en er kong Frederik også.

Da kong Fredrik blev udråbt til konge foran en jublende folkemængde, erklærede han, at han ville være ”en samlende konge af i morgen”.

Om det lykkes, vil tiden vise. Men allerede efter to dage på tronen har han vist, at han er en konge af public diplomacy.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kong Frederik IX (Christian Frederik Franz Michael Carl Valdemar Georg)

Konge af Danmark (1947-72), kontreadmiral
Søværnet

H.M. Kong Frederik André Henrik Christian

Konge af Danmark, greve af Monpezat
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1995), kommandørkaptajn i søværnet (2004), oberstløjtnant i hæren (2004), oberstløjtnant i flyvevåbnet (2004), kommandør i søværnet (2010), oberst i Hæren og Flyvevåbnet (2010)

H.M. Dronning Margrethe Alexandrine Þorhildur Ingrid

filosofikum (Københavns Uni. 1960), studier i arkæologi (University of Cambridge 1961), studier i statskundskab (Aarhus Uni. m.fl.)

0:000:00