19.322 kroner. Det er det beløb, som man modtager om måneden inden skat, hvis man er berettiget til den højeste sats inden for dagpengesystemet.

Det betyder, at uanset hvor høj din husleje er, hvor mange år du har klaret dig selv, og om du for eksempel har været vant til at tjene 30.000 kroner eller måske 60.000 kroner om måneden, så vil du kun modtage højest knap 20.000 kroner før skat, såfremt du ender i ledighed. Og det gælder vel og mærke, selv om du har været medlem af en a-kasse og troligt betalt dit kontingent i mange år.

For majoriteten af a-kassemedlemmer i dag er den såkaldte kompensationsgrad nemlig udhulet, og mange er ikke dækket med 90 procent af lønnen, som er den maksimale kompensationsgrad i dagpengesystemet. Hvis man tjener mere end 24.000 kroner, er der ikke længere tale om 90 prcents kompensationsgrad, så udfordringen er altså tydeligvis ikke et elitært problem, der kun handler om højtlønnede – men en udfordring for de fleste lønmodtagere.

Dagpengesystem fra fortiden
Tiderne er heldigvis sådan lige nu, at der er mange job i spil – og at det er arbejdstagers marked, mere end det er arbejdsgivers. På den måde har mulighederne for at finde et job nok nærmest aldrig været større. Men når det er sagt, så er det paradoksalt, at vi stadig kører med et dagpengesystem, som på mange måder hører fortiden til. Et system, der bygger på devisen "One size fits all". 

Alle bliver proppet ned i samme kasse, trods det at vores indtægt, levevilkår, vaner og forbrug er vidt forskellige.

Jesper Wengel
Adm. direktør, Frie

Det betyder, at alle bliver proppet ned i samme kasse, trods det at vores indtægt, levevilkår, vaner og forbrug er vidt forskellige. Den ydelse, du ender på, er altid den samme - med mindre du aktivt går ind og tegner en decideret privat lønsikring som et supplement til dagpengene fra a-kassen.

Den berømte flexicuritymodel er dermed under pres, og dagpengesystemet repræsenterer ikke længere den sikkerhed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet, som burde være grundlaget i et offentligt dagpengesystem. Og netop derfor skal vi have private lønsikringer spillet konkret på banen i hele vores diskussion om dagpenge og muligheden for at sikre sig imod arbejdsløshed på en måde, der tager højde for, at vi har forskellige behov.

Kritikken imod disse forsikringer er typisk, at man skaber et A- og B-hold på arbejdsmarkedet. Men måske kunne man i stedet se dem som en hjælp til at løfte en samfundsmæssig udfordring i et dagpengesystem, som kun reelt dækker behovet for en del af arbejdstagerne.

Sidestil lønforsikringer med sundhedsforsikringer
For snart nogle årtier tilbage florerede en livlig debat i medierne om, hvorvidt det var rimeligt at indføre muligheden for at tegne private sundhedsforsikringer og på den måde komme foran i køen til behandlinger via privathospitaler. Mange gav dengang udtryk for, at de frygtede, at det ville lægge kimen til et A- og et B-samfund, hvor kun de rige ville have råd til ordentlig og hurtig behandling i sundhedssystemet. Vi blev udfordret på vores danske tradition om social lighed i sundhedssystemet.

I dag er den debat forstummet, og det er blevet lige så naturligt at tegne sundhedsforsikringer, som det er at tegne en indboforsikring. Over 80 procent af alle medarbejdere på det private arbejdsmarked er i dag omfattet af en sundhedsforsikring, og debatten peger i retning af, at dette også kan blive virkelighed for offentlige ansatte i fremtiden som en naturlig del af overenskomster.

Og hvad er egentlig problemet ved at se på lønforsikringer på samme måde? På den måde vil vi kunne imødekomme, at dækningsbehovet er meget forskelligt og lade dagpengesystemet være en base i vores flexicuritymodel og lade private lønsikringer være en mulig overbygning.

De, der tegner lønsikringer i dag, gør det simpelthen, fordi de ikke vil kunne leve af dagpengesatsen.

Jesper Wengel
Adm. direktør, Frie

I dag er lønforsikringer for de fleste noget, som man skal tage en aktiv beslutning om at tilvælge, og det bliver også stadig betragtet som noget, der skaber ulighed i samfundet, men det har jeg svært ved at få øje på skulle være tilfældet.

De, der tegner lønsikringer i dag, gør det simpelthen, fordi de ikke vil kunne leve af dagpengesatsen, fordi den er for lav i forhold til den løn, de er vant til at tjene og har indrettet sig efter. Det skaber i min optik ikke ulighed – faktisk det modsatte.

For hvis uheldet skulle være ude, og man bliver ramt af en opsigelse, så er det – for alle - alt andet lige afgørende at sørge for, at hele korthuset ikke vælter, og kreditorerne holdes fra døren. Det kan være en stor udfordring, såfremt ens udgifter rækker ud over dagpengesatsen. Og det er vel ikke fair, at de mennesker, der har tjent mest, står med den største risiko for økonomisk ruin, hvis de skulle blive opsagt.

Som dagpengesystemet er indrettet i dag kunne man fristes til at sige "One size fits none".